Jans Corner: Spil til der fløjtes

Der er gået en lille måneds tid siden sidst, for selv om fodbolden jo nu om stunder kører året rundt, skal der lige være tid til lidt ferie, hvor mobiltelefonen er reserveret nødopkald. 

Seneste klumme i juli handlede om den såkaldt nye offside-regel, hvor der var varslet død og ødelæggelse i bl.a. Premier League, for hvordan skulle det dog gå, når man nu vendte op og ned på tingene. I Danmark er ændringerne minimale, og det har henvendelserne faktisk også været.  Alligevel har jeg gået spændt og ventet på, hvornår den første situation mon ville opstå, hvor vi skulle have teoribrillerne på. Der gik fire runder af superligaen før det skete – væsentlig bedre end forventet.

Men så skete det også med en rigtig gedigen situation, som rummer virkelig mange aspekter – og hvor jeg straks vil rose mediedækningen for primært at have været på dommerens side efterfølgende (nu har jeg tit nok brokket mig over det modsatte, så dette vil jeg selvfølgelig også kvittere for). Jeg taler om situationen i lørdagskampen mellem Esbjerg og AGF, som ikke kunne have været udtænkt bedre på tegnebrættet, hvis man ville rundt om det, som er nyt – og alligevel ikke nyt.

I et Esbjerg-angreb sendes en flad bold ind i straffesparksfeltet. Den bliver på vejen rørt af AGF’s Petri Pasanen, hvorefter den ender hos Esbjergs van Buren, som er i en klar offside-position (vurderet dengang da bolden kom fra sidste Esbjerg-spiller). Efter yderligere et par pasninger ligger bolden i AGF-målet. Og med en del protester til følge, eftersom linjedommeren har vinket, mens dommeren har vinket ham ned og ladet spillet fortsætte.    

Nu er det jo sådan, at det i princippet er gratis at være i offside-position, medmindre man foretager sig noget mere, der gør, at man skal straffes for det.  Van Buren er i offside-position, og bolden er sidst berørt af Pasanen. Så er vi ovre i den lovteoretiske kasse, der hedder ‘opnå en fordel af sin offside-position’, hvor bolden sidst kommer fra en målstang, overligger eller modspiller. Fra de to første vil der altid skulle straffes for offside – men når en modspiller er sidst på bolden, skal det vurderes, hvordan denne berøring var. Er det en tilfældig berøring, eller er berøringen en redning (dvs et eller andet, der har med at forhindre en scoring at gøre), skal der dømmes offside – ellers fortsætter spillet.  Vi kan straks udelukke redningen, for situationen foregår langt ude i straffesparksfeltet med mange spillere mellem Pasanen og målet – men er det tilfældigt ?  Som det ser ud på TV, tager Pasanen et skridt ind i boldens bane for at forsøge at tæmme bolden, og allerede her forsvinder det tilfældige.  Tæmningen lykkes ikke – måske rammer bolden endda det andet ben i forhold til det tilsigtede – men det betyder, at van Buren er løst fra den offside-position, som han befandt sig i, da bolden blev sendt ind i feltet.

Så langt, så godt – men i mellemtiden har linjedommeren hævet flaget. Det illustrerer fint, at uanset hvor mange mennesker vi har til at lede en fodboldkamp, er det altid dommeren, der tager den endelige beslutning. Så når han vinker linjedommeren ned og lader spillet køre, er det helt efter bogen.  Er det så linjedommeren, der er et fjols ?  Næh – faktisk er det en yderst smuk illustration af, at alle gør det, som de er sat på banen for, men dommeren tager den sidste afgørelse.  I dette tilfælde kan linjedommeren uden problemer se, at Van Buren er i offsideposition, men han kan ikke vurdere, om Pasanens berøring er tilfældig eller med vilje. Der er bare for mange spillere mellem ham og bolden, til at han kan afgøre det, så han markerer offside-positionen, og så er resten op til dommeren.  

Hele idéen med at have flere mennesker til at vurdere er, at vi på bundlinjen skal ramme den rigtige afgørelse. Her konstaterer linjedommeren en offside-position, men er usikker på strafbarheden, så han markerer. Dommeren står rigtig godt placeret for situationen og kan se karakteren af Pasanens berøring, så han vurderer, at offside-positionen ikke er strafbar.  Man kan sige, at den kunstneriske udførelse havde været kønnere, hvis linjedommeren slet ikke havde vinket, men bare benyttet sig af radiokommunikationen i headsettet, som forbinder dommerne, men det er ikke en realistisk mulighed her, hvor tingene går så hurtigt.

Det giver altid uro, når disse kontraafgørelser sker – men der er mere storslåede fortilfælde. Jeg mindes en CL-semifinale mellem Real Madrid og Juventus, hvor en Roberto Carlos-afslutning fra den yderste kant af feltet passerede hen over hovedet på tre Madrid-angribere i offside-position og i mål. Linjedommeren vinkede, for han kunne ikke vurdere strafbarheden. Det kunne dommeren – og dømte korrekt mål. Langt hellere det end situationen fra et par år tilbage i superligaen (både hold og dommere anonymiseres her), hvor linjedommeren kan se, at der er en angriber i offside-position, men er usikker på, hvem der sidst rammer bolden – og ikke vinker. Dommeren er sikker på, hvem der rammer bolden (nemlig en angriber), men usikker på offside-positionen. Hvorefter ingen gør noget – og vi får dømt et forkert, men heldigvis betydningsløst mål.

Jeg har set, at man som undskyldning i AGF-situationen har påberåbt sig, at forsvaret holdt op med at spille, da linjedommeren vinkede. Med al respekt virker det uhyre patetisk. Det kan for det første aldrig være dommerens fejl, at spillerne bremser op, fordi de tror noget – men da jeg tilbage i en fjern fortid spillede drengefodbold på ekstremt ydmygt plan, var noget af det allerførste, vi af vores træner fik indprentet, at vi altså spillede, til der blev fløjtet. Det gælder forhåbentlig stadig – også for højt profilerede superligaspillere og -trænere