KFD
Jans Corner

Jans Corner: Holder jeg altid med dommerne?

Jan Carlsen forsvarer dommerens udvisning af Nani i midtugens Champions League opgør. Foto: Tom K.
Jan Carlsen om det at skrive en klumme.

I nederste højre hjørne står der hver uge en kontaktadresse, som man er meget velkommen til at sende sine kommentarer ind på, og det er der heldigvis mange, der benytter sig af. Som jeg plejer at sige, skal der nok komme svar før eller senere – ekspeditionstiden kan variere, for det her er og bliver en fritidsbeskæftigelse, og jeg skal jo også ud på banerne fra tid til anden – men intet syltes med vilje. Meget er rene lovspørgsmål til, hvordan tingene egentlig hænger sammen, nogle har oplevet et eller andet i en kamp, og kan det virkelig være rigtigt? Der er også enkelte væddemål (og så kan jeg da typisk gøre én eller anden glad).  Så er der de henvendelser, som er direkte affødt af noget, som jeg har skrevet – et ønske om uddybning eller forklaring til noget, som jeg måske ikke har ramt lige hårfint i formuleringen – og så er der de henvendelser, der sætter nogle ekstra tanker i gang på denne side af skrivebordet. Sådan én dukkede op i denne uge. Bestemt ikke en rosende mail – faktisk var der ikke meget godt at sige. Artiklerne var useriøse, jeg kom med mine egne meninger, og hvorfor skulle jeg altid holde med dommerne? (Aktuelt; hvordan kunne jeg overhovedet finde på at ville forsvare den tyrkiske dommer, som udviste Uniteds Nani i Real Madrid-kampen). Og så skinnede det i øvrigt også kraftigt igennem, at mailskriveren ikke kunne lide betegnelsen ‘klumme’, som han syntes, at jeg brugte alt for tit. Tak for kaffe – så sådan et par rigtig store kopper tog jeg mig, mens jeg spekulerede over, hvad der egentlig gik galt her, ud over det helt indlysende, at vi så forskelligt på Nanis udvisning. Hvilket er fair nok: den har delt vandene temmelig meget, men vi er dog flere end de to – dommeren og mig – som brevskriveren havde talt op, der holdt på udvisning.

Klumme-begrebet var heller ikke oprindelig min livret – en besynderlig fordanskning af det engelske ‘column’, men det er jo gledet ind i det danske sprog, endda så meget, at selveste retskrivningsordbogen har ordet med i betydningen ‘fast kommentarrubrik i en avis’. Og med udgangspunkt i det er der måske nogle ting, der begynder at falde på plads. Hvis man ikke lige har det præsent og i øvrigt ikke kan lide ordet, er der jo heller ikke noget at sige til, at man bliver irriteret over, hvad der føles som personlige indspark. Men det er ligesom hele pointen: det er nu engang svært at lave en kommentar uden at komme med sit personlige syn på det, man behandler. Jeg vil faktisk påstå, at det er tæt på umuligt.

Min variant over temaet er om muligt at give baggrunden for dommerens beslutning – hvordan er reglerne, og hvad skal der vurderes – så den enkelte læser kan danne sig sin egen vurdering. Og så kunne jeg selvfølgelig bare stoppe dér. Men jeg tror nu også, at jeg ville få en del bank, hvis jeg bare listede argumenterne på den ene side og på den anden side – og så trak mig høfligt tilbage. Jeg ville i hvert fald selv føle mig snydt, hvis jeg som læser kom ud for det – lidt som en krimi uden morderen. Så hellere i sidste ende komme med mit personlige bud – vel vidende, at det ikke behøver være bedre end andres og endda kan risikere at komme på tværs af den forudfattede mening.

Som jeg plejer at sige, er man frygtelig velkommen til at være uenig med mig – faktisk er det ofte sjovest – bare man ved, hvad det er,. man er uenige om, når man har vurderet ud fra de samme forudsætninger og det samme grundlag. Hvis man ikke har lyst til at gennemgå hele det skoleridt, kan man jo bare holde sig til overskrifterne i andre medier – og tag ikke fejl, de journalister, som har været forbi dér, har jo også taget stilling. Egentlig er fodbold et frygtelig svært spil at forholde sig til uden at tage stilling, og selvfølgelig sværere, jo flere følelser man selv har i klemme.

Seriøsiteten i mine udgydelser er naturligvis en rent subjektiv opfattelse –  jeg vil ikke bestride, at min måde at formulere mig på kan komme over i den lettere ende, men dels passer det nok meget godt med mit generelle livssyn, dels er det ofte prisen, hvis man vil forsøge i en eller anden grad at popularisere noget, der er så knastørt og gravalvorligt som fodboldloven. Hvis man vil have den hyperseriøse og ægte vare, står det jo altid én frit for at gå direkte til den uden forstyrrende mellemled.

Om jeg altid holder med dommerne? Det er i hvert fald ikke hensigten, og det mener jeg egentlig ikke – hvad mere er, det tror jeg heller ikke, at dommerne altid føler – og jeg kan sagtens finde eksempler også på denne plads, hvor det bestemt ikke har været tilfældet. Man kan også sige, at hvis jeg altid holdt med dommerne, ville det være temmelig absurd at sende mig rundt i Danmark og Europa for at vurdere dem, for så var det jo bare rosenrødt det hele. Men jeg holder ubetinget med fodboldloven – sådan at forstå, at jeg kan blive trigget, hvis man enten på grund af ukendskab til reglerne klandrer dommeren for en kendelse, som har været korrekt nok. Eller ikke har forstået, hvilke overvejelser der egentlig ligger bag de mere komplekse beslutninger, som kan falde ned på begge sider af hegnet. Som f.eks. Nani-episoden (eller den lidt beslægtede mellem Brøndbys Antipas og AGFs målmand Steffen Rasmussen i snevejrskampen få dage senere, som flere venlige mennesker også med fuld ret har gjort mig opmærksom på).

Således blev dette ud over de mere filosofiske overvejelser et lille reklamespot for input fra læserne, som altid er velkomne. Hvad enten det f.eks. handler om en aktuel situation eller et konkret spørgsmål, noget generelt om, hvorfor reglerne dog er, som de er – eller som her en generel irritation over undertegnedes måde at forvalte den tildelte spalteplads på. I dette tilfælde blev det – ud over nogle overvejelser og, tro det eller ej, også noget selvransagelse hos mig selv – faktisk til en hel (nå ja, undskyld) ‘klumme’.

Hi, I’m Lars Møller Hansen

Leave a Reply