Jans Corner: Uvedkommende indblanding

Det er besynderligt, som tingene har det med at køre i ring. I sidste uge gjorde jeg lidt ud af åstedet for en forseelse og sagde, at det var (næsten) altid dérfra, man skulle genoptage spillet, når det var afbrudt. Undtagelserne var tilfælde med spillere, der løb ulovligt ind eller ud af banen – og så kunne jeg have tilføjet, at hvis dommeren afbryder på grund af uvedkommende indblanding af den ene eller anden art, er det heller ikke bare dér, hvor indblandingen var, at vi starter igen. 

Uvedkommende indblanding kan i sagens natur være næsten alt mellem himmel og jord. Fra Premier Leagues seneste sæsoner kan man måske huske tilskueren, der lænkede sig til målstangen eller katten, der pludselig ville gå aftentur midt på Anfield – og midt i kampen. Vi har også haft den opvarmende reservemålmand i Argentina, der pludselig styrtede ind og gjorde det, som han var bedst til, nemlig at redde bolde fra at gå i mål. Bare ikke så godt, når der var 11 mand på banen i forvejen.

I den mere ydmyge afdeling kan det være den høje bold ude på anlægget, der rammer nogle grene, som hænger ind over banen, og derved ændrer retning osv. Fælles for det hele er, at det uvedkommende på en eller anden måde skal påvirke begivenhederne på banen, før dommeren skal begynde at bekymre sig om det.

En ny variant over temaet baneløber så man i den højeste finske række, Veikkausliiga, søndag aften i kampen mellem ligaens tophold HJK Helsinki og RoPS fra Rovaniemi, den finske julemands hjemby. Klippet ligger stadig på YouTube til fri beskuelse. HJK havde bygget et smukt angreb op med en spiller på tværs ind i straffesparksfeltet med direkte kurs mod mål og målmand, da en baneløber pludselig kom styrtende ind imellem angriberen og målmanden. Det fikserede målmanden så tilpas meget, at bolden blev sparket i mål.  Tilsyneladende blev målet anerkendt i første omgang.

Ingen tvivl om, at baneløberen ikke direkte havde rørt bolden – men heller ikke om, at han havde haft en direkte indflydelse på forløbet. Alle virkede meget tvivlrådige, og efter en god del sekunder blev målet så annulleret, efter at dommeren vist lige havde rundet kollegaen på linjen. Alt gik forbløffende fredeligt for sig. Knap så fredeligt var det imidlertid, at baneløberen jo stadig støjede rundt, og det tog lidt tid, før han blev indfanget – og først, da en af HJK-spillerne satte en tackling ind, der ville have været amerikansk fodbold værdig.  Hvilket fører os til næste problem – hvor meget kan man som spiller tillade sig af fysisk aktivitet over for selv en uvedkommende person?

Spilleren er under alle omstændigheder undergivet bestemmelserne om voldsom adfærd, som ikke kun handler om indgreb mod spillere fra det andet hold, men gælder en hvilken som helst person. (Og skulle han finde på at sparke den hund, som har bevæget sig ind på banen, vil jeg til hver en tid hævde, at det stadig er voldsom adfærd, selv om det ikke er mod en person – her må vi have fat i lovens ånd snarere end dens bogstav.)

Derfor skal spillere virkelig tænke sig om, før de begynder at lege kontrollører, selv om det gøres i den bedste mening – for hvis den fysiske  kraftanvendelse går ud over det rimelige, står vedkommende til en udvisning. Spilleren her slap for videre tiltale og undlod også pænt at gøre mere ved synderen, da han først havde fået lagt ham ned, også selv om vedkommende lige havde kostet et mål, og så kunne de autoriserede kontrollører tage sig af resten.

Men så var det jo, at vi skulle i gang igen  – og det burde være sket dér, hvor bolden var, da dommeren afbrød spillet. Problemet var bare, at bolden jo lå inde i mål, fordi der netop ikke var blevet afbrudt. Det ville se lidt sjusket ud at lade bolden falde derinde. Så han spolede tilbage og lod bolden falde dér, hvor den var, da baneløberen bragede ind i brændpunktet i straffesparksfeltet og fik indflydelse – og hvor dommeren BURDE have fløjtet. Det var nok også den eneste praktisk mulige løsning. Og så vandt HJK 2-0 alligevel, så baneløberen overlever nok også at gå uden for en dør efterfølgende.

Men hvis han nu havde valgt at løbe ind på et sted, hvor han ikke havde haft indflydelse, ville målet have været godt nok, for disse uvedkommende genstande eller personer skal som skrevet ovenfor gøre en forskel, før det begynder at blive kriminelt. Ganske som det ikke nødvendigvis betyder en afbrydelse, hvis der pludselig er to bolde på banen, hvis den ekstra bold befinder sig på et ufarligt sted og ikke forvirrer nogen.

Hvilket fører til en anden kamp sidste efterår, stadig i Finlands superliga, hvor det åbenbart virkelig går festligt for sig. Og for at det ikke skal være løgn igen med HJK involveret.

I kampen mod Haka går bolden ud til et HJK-indkast. Det kastes ned mod egen banehalvdel, og en håndfuld spillere kæmper om bolden. Så langt, så godt – hvis det ikke lige var, fordi en anden HJK-spiller i mellemtiden har snuppet en bold fra en bolddreng og taget indkastet vel  15 meter længere fremme og kastet det ind mod Hakas straffesparksfelt, hvor en anden flok spillere jager bolden, som ender med at blive sparket i mål.

Dommeren har fulgt denne bold og har altså ryggen til den anden klynge spillere, så han anerkender målet. Og så bryder et mindre ragnarok løs. Der er en del problemer i situationen. Hvordan får holdet lov til at tage indkastet fra et forkert sted (så meget som 15 meter), og hvorfor i alverden gør linjedommeren ikke opmærksom på, at her har vi altså to bolde i spil, og der bliver kæmpet om begge ?  Men mål blev der altså dømt – og det var med til at sikre HJK 2-2.

Så moralen er (igen, igen), at man som dommer altid skal forvente det uventede, og at der godt nok gemmer sig nogle besynderligheder i fodboldloven, men man kan til hver en tid og på alle niveauer risikere pludselig at have sådan et grinende spøgelse stående foran sig.  Og så skal der helst gribes rigtigt i posen med afgørelser.