KFD
Jans CornerNyheder

Jans Corner: Fodboldlovens historie del 2

I sidste uge prøvede jeg at trække en linje tilbage til 1863 og de allerførste fodboldlove.  Specielt var det dommerens rolle, der var i fokus. Underligt at tænke sig, at det faktisk varede ganske længe, før han fik den rolle, som vi kender i dag.  I denne uge vil jeg prøve at lave nogle punktnedslag i enkelte paragraffer for at grave nogle kuriositeter frem.

Nick Kennedy, Gonzalo Garcia

Påvirkningen fra rugby og brugen af hænderne var som tidligere beskrevet en af de mest betydende faktorer fra starten. Så selvfølgelig skulle man også have en spiller, som måtte tage med hænder – en målmand.   I 1878-udgaven hed det, at målmanden måtte tage bolden med hænder ’til forsvar for eget mål’  – uden yderligere indskrækninger, så i princippet måtte han det over hele banen !  I 1886 blev det indskrænket virkelig markant, da målmanden nu kun måtte tage med hænder på sin egen banehalvdel .  I 1888 fik skruen en tak mere, da målmanden herefter kun måtte bevæge sig 2 skridt, mens han ‘løber med bolden eller lader den springe på hånden’. Og i 1913 led målmanden endnu en ydmygelse, da hans ret til at tage bolden med hænder blev begrænset til eget straffesparksfelt, som vi kender det i dag.

En anden rest fra tankegangen omkring rugby og brug af hænderne er indkastet. I de første regler er det simpelthen den første spiller, som får fat i bolden, når den har passeret sidelinjen (som i parentes bemærket slet ikke er der – der er kun hjørneflag !), som må kaste den ind. Men til gengæld skal han kaste den vinkelret ind på banen igen. I 1878 bliver det modspillerne, der får tildelt indkastet, men det er et krav, at  bolden skal kastes mindst 6 yards i en hvilken som helst retning.

Også offside-reglen har vi i en eller anden form med fra starten – og den kan minsandten også føres tilbage til rugby, hvor princippet er, at der ikke må afleveres fremefter. offside-rule-trap-success Oprindelig må en spiller, som er foran bolden, ikke røre den, før en modspiller har gjort det.  Fra dette udgangspunkt går det ellers slag i slag op gennem tiderne: frem til 1925 er man offside, hvis man ikke har mindst 3 modspillere nærmere mållinjen – det bliver så til 2 osv. osv.  Offside-reglens udvikling afspejler langt hen ad vejen spillets udvikling og ønsket om at få scoret nogle flere mål, efterhånden som forsvarsspillet er blevet mere og mere avanceret.  Groft sagt kan man sige, at reglen helt fra starten og frem til 2004 var i forsvarets favør – derefter, da man indførte ‘vent og se-princippet’, i angribernes. Så når spillere, trænere og andet godtfolk jamrer over, at offside-reglen er blevet umulig at finde ud af, har de helt afgjort en gyldig pointe i, at det er 140 års fortolkning og filosofi, der er blevet vendt op og ned på. Til gengæld har den nye fortolkning med ‘vent og se’ givet færre afbrydelser, flere mål, mere underholdning – og for dommerne er den blevet meget lettere at administrere.

Straffesparket er heller ikke med fra starten. Det bliver indført i 1891 for visse forseelser begået i straffesparksfeltet (som i øvrigt heller ikke har helt den facon, som vi kender i dag –  den fandt først sin endelige form i 1902). Før straffesparkets opfindelse dømtes blot frispark på åstedet – og afstandsreglen var 6 yards (eller på mållinien mellem målstængerne).  I en engelsk pokalkvartfinale  var stillingen 1-0, da en bold blev reddet på mållinien med hånden. Angriberne fik et frispark få centimeter foran mållinien – og målmanden kunne bare blive stående på sin mållinie klos foran bolden.

03_Straffesparket_Morten_Langkilde_20000_550Som så ofte før er det en enkelt spilsituation, der udløser en regelændring, fordi alle kan se det urimelige, så samme år blev straffesparket indført i erkendelse af, at betalte spillere åbenbart ikke havde de samme æresbegreber som de oprindelige gentlemen.  Ved straffespark måtte målmanden oprindelig bevæge sig 6 yards fremefter (dvs være hvor som helst i sit målfelt).

Indtil 1903 var alle frispark indirekte – og først her nåede man til overvejelserne af, at der var nogle forseelser, der var grovere end andre, hvilket førte til indførelsen af  det direkte frispark, som må sparkes direkte i modspillernes mål. Ved samme lejlighed blev fordelsreglen nedfældet i paragrafferne og ikke blot som en diffus idé bag lovsættet.  Indtil 1927 var det i øvrigt muligt at score direkte i eget mål på et frispark – men så skete det for første gang.  Princippet om, at man ikke skal kunne tjene på sin forbrydelse gjorde, at man indførte reglen om, at man kun kunne score direkte  i modspillernes mål på et direkte frispark.

815b846f-ca26-425a-9916-c553a7fa7188n41029840417_5668

Endelig de røde og gule kort, som ingen vel nu kunne tænke sig at undvære (selv om jeg selv som ung dommer i København oplevede, at vi ikke måtte bruge dem i lokale ungdomskampe, vel for at skammen ikke skulle påvirke spillerne for meget og give dem varige traumer).  De er faktisk en relativt ny foreteelse, i hvert fald set i relation til hele fodboldlovens historie.

Ved VM i England 1966 havde der været vild panik i kvartfinalen mellem England og Argentina, hvor den tyske dommer Kreitlein simpelthen ikke kunne gøre den argentinske anfører Rattin begribelig, at han var udvist. Formanden for FIFAs dommerudvalg Ken Aston havde længe spekuleret over, hvordan man kunne indføre et internationalt og let forståeligt system til at markere advarsler og udvisninger. Og en dag, da han i sin bil sad på Kensington High Street og så lyskurven skifte fra grønt til gult til rødt, var den der !  Kortene blev indført internationalt ved VM i Mexico 1970 og i Danmarksturneringen fra starten af 1972.

Det var så to uger tilbage ad historiens lange landevej. Jeg vil endnu engang gerne opfordre til, at eventuelle læsere kommer med forslag til emner, som de kunne tænke sig taget op her. Det kan være aktuelle situationer, det kan være historie – kun fantasien sætter grænsen. Ellers må man bære over med, hvad jeg nu selv kan finde på…

Hi, I’m Tom Kristensen

Leave a Reply