Jans Corner: Korrekt straffespark og udvisning?

Så kom vi igennem Superligaen og 1. division, og de to sidste runder dér gav masser af spændende situationer til overskrifterne samt frem for alt en afgørelse på nedrykningen fra Superligaen, som ingen gyserinstruktør kunne have designet bedre. Jeg var selv i felten til et par knap så dramatiske 1. divisionskampe både torsdag og mandag, men længe leve den trofaste DVD-optager. I begge runder var der situationer med dommeren i centrum. Noget gik godt, andet gik knap så godt, og atter andet kunne gå begge veje – men jeg vil runde denne del af sæsonen af med én af de situationer, der har trukket flest overskrifter og så et par af de finurligheder, der kom forbi i virkeligheden, selv om vi mest muntrer os med dem i teorilokalet.

Den med ubetinget mest gods i (og de største overskrifter) var den udvisning, som Mads Agesen fra Horsens pådrog sig mod SønderjyskE lige før pausen. Der er noget diskussion mellem SønderjyskEs Lasse Vibe og en anden Horsens-spiller inde i straffesparksfeltet, mens målmanden sætter bolden i spil, og et Horsens-angreb er under opsejling.  Mads Agesen kommer til og planter sin hånd i den øverste del af brystkassen på Vibe, godt oppe mod halsen, hvorefter Vibe falder, som om han er blevet skudt, og tager sig til hovedet.

Dommeren har af gode grunde fulgt boldens videre færd, så det er linjedommeren, der er det primære vidne her. Konsultation mellem de to parter – for i situationer som disse vil man sjældent benytte sig alene af headsettet, dels for at undgå misforståelser, men også for at synliggøre for alle andre, hvad det egentlig er, der foregår. Resultatet er det uundgåelige straffespark og en udvisning til Agesen. Det er der flere aspekter i.

Flere har spurgt mig, hvorfor det bliver til et straffespark – og en del har også ment, at der er film involveret fra Vibes side. For at tage straffesparket først, så er der nogle betingelser, der skal være opfyldt, for at man kan dømme straffesparket (udover at det skal være en af de ‘rigtige’ forseelser – og sådan én er et puf, så den side af sagen er god nok). Men desuden skal forseelsen være begået mod en modspiller, den skal ske på banen, den skal være udført forsætligt, og bolden skal være i spil.  Man kan uden større problemer sætte flueben ved de tre første – og bolden er jo også i spil, selv om den er langt væk, i og med at målmanden har skilt sig af med den. Så alle betingelser er opfyldt.

Det, som måske får det til at gibbe i nogen, er, at det bliver til et straffespark, selv om bolden er væk (det har jeg i hvert fald set ske hos mange dommeraspiranter gennem tiderne). Men det illustrerer én af fodboldlovens grundpiller, nemlig at det altid er det sted, hvor forseelsen bliver begået, som er afgørende, og er dér, hvor vi skal i gang igen. Der er nogle få sjældne undtagelser ved spillere, der løber ulovligt ind og ud ad banen, men dem glemmer vi behændigt her. Så når forseelsen mod angriberen foregår i straffesparksfeltet, og de andre betingelser er opfyldt, bliver det til et straffespark – havde det været omvendt med en forseelse oppe midt på banen, mens bolden var i feltet, var det endt med et direkte frispark. I virkeligheden en ‘Christian Poulsen’, som vi så det i den famøse kamp mod Sverige. Og når der så ikke bliver dømt straffespark i alle de tilfælde, hvor spillere river og flår i hinanden før et hjørnespark, er det, fordi bolden ikke er i spil endnu – er den sparket og på vej indover, klapper fælden, uanset hvor langt den er kommet.

Udvisningen er for voldsom adfærd – der er tale om et personangreb udført med en vis kraft, og ikke engang i kamp om bolden. Dette er bare ikke fodbold! Endelig er der spørgsmålet om film fra Lasse Vibe. Tja – det at overdrive en kontakt er også en form for film, men selv da ville man skulle dømme for den første forseelse, og det er jo kontakten. Så strengt teoretisk ville man faktisk godt kunne ende med et straffespark, en udvisning og en advarsel for film – men det vil næppe være specielt forbrugervenligt og kræve en mindre afhandling at få overbevist parterne om det.

I den mere hyggelige ende opstod der på sidste spilledag mellem Horsens og Brøndby en situation, hvor målmand Frederik Rønnow greb en bold lige omkring kanten af sit straffesparksfelt. Han havde klart det meste af kroppen uden for feltet – men TV-billederne viste ikke med 100 % sikkerhed, om kontakten mellem hånd og bold var inden for eller uden for feltet. Og det er det, som er afgørende – eller sagt på en anden måde: det er boldens placering, der bestemmer. Her er der yderligere det lille fif, at i og med at en fodbold er kugleformet og en streg er flad, linjen hører med til feltet, og bolden følgelig er i straffesparksfeltet, så længe nogen del af den rager ind over linjen, kan så godt som hele bolden være uden for – men bolden lovmæssigt stadig være i feltet.

Og den bold må målmanden gerne tage med hænderne – endda også den del af bolden, som egentlig er ‘uden for feltet’, for bolden betragtes som en helhed. Det kan i ekstreme situationer med målmanden på skovtur komme til at se helt vildt ud. Nu vi er på de kanter, trækker det også ofte store hyl, når  målmanden bevæger sig helt ud til kanten af feltet med bolden, kaster den en halv meter frem foran sig og flugter den ud med foden. Han skiller sig klart af med bolden uden for feltet – men det afgørende er, om han har rørt bolden med hænderne uden for feltet – og det har han ikke.

Endelig kan man jo heldigvis stadig opleve noget nyt – i FCK’s kamp mod SønderjyskE nogle linjer på banen, som havde klar guldglans. Og ja, det må de godt have – der er ikke noget krav til stregernes farve (omend grøn nok vil være temmelig uhensigtsmæssig). Eneste krav er, at dommeren skal kunne se dem. I Grønland har jeg oplevet streger på en grusbane, som blev mærket op med sort smøreolie. Yderst praktisk – de holdt en hel sæson…