KFD var fredag aften d.30/8 samlet om den 5 kilometer lange løberute, DHL stafetten bød på. Unge som gamle, FIFA-indrangerede som ikke-indrangerede, var vi denne dag sammen noget, som kun skulle handle om at have det hyggeligt med sine kolleger, venner og bekendte. Vi kom fra starten allerede tæt på hinanden, da vi grundet regn på første løbetur måtte stuve os tæt sammen inde i det smalle telt.
Her følger en række billedindtryk og historien om en formand, der ikke er blevet klogere på regnvejr med alderen.
Formanden (Frank Kanlund red.) havde vurderet vejrsituationen forkert, da han stillede op til første tur – urutineret alligevel, men man lærer jo så længe, man lever. De fremmødte KFD’ere blev da også lidt urolige for formanden under første tur, hvilket resulterede i overvejelsen om at efterlyse ham i speakeranlægget. Tovholderne fik dog i øresneglen at vide, at Kanlund senere havde forladt Københavns Universitets øltelt, da regnen omsider stoppede.
Første mand til overhovedet at krydse KFDs telt var Kristian Brkic (en del af den famøse ”Kroatiske Mafia”), som kom forbi efter godt og vel 17 minutter hans start. KFDs egen Ironman, Juniorbageren Christian Iversen, tog to ture, da der på hans hold manglede en femte løber. Juniorbageren tilbagelagde de godt og vel 10 kilometer i mindre end 50 minutter – godt gået!
Grillen blev i forbindelse med regnens ophør så småt startet, samtidig med at de første løbere kom tilbage til KFDs telt i blok 35. Løberne meldte sig lidt efter lidt alle sammen i KFDs telt, hvor både tilskuere og tidligere løbere bød dem ind i varmen. Der blev skålet over en øl eller sodavand og snakket om alt mellem himmel og jord samtidig med at en pølse og dertilhørende brød og tilbehør blev fortæret. Fælles for alle var, at dette var en utrolig hyggelig stund, som på grund af de deltagenes engagement og utroligt gode humør (trods regnen) blev til en fantastisk aften. En fantastisk sommerfest for de fremmødte, som gjorde den til noget specielt
Solen begyndte at trække sig tilbage, faklerne blev tændt og aftenen fortsatte i som tidligere i super stemning blandt kollegerne.
Tak til alle for en super aften, vi fra Talentprogrammet håber på at se så mange som muligt til næste år – og vi håber selvfølgelig også på at se endnu flere ’nye’ ansigter J
/Johan Bay på vegne af Talentprogrammet