KFD afholder generalforsamling tirsdag den 25. januar 2011 kl 19.00 i Frederiksberg Hallens Restaurant på Jens Jessens Vej 18, 2000 F.
Dagsorden/stemmeret iht. vedtægterne som forefindes her: KFDs vedtægter
Som bekendt blev der på KFD´s generalforsamling 2010 vedtaget forslag om “Fællesnordisk dommerudveksling”
På generalforsamlingen 2011 skal der vælges en person til en trio til udveksling som følger:
“Det sidste medlem af trioen vælges af KFDs medlemmer ved afstemning. Alle KFD’ere kan foreslå kandidater, ved skriftlig indstilling til bestyrelsen og med samme frist som almindelige forslag til behandling på en generalforsamling, og det kan således være ud fra vidt forskellige motiver (god kollega, god dommer, har oplevet noget tragisk og trænger til en opmuntring osv osv). De tilstedeværende på KFDs generalforsamling vælger ved skriftlig afstemning mellem de endelige kandidater som KBU Dommer indstiller/godkender til afstemningen, efter en vurdering af de foreslåede dommeres faglighed. Ved mere end to endelige kandidater, udvælges i første runde de to med flest stemmer. I anden runde vælges mellem disse to den endelige deltager.
Deltagerne skal alle være medlem af KFD, og må ikke være i restance. Deltagerne må ikke være elitedommer på tidspunktet for udvekslingen.”
(Du kan se hele det vedtagne forslag i referatet fra GF 2010).
Forslag til behandling på generalforsamlingen 2011 og indstillinger til fællesnordisk dommerudveksling skal være bestyrelsen ihænde senest 1. januar 2011.
Der er intet krav om tilmelding for at deltage i generalforsamlingen og KFD er som sædvanlig vært for drikkevarer.
Ved at møde op til generalforsamlingen får du indflydelse på KFD – vi håber at se så mange som muligt.
Vel mødt !
P.b.v.
Frank
Sekretær, KFD