Jans Corner: Fejlskøn og lovfejl

Efterhånden som de forskellige turneringer spidser til, gør situationerne på banen det selvfølgelig også.  Jeg skal da lige love for, at der har været gang i mekanikken på Champions League-niveau. For god ordens skyld skal jeg sige, at disse linjer skrives onsdag aften –  før de to kvartfinale-returopgør, så eventuelle spidsfindigheder derfra bliver en anden gang.

Undertiden kan man i denne branche fornemme en lidt afslappet dommerholdning til det såkaldt tørre lovstof, når først eksamen er i hus. Hvilket vel et eller andet sted er menneskeligt, for der er mange ting, der skal ned i gryden, for at der kan komme en god dommer på bordet, og lovstoffet er blot én af ingredienserne.  Men selvfølgelig skal kampene spilles efter reglerne – og helst de samme.  Herhjemme tester vi årligt dommernes lovkendskab, i langt de fleste tilfælde uden problemer. Men der er ikke nogen vej uden om skrivebordsarbejdet, hvis man vil være forberedt  – for pludselig står man jo i den situation, hvor man ikke bare lige kan slå op i bogen eller ringe til en ven.

Sådan en situation fra et af lovbogens mere kuriøse hjørner kom i den første kamp mellem Paris Saint-Germain og Barcelona. Det skete gevaldig meget andet i den kamp, men  her handler det om situationen omkring den halve time i 2. halvleg, hvor Barcelona fører 1-0. Et PSG-angreb ender med en høj bold, hvor to Barca-forsvarere støder hovederne sammen og går i dørken i eget straffesparksfelt. Angrebet kører videre, og de to liggende forsvarere ophæver effektivt enhver offside-position, så der pludselig er fire PSG-angribere næsten helt fri, men det ender med et hjørnespark. Det er helt efter bogen – spillere på banen tæller med i vurderingen af en offside-position, uanset om de er levende eller døde, havde jeg nær sagt. Man kan diskutere, om der skal afbrydes, når vi taler mulig hovedskade, men tingene sker virkelig hurtigt. Til gengæld kommer der nu før hjørnesparket en ret langstrakt behandling af begge spillere – også OK. Og så sender dommeren dem pr. rutine uden for banen. Og her hopper kæden af.

Det er godt nok hovedreglen, at sker der behandling på banen, skal spilleren udenfor og vende, før han må komme ind igen på dommerens tegn. Men der er nogle undtagelser. Nemlig ved en skadet målmand eller en målmand plus markspiller. Rimeligt nok, for eftersom vi ikke kan spille uden målmand, ville det jo i det første tilfælde betyde, at der skulle en markspiller på mål, mens målmanden stod udenfor og ventede – og i det andet tilfælde ville så kun den ene spiller skulle ud. Det lyder ikke rigtigt. Og så er der lige en tredje undtagelse, som – rigtigt gættet – er, når to spillere fra samme hold er stødt sammen og skal have behandling. Sker det, ville det jo ellers betyde, at det andet hold pludselig var to mand i overtal en kort overgang på grund af et hændeligt uheld, og det synes fodboldloven ikke er rimeligt. Så de får lov at blive inde. Bare ikke den aften i Paris, så ved hjørnesparket var der 11 angribere og 9 forsvarere (og en voldsom masse protester). Heldigvis skete der ikke noget på hjørnesparket, og de to spillere, som var sendt ud bag mållinjen, fik lov at komme ind ved næste stop, et frispark ude i siden til PSG. Helt efter reglerne – for mens en spiller må komme ind fra sidelinjen mens spillet er i gang, må han kun komme ind over mållinjen, når spillet er stoppet. Det underlige for mig er såmænd ikke så meget, at dommeren kikser den nuance i loven med de to medspillere (som også kun er en håndfuld år gammel), men snarere at ikke protesterne eller én af hans fem kolleger kan få en klokke til at ringe hos ham. Det er lige sådanne situationer, som vi gerne vil undgå, når vi står og vifter med lovbogen og prædiker paratviden.

Men vi er ikke helt færdige med situationen endnu. For på selvsamme frispark kommer bolden  ind i feltet igen og rammer stolpen, hvorefter den lander hos Ibrahimovic, som kan lægge den ind. Han er i spilleøjeblikket efter mine bedste begreber minimum to meter offside – og det illustrerer godt linjedommernes udfordring med at skulle vurdere positionen i spilleøjeblikket og så måske flere sekunder senere skulle vurdere, om spilleren skal straffes, fordi han får betydning. Brikkerne kan have flyttet sig rigtig meget imens.

I det hele taget har disse kvartfinaler indtil nu kunnet levere stof til det meste af en aften med offside i alle afskygninger. Senest i kampen mellem Dortmund og Malaga, hvor der er et mål til hver side, som går galt – plus nogle gode afgørelser, f.eks. ved Dortmunds mål til 2-2 med flere spillere i offside-position inde foran mål, men uden at de gør noget ulovligt.  Malagas 2-1 mål viser på frosne billeder en lille meters offside på tværafleveringen til den medspiller, som er kommet løbende bagfra og kommet foran bolden. Og Dortmunds 3-2 scoring dybt inde i overtiden har (efter et indlæg, hvor der også er en offside-position) en forsvarer, som nærmest er bag stregen, men offside-mæssigt stadig tæller med som stående på linjen, og en liggende målmand ude i målfeltet, som dermed nu udgør næstbageste forsvarer og offside-linjen. Han er imidlertid lige akkurat overhalet af en angriber næsten på mållinjen, som scorer. Så målmanden er væk og ligger med strakte arme (som ikke tæller med offside-mæssigt) – og forsvareren er bag stregen. En monstersituation for en linjedommer, fordi den dels er så usædvanlig, dels går frygtelig hurtigt.

Man kan fodbold-retfærdigt sige, at de to situationer udligner hinanden, men det gør de jo på ingen måde på dommerens konto. Det må ikke ske – men når det så gør det alligevel, er det i sidste ende er det fejlskøn, som der ikke er andet at gøre end at træne benhårdt i at undgå, uanset hvor møgærgerlige de er for alle (også dommerne og linjedommerne, når de ser DVD’en bagefter).  Situationen med de to skadede spillere er til gengæld ikke en fejlvurdering, men en gedigen lovbøf.