Jans Corner: Et alternativt hjørnespark

Så sidder man der igen med det, som man i gamle dage ville kalde det blanke papir, foran sig og grubler. Hvad skal det handle om denne gang? Nu om stunder er papiret jo erstattet af en gabende tom skærm – ikke at det gør det meget bedre.

Vi har i denne superligarunde (før tidligt mandag aften, hvor dette skrives), haft et par spektakulære udvisninger. I begge tilfælde spillere, som er kommet bagfra med stor kraft og har jævnet modspilleren med jorden, uden at der har været skygge af chance for at spille bolden. Faktisk har vi været derhenne, hvor man ikke engang taler om en tackling, men snarere om regulære spark.

Selvfølgelig kunne jeg godt tage en tur mere i manegen med de kriterier, som dommeren anvender, når han beslutter, om et kort skal være gult eller rødt (eller slet ikke). På den anden side kræver det nok en betydelig grad af virkelighedsfornægtelse at opponere over de to udvisninger, så det er der nok heller ikke så meget sjov ved.

Men så kan man jo gribe tilbage til landskampen i Armenien og det kiksede hjørnespark, som lynhurtigt blev et hit på internettet.

Nogle har svunget sig op til at kalde det for det værst udførte hjørnespark nogensinde. Det er jeg nu ikke sikker på, at jeg bare lige vil skrive under på (herom senere), men det er da en udmærket kandidat til finalefeltet. Hvis en enkelt læser eller to ikke skulle have været forbi, er historien den, at Armeniens Aras Ozbiliz (som ellers ved andre lejligheder i den kamp viste imponerende teknisk kunnen) i sit tilløb snubler over flaget og falder, hvorefter hans fod dog rammer bolden og sender den hen på de hænder, som han allerede er ved at afbøde faldet med. Det er sådan noget, som lovpsykopater som undertegnede elsker – for hvad gør dommeren nu?

For det første var linjedommeren, som stod lige oven i situationen, forbløffende længe om at reagere – og så endte vi med et nyt hjørnespark, hvilket er stort set det eneste, der ikke kan blive. Det ville have været herligt at være med på en lytter på headset-kommunikationen her (ikke mindst fordi jeg tidligere har haft fornøjelsen af både dommer og linjedommer i en kamp i Polen – et par yderst muntre fyre). Jeg vil vædde en god del på, at de ikke har anet deres levende råd og så er landet på det sikre valg (et nyt hjørnespark) – vel vidende at heller ikke mange andre vil ane, hvad der skal ske.

Lad os tage det trin for trin. Bolden er i spil ved et hjørnespark, når sparket er taget, og bolden bevæger sig. Så bolden er ubetinget i spil – hvorefter det er umuligt at vende tilbage til et nyt hjørnespark:  den fase er overstået. Heldigvis rammer Ozbiliz bolden med foden (uanset at han sikkert ikke aner det), for et spark er noget, som man gør med fødderne. Dvs. at hvis han nu f.eks. havde ramt bolden med knæet på sin vej mod jorden, havde hjørnesparket skullet tages om, fordi det aldrig var blevet udført.

Næste trin er, at spilleren ikke må røre bolden igen, før den er rørt af en anden spiller.  Så foreligger der det, som vi i branchen kalder for ‘gentagelsesspil’, som skal give et indirekte frispark til modspillerne. Medmindre der ved samme lejlighed er begået en anden og værre forseelse. Og det kunne der for så vidt meget vel være, for Ozbiliz får jo hænderne på bolden, da han falder. Har man to forseelser, som indtræffer samtidig, er det den værste, som skal straffes. Og da en hands skal give direkte frispark og gentagelsesspillet kun indirekte, ville det så være dér, vi landede. Vel at mærke, hvis Ozbiliz forsætligt / med vilje satte hænderne på bolden. Ellers ville lige den side af sagen være gratis.

Som set på TV tager spilleren simpelthen for sig, da han er ved at falde – som vi alle ville gøre det, og han ser ud til at være fuldstændig uvidende om, at en anden del af hans krop lige har sendt en bold med retning mod hænderne.  Så det ser for mig uforsætligt ud – og vi er tilbage ved gentagelsesspillet og det indirekte frispark igen.  Altså lige medmindre spilleren, da hans hånd ramte bolden, gav den et ekstra tryk med en selvstændig bevægelse, for så er det pludselig forsætligt igen.

Så i min optik burde vi have haft et indirekte frispark her. Der er den lille finurlighed ved lige det hjørne af fodboldloven, der handler om gentagelsesspil, at formuleringen (faktisk for alle igangsættelser) ikke er jordens mest elegante, så hvis man kun læser teksten og ikke bekymrer sig om, hvad meningen mon var, skulle det hele faktisk være straffrit. Teksten taler kun om 2. berøring med alt andet end hænderne OG forsætlig berøring med hænderne. Altså ikke en lyd omkring uforsætlig berøring med hænderne. Men så må vi en tur ned bag om teksten og overveje, hvad meningen mon er med det hele. Og det kan ikke være meningen, at et gentagelsesspil med en uforsætlig hands skal være straffrit, mens en uforsætlig berøring med foden skal straffes. Det er trods alt fodbold, som vi spiller.

Så vi kom faktisk rundt i temmelig mange hjørner af fodboldloven bare på grund af et klodset udført hjørnespark. Jeg skrev i starten, at jeg ikke uden videre ville udnævne dette til at være det værste nogensinde. Næh, for i en landskamp mellem Nordirland og Italien for en lille håndfuld år siden lykkedes det nordirernes Steven Davis at sparke til flaget OG bolden, så flaget røg langt væk, og han med sin ene fod fik sendt bolden ind på den anden fod, hvorefter den forsvandt ud over mållinjen (altså bolden, ikke foden).  Dommeren valgte at lade bolden falde – hvilket heller ikke var korrekt, men heller ikke gav problemer. Det interessante lille ekstra touch her er, at flaget altså er væk, da bolden rammes (og hjørnesparket tages), så man kunne måske finde dem, der ville argumentere for, at hjørnesparket aldrig var udført, da banen var ulovlig – og dermed et omspark.

Godt nok har vi kun 17 paragraffer at gøre godt med, men det behøver bestemt ikke være kedeligt –  og der dukker konstant nye ting op til raritetskabinettet.