Jans Corner: Tacklinger – bold og mand

Inden for alle områder i denne verden, som er genstand for diskussion, er det vel sådan, at der er opfattelser, som simpelthen er så gængse og veletablerede, at de er umulige at udrydde, når først et tilpas stort antal mennesker er enige om, at sådan er det.

Eksempler kunne være lærer Andersens triste endeligt på altanen i Matador og Thor Pedersens ‘Vi kan købe hele verden’-citat, som vel aldrig har eksisteret i den form, man refererer til dem – selv om alle er sikre på at have hørt og set dem. Sådan nogle ting og sager har vi søreme også i fodboldloven.

En af de mest slidte er opfattelsen af, at hvis bare en spiller rammer bolden i en tackling, er alt godt. Det er en helt etableret (fejl)opfattelse blandt mange, der beskæftiger sig med fodbold, uanset om det er som spiller, træner, tilskuer eller – Herren hjælpe mig – som kommentator eller journalist. Og så kan vi andre hyle og skrige forgæves, for sådan er det bare, og det ved alle jo. Ikke desto mindre krymper jeg mig, hver gang jeg hører udsagnet ‘Han spiller jo bolden’, så nu vil jeg alligevel gøre endnu et forsøg.

Aktuelt dukkede situationen op i kampen mellem AaB og FCK.  Og dog – aktuelt er måske så meget sagt, for det var i forrige weekend, men der kom lige en bidende Premier League–spiller forbi, som krævede mere øjeblikkelig opmærksomhed.

Situationen kommer i 1. halvleg, hvor der er en duel mellem Jakob Ahlmann (AaB) og Christian Bolanos (FCK). Bolanos foretager en glidende tackling og spiller bolden med det ene ben, mens det andet ben rammer Ahlmann. Resultatet er et straffespark – og godt nok nogle protester, men intet at regne i forhold til, hvad der skete på diverse blogfora osv.

I sidste uge nævnte jeg, at fodboldloven har ti forseelser, som skal medføre et direkte frispark (medmindre fordelsreglen kan bruges). Og i dette tempo har jeg kraftigt på fornemmelsen, at vi såmænd nok skal komme rundt om dem alle sammen, inden foråret er gået. Men to af dem er kandidater her: at spænde ben for en modspiller, og at tackle en modspiller.

Inden nogen nu spørger, om man ikke længere må tackle i fodbold, må jeg hellere berolige: jo, bolden – men ikke en modspiller, og det har man aldrig måttet. Om situationen her er et benspænd eller en tackling, kan de mere nørdede af os tilbringe lang tid med at diskutere, men det er uden betydning for pointen, nemlig at vi befinder os i det krydsfelt, hvor et direkte frispark er en mulighed.

Når man møder en kontakt mellem to ben, skal der principielt kun vurderes én ting –  om det er tilfældigt, eller om der er et element af aktiv handling og skyld i det. I hvert fald så længe, som vi kun vurderer, om der skal dømmes et frispark eller ej. Når man begynder at spekulere i et eventuelt kort og farven på det, bliver det lidt mere kringlet, men dette er første step og det eneste, som vi behøver bekymre os om her.

Og så kan vi jo tage eksemplerne efter tur og orden. A tackler på bolden, hvorefter B falder over A’s ben. Aktiv handling fra A – men selve den efterfølgende benkontakt er tilfældig. Derfor ingen forseelse. I næste omgang tackler A stadig med den ene fod og rammer bolden, men foden rammer samtidig også B og vælter ham. Aktiv handling fra A, som forårsager benkontakten – og vi har en forseelse.

Næste trin er at lade A tackle, stadig kun med ét ben, men nu rammer han først B og spiller derefter bolden, da benet fortsætter fremefter. Næppe nogen vil være i tvivl om, at der skal dømmes frispark her – men vandene plejer at blive delt noget mere, hvis det omvendte er tilfældet, nemlig at A rammer bolden først og nu aktivt fælder B ved at ramme hans ben. Men det er faktisk en forseelse, som skal medføre et direkte frispark.

Indtil for få år siden var én af de ti famøse forseelser defineret som ‘under udførelsen af en tackling rammer en modspiller før bolden’ – men det fik jo ikke det sidstnævnte eksempel med. Derfor hedder det nu blot ‘tackler en modspiller’, så vi er dækket helt ind.

Indtil videre har vi kun ladet A tackle med et enkelt ben, men specielt når vi taler om glidende tacklinger, har vi jo en hel spiller i bevægelse, og dermed kan det andet ben også hurtigt blive en faktor, for det følger jo med sammen med resten af spilleren. Med andre ord har vi en aktiv handling. Og det er lige akkurat det tilfælde, som vi har i Ålborg. Bolanos sætter en glidende tackling ind, hvor det ene ben rammer bolden og det andet mere eller mindre samtidig Ahlmann – og så har vi en forseelse, så straffesparket er godt nok.

Når jeg skal forsøge at forklare alt det her, plejer jeg nogle gange at foreslå checkspørgsmålet ‘Hvis ben er der først?’, for det giver i 99 % af tilfældene også svaret på, om vi har en aktiv handling, som skal koste, eller et tilfældigt sammenstød. Er det den tacklendes ben, som allerede er der, hvorefter modparten falder over benet, eller er det den angrebne parts ben, som er der, hvorefter han væltes af den tacklende?

Som man kan se, er bolden egentlig slet ikke interessant, når man skal vurdere, om der foreligger en forseelse eller ej – det er kun et spørgsmål om forholdet mellem de to ben, som mødes. Man kunne stille endnu mere giftige eksempler op som f.eks. A, der forsøger at tackle, men mistimer sit indgreb, så han misser bolden. Nu ligger hans ben på jorden, og B falder over det. Der vil med statsgaranti komme hyl og skrig, protester og appeller, men i relation til fodboldloven er der ikke begået nogen forseelse.

Så straffesparket i Ålborg er éntydigt korrekt. Det er fristende for mig at referere tilbage til en af de relativt nylige klummer omkring vurderinger i straffesparksfeltet og udenfor. Ikke en kat ville have gøet, hvis dette var sket midt på banen og havde betydet et direkte frispark. Nu foregik det i feltet, og så har vi stor diskussion. Men reglerne er altså de samme, uanset hvor forseelsen sker.