Jans Corner – med bid i!

Det er både sagt og skrevet så mange gange før, men et eller andet sted er det lige overraskende hver gang alligevel: at man åbenbart ikke kan udtænke situationer så outrerede, at de ikke på et eller andet tidspunkt kommer forbi i virkeligheden.  Alt efter temperament er det lidt skræmmende altid at blive indhentet af virkeligheden, eller dejligt bekræftende at få sat streg under en anden af mine favoritter blandt de provokerende bemærkninger, at der ikke er forskel på teori og praksis.

Det er weekendens kampe i Premier League, som er anledningen: dels den hovedløse tilbagelægning i kampen mellem Sunderland og Everton og hvad deraf fulgte – dels det kannibalistiske indslag i kampen mellem Liverpool og Chelsea. På grund af andre opgaver i felten fik jeg ikke set nogen af kampene live, men jeg skal da love for, at det havde andre, at dømme efter trafikken på mail og telefon.

Mellem Sunderland og Everton fandt Sebastian Larsson på at lave en vild tilbagelægning tilbage mod sin egen målmand Simon Mignolet. Mignolet måtte ud i fuld længde for at få hænderne på den høje bold, som ellers med stor sikkerhed var gået i mål – hvilket ville have været et yderst kuriøst selvmål, men også udlignet Sunderlands 1-0 føring.

Det er ikke så længe siden, vi på denne plads havde gang i bestemmelserne omkring tilbagespil til målmanden – hvordan målmanden ikke må røre en bold med hænderne, forsætligt eller uforsætligt, hvis den forsætligt er sparket til ham af en medspiller. Det koster et indirekte frispark, og bortset fra, at det ikke sker særlig tit, giver det sjældent anledning til panik, når det sker. Forseelsen er rimelig åbenlys. Men spørgsmålet er, om der her kommer andre og strengere lovparagraffer i spil, når bolden uden målmandens berøring ellers ville være gået i mål – med andre ord, har vi her en berøven af oplagt scoringsmulighed, som skal koste en udvisning?

Det var i hvert fald, hvad et kobbel af rasende Everton-spillere forsøgte at overbevise dommer Phil Dowd om. Dowd nøjedes med at tildele målmanden en advarsel, og det rejser så det næste spørgsmål: kan han det – og er det nødvendigt?

Lad os starte i den ende af snoren. Der er ikke ingen automatik indbygget, som siger, at en målmand som falder for tilbagespilsreglen, skal have en advarsel. Det er dybest set en rent teknisk forseelse – den bold må han bare ikke røre med hænderne, og så straffes han med et indirekte frispark og ikke mere. Men hen over hele fodboldloven svæver et generelt begreb, som hedder ‘usportslig opførsel’, og hvis dommeren skønner, at handlingen udgør det, så skal det koste en advarsel.

I betragtning af, at målmanden lige har reddet et mål med ulovlige midler, lyder det ikke urimeligt. Jimmy Nielsen lavede i sin AaB-tid i en kamp mod AGF noget tilsvarende, uden at det kostede en advarsel – og endnu længere tilbage faldt Lars Høgh som OB-målmand i fælden i en kamp i Herfølge, hvor han skulle spille smart dribler, men bolden ramte en knold, så han måtte tage hænderne til hjælp for at undgå at blive overløbet af en angriber. Det slap han også fra uden følgestraf – så det er den enkelte dommer, som afgør, om han synes, at der er usportslig opførsel eller ej.

Berøven af oplagt scoringsmulighed kommer vi til gengæld ikke ud i, for målmanden må jo i essensen gerne tage bolden med hænder i sit eget straffesparksfelt – det er faktisk derfor han er der – og derfor er hands fra målmanden i feltet undtaget fra bestemmelserne om berøven.  Havde han i en tilsvarende situation taget bolden uden for feltet, var udvisningen faldet med det samme. Den subtile forskel er nok ikke let at skulle forklare f.eks. Everton-spillerne, for på bundlinjen er de jo under alle omstændigheder blevet snydt for et mål, men sådan er reglerne altså skruet sammen.

At lave en tilbagelægning af den type mod egen målmand er én måde at foretage et snigerangreb – en ganske anden slags stod Liverpools Luis Suarez for, da han satte tænderne i armen på Chelseas Branislav Ivanovic. Det så dommeren forståeligt nok ikke – men det gjorde TV-kameraerne. Igen sad jeg med en besynderlig fornemmelse, for ét af mine ofte brugte foredragseksempler for at illustrere, at fodboldloven er en rammelov, og at ikke alle forseelser er beskrevet, har været ‘Hvad er straffen egentlig for at bide en modspiller?’.

Alle kan nok hurtigt blive enige om, at det skal koste en udvisning for voldsom adfærd – men hvordan kommer vi i gang igen, hvis forseelsen foregår, mens bolden er i spil?  Fodboldloven foreskriver kun 10 forseelser, som kan give et direkte frispark. Og at bide en modspiller er ikke én af de 10 forseelser (den har næppe nogen haft fantasi til at forestille sig), så det hyperlovteoretiske  svar er, at igangsættelsen skal være et indirekte frispark. Imidlertid er det her, at det med rammeloven og den almindelige retsfølelse kommer ind.

Når man betænker, at et lille ufarligt puf med armen eller et lille hold i trøjen er en af forseelserne, som medfører et direkte frispark, virker det helt ude af proportioner, at en voldshandling som et bid ikke skulle være det. Så jeg – og med mig formentlig alle andre dommere – ville gøre mig store anstrengelser for at få parkeret biddet under én af de 10 kriminelle forseelser. Det kunne måske være at holde (med tænderne – omend kortvarigt) eller at slå (på samme måde som en skalle med hovedet er det).  Næppe nogen ville finde det urimeligt, når man ser på straffen i forhold til forbrydelsen.

Den helt grundlæggende pointe er, at bare fordi noget ikke specifikt er beskrevet som forbudt i fodboldloven, kan man ikke konkludere, at det dermed er tilladt. Så ser man efter noget, som ligner. Som f.eks. Juventus Mirko Vucinic opdagede det i kampen mod Pescara, da han fejrede en målscoring ved at tage bukserne af. Loven foreskriver jo kun specifikt advarsel, hvis man tager trøjen af – men den gik heller ikke…