Efterhånden som sommeren sniger sig ind på os, og turneringerne slutter, bliver udbuddet af aktuelle situationer til behandling selvfølgelig færre. Men frygt ikke – det betyder så bare, at der måske kan blive plads til lidt af det, der har ventet på bedre tider oppe på hylden.
Og allerede om en god måneds tid går det jo løs igen. Foreløbig er der lige om lidt Confederations Cup i Brasilien med otte kontinentale mestre (og vicemestre). Bortset fra, at der forhåbentlig bliver noget god fodbold ud af det, er turneringen også en slags arrangementsmæssig generalprøve for de brasilianske VM-værter.
Men så var der alligevel et par ting fra den aktuelle og kuriøse afdeling, som kunne fortjene en kort omtale.
Heldigvis er der ingen grund til at genoplive noget fra kampen mod Armenien tirsdag, for dommermæssigt gav den ikke rigtig noget til overskrifterne – til gengæld kunne man måske forvente, at jeg ville tage fat i U/19-landsholdet, som ikke var tilfredse med at få et straffespark og en målmandsudvisning mod sig allerede efter fem minutter i den altafgørende kamp mod Portugal.
Den vil jeg heller ikke tage fat i for alvor – ikke fordi jeg er blevet ramt af akut konfliktskyhed, men fordi de billedoptagelser, som jeg har kunnet opsnuse, ikke giver noget fornuftigt grundlag for at vurdere, om kendelsen er korrekt eller ej. Når man taler om berøven af oplagt scoringsmulighed, er det helt afgørende, at man har hele banens bredde med i optagelsen – alene fordi et af de kriterier, som indgår i dommerens vurdering, er hvor mange modspillere, der er involveret i situationen eller kan nå at blive det, samt hvor de er placeret.
Det, som i hvert fald jeg med rimelighed kan vurdere, er at der sker en stor satsning af målmanden, og at der er en angriber, som går omkuld. Hverken retningen eller længden på det træk, som angriberen tager, eller de øvrige forsvarsspilleres placering er desværre entydige på billederne – og det er to af de andre ting, som dommeren har brugt til at pejle efter. Så det vil ikke være fair at begynde at konkludere noget ud fra optagelserne. Det, som man til gengæld kunne diskutere (igen) er rimeligheden i, at en forseelse straffes tredobbelt (med et straffespark, en udvisning og en karantæne). Skulle man kunne nøjes med et gult kort i stedet, når forseelsen foregår i straffesparksfeltet?
Forslaget dukker op fra tid til anden (senest i 2012), men så længe der ikke er vedtaget nogen ændring, er fodboldloven, som den er – uanset at nogle vil hæve, at der ikke er berøvet noget som helst, fordi den oplagte målchance jo blev givet tilbage i form af straffesparket. Det kan man få lang tid til at gå med at diskutere – også uden at blive enige. I dette tilfælde blev straffesparket så brændt, og det kan give skyts til dem, der mener, at tingene er gode nok, som de er – for så ville forseelsen jo reelt have været gratis bortset fra en advarsel. Ofte er det målmanden, som lander i disse situationer, og det er vel også det, som får folk op på dupperne, for det er ikke nogen ligetil sag at blive tvunget til at skifte målmand så tidligt i kampen (eller måske så sent, at alle udskiftninger er foretaget, så der skal en markspiller mellem stængerne).
Konsekvenserne er store – men fodboldlovens logik indtil videre ubønhørlig: en forseelse vurderes ens, uanset hvem der begår den, hvor den begås, og på hvilket tidspunkt i kampen den begås. Så blev vi snydt? Måske, men det kan ikke udledes nagelfast af billederne, og mener dommeren, at der forelå en forseelse og en berøven af oplagt scoringsmulighed, kan han ikke gøre andet end det, som han gjorde. Uanset hvad er det møgærgerligt, at en så afgørende kamp skal have en kontroversiel afgørelse.
Og så er det åbenbart blevet højsæson for nogle af de tilfælde af voldsom adfærd, som ikke står forrest i lovbogen. Voldsom adfærd er i fodboldloven en udvisningsforseelse, som kan begås mod en hvilken som helst person, og som ikke sker i kamp om bolden. For et par uger siden havde jeg fat i teksten – det var i forbindelse med den finske baneløber, som løb ind og forhindrede et mål og efterfølgende blev uskadeliggjort (på rimelig vis) af en spiller – og bemærkede dengang, at selv om lovens bogstav kun taler om personer, ville jeg stadig efter lovens ånd også udvise den, som f.eks. sparkede en hund, der havde forvildet sig ind på banen.
Jeg havde nu ikke lige forestillet mig, at teorien skulle efterprøves i Argentina her først på ugen, hvor der skete det, at en herreløs hund havde sneget sig ind på banen i en lavere rangerende kamp. Da dommeren afbrød kampen for at få fjernet kræet, kom en spiller ham i forkøbet, tog halsgreb på hunden og forsøgte at kaste den over sikkerhedshegnet – blot med det resultat, at hunden landede i hegnet og løb tilbage på banen.
Spilleren fik til gengæld travlt med at forsvare sig mod alle de andre spillere, som åbenbart var større hundeelskere, så det røde kort, som han modtog, må nærmest have været en befrielse. Tror man mig ikke, så rund bare YouTube. Og Sydamerika er åbenbart stedet, hvor de mystiske ting sker, denne gang på allerhøjeste plan, nemlig i VM-kvalifikationskampen mellem Ecuador og Argentina natten til onsdag.
Barcelonas Mascherano var i skadet tilstand ved at blive trillet ud på en af de fine små eldrevne bårevogne, da han åbenbart ikke syntes, at det gik hurtigt nok. Han skulle måske hurtigt ud for at kunne komme ind igen med det samme, som spillere nu engang har for vane. Hvorom alting er, var han ikke mere skadet, end at han kunne levere et par velrettede spark til føreren af bårevognen – og så kom han ikke ind igen, men fik til sin store forundring tildelt et rødt kort.
Tja – udvisninger kan i sandhed antage mange former, men denne er dog godt nok en af de mest bizarre, jeg har hørt om. Men altså: voldsom adfærd kan begås mod alle, ikke bare spillere, men også stadionpersonale. Og hunde.