Jans Corner: Fodboldlovens historie del 1

De kommende to uger vil jeg tage et strejftog ned ad historiens lange og ikke altid lige fladtrådte stier – dels fordi det altid er sundt at sætte de nutidige forhold i perspektiv (og når der virkelig er en interesse for historien, som jeg kan se på mange henvendelser, skulle man da være et skarn, hvis man ikke gjorde det), dels og væsentlig mere lavpraktisk, fordi jeg de kommende to uger på grund af andre gøremål ikke vil have de samme muligheder for at følge med på skærm og internet, som jeg ellers gør.

Man kan sagtens have sine problemer med at udlægge og forklare fodboldreglerne, som de er skruet sammen her og nu. Men udviklingen i reglerne er faktisk et rigtig sjovt studium i sig selv og viser også, at der er en pænt stor kerne, som har overlevet alle forandringer. Derfor spilles fodbold stadig grundlæggende efter de samme regler, som det blev for 150 år siden. Det er det faktum, som nogle vil kalde for håbløst konservativt – men i min bog er det nu meget hyggeligt, at man stadig kan genkende fodbold som fodbold, uden at der er kommet diverse kommercielle ‘forbedringsforslag’ indover. Guderne skal vide, at mange har prøvet – et af de forslag, som jeg husker bedst, var det, der ville gøre målene større, så der kunne blive scoret nogle flere af dem. Her skulle man virkelig have tegnet aktier hos en målfabrikant, for at tænke sig alle fodboldmål over hele verden blive udskiftet til en større model…  Modargumentet kom prompte: ville det ikke være mindre besværligt blot at lovgive, så ingen målmand måtte være over 1,50 meter høj ? Det ville også give flere mål – og så forsvandt forslaget om større mål heldigvis tilbage i den fortjente glemsel.

Der dukker vitterlig nogle sjove detaljer op, når man begynder at grave i arkiverne – det er også på denne måde, at man måske, hvis man er heldig, kan få en fornemmelse af ‘lovens ånd’: dette flygtige begreb, som for mange er den absolut sidste tilflugt, hvis de faglige argumenter ikke rigtig holder vand.  

Hvis man springer de rå og brutale middelalderudgaver over og går frem til midten af 1800-tallet, hvor spillet er en sport for de finere kredse på de engelske kostskoler, er der nogle ting, der karakteriserer spillet og reglerne.  Fodboldloven på tryk er ikke nogen selvfølge.  Oprindelig er reglerne nemlig uskrevne, for der er noget, ’man’ gør og ikke gør som gentleman, og denne moralkodeks er fælles for deltagerne, så der er overhovedet ikke behov for skrevne regler. Indtil den sproglige modernisering af reglerne i 1997 havde lovbogen faktisk stadig  begrebet ’ungentlemanly conduct’ – på dansk ’utilbørlig optræden’. Det er nu erstattet af det mere mundrette ’unsporting behaviour’ (og af ‘usportslig opførsel’)..

Men da spillet dyrkes på flere kostskoler med forskellige regelsæt (blandt andet med en lille afgørende detalje som den, om man må bruge hænderne eller ej – det er rugby, som er den dominerende sport, og her er hænderne jo centrale), er der behov for en fælles standard. I 1863 kommer det første fælles regelsæt (F.A’s regler), og heri er det faktisk tilladt at tage bolden med hænderne, lægge den på jorden og sparke til den.  Det er dette år, man plejer at regne for lovens fødselsår.  De kommende år byder på mange justeringer og tilpasninger. Det første sæt regler havde været udtænkt og udformet i London, men mange distrikter i England havde stadig deres egne lokale regler. I 1878 kommer så et fælles sæt for alle klubber og distrikter tilsluttet den engelske Football Association  – og her er brug af hænderne forbudt. Her bliver fodboldspillet så født – for her går vi fra rugby til fodbold. 

Dommeren er ofte omdrejningspunktet i en kampomtale – men han er såmænd heller ikke nogen selvfølge, for oprindelig havde man slet ikke nogen dommer. Når spillet spilles af gentlemen, der naturligvis ikke kunne drømme om at overtræde reglerne, hvad skal man så med en dommer ?  Enhver overtrædelse må pr. definition bero på ukendskab til reglerne.  Hvert hold vælger en dommer blandt tilskuerne, som fra sidelinjen tager sig af hver sin banehalvdel. Anførerne afgjorde selv, om der skulle dømmes, men de kunne få hjælp af dommerne, hvis de bad om det.  Senere indføres en overdommer – de to dommere på linjerne hæver en stok, når der efter deres mening skal fløjtes, og overdommeren kan så vælge at gøre det.  I disse tider kunne det egentlig være muntert at forestille sig to dommere udvalgt af holdene blandt deres fanskare. Gad vide, hvad de kunne blive enige om ? 

I 1891 indføres dommer og to linjedommere på banen – men dommeren kan stadig kun straffe, når spillerne appellerer til ham  (det er derfor, han hedder en ’referee’ – det er ham, man refererer/stiler sin appel til).  Og ikke nok med, at man skal appellere – man skal gøre det med den korrekte sprogbrug og med lovens ord. Altså ikke noget med bare at slå ud med armene og brøle ‘Frispark !’. Næh – ‘Hr. dommer – jeg mener, at jeg bør tildeles et direkte frispark, fordi modparten angreb mig med skulderen, uagtet at han ikke havde bolden inden for spilleafstand og forsøgte at spille bolden !’.  Noget kunne tyde på, at tempoet var været roligere dengang…

Så når mange nu om stunder slår til lyd for, at det skal være muligt at standse spillet og få en afgørelse fra en uvildig instans uden for banen, gerne med en TV-monitor foran sig, griber man såmænd bare tilbage til 1891 

Først i 1896 kommer den lovændring, der gør det muligt for dommeren at straffe en forseelse ud fra sin egen vurdering – uden forudgående appel. Uden tvivl den vigtigste lovændring nogensinde, for nu har vi den moderne dommer på banen. Han, som afgør situationerne ud fra sit eget skøn uden appeller fra spillerne – og det markerer nok også det punkt, hvor gentleman-begrebet har spillet så meget fallit, at man er nødt til at have en synlig neutral opmand til at løse stridighederne.