Fakta om DBU’s påstande

DBU har ved kommunikationschef Lars Berendt lagt en artikel på DBU’s hjemmeside, der fortæller, at fodbolddommere “ifølge internationale krav” fra FIFA og UEFA skal være
underlagt et nationalt fodboldforbund – altså DBU.  Som I kan se af nedenstående svar fra DFU er  det ikke korrekt. 

DFU’s næstformand, Jørn West Larsen, som har indsigt på dette område, undrer sig meget over artiklen og har svaret Lars Berendt og vedlagt dokumentation for sit svar.

Som jeg nævnte på vores infomøde lørdag, kommer der en god del af det, man på den politiske scene vil kalde “spin” fra DBU. Det er derfor vigtigt, at du holder dig orienteret og bruger din sunde fornuft, når du læser info fra DBU.

Venlig hilsen
Frank Kanlund
Formand, KFD

DFU kommenterer DBU’s artikel fra 17. marts 2013: ”Dommernes fremtid ligger hos DBU”.

Udsagn 1:
DBU: “De internationale regler foreskriver, at ansvaret for dommerrelaterede forhold skal ligge hos det pågældende, nationale fodboldforbund, og gør samtidig de nationale fodboldforbund til de eneste myndigheder, der kan uddanne nye fodbolddommere og efteruddanne eksisterende dommere”.

I statutterne for UEFA Referee Convention 2012 står:

“Et fodboldforbund skal etablere en organisering af dommerarbejdet i forbundet, som ikke er kontrolleret eller under indflydelse af andre organer (“bodies”) som regeringer, ligaer eller klubber” (se vedhæftede statutter side 2)

Dette er skrevet for at sikre, at fodboldklubberne ikke har indflydelse på dommerarbejdet – men det har INTET at gøre med organiseringen af dommere i en uafhængig faglig interesseorganisation (DFU), så længe denne organisation samarbejder med fodboldforbundet.

Udsagn 2:
DBU: Samtidigt understreger FIFA og UEFA, at det nationale forbund ikke må uddelegere kompetencer på dommerområdet til interesseorganisationer”.

I FIFAs “Regulations on the Organisation of Refereeing in FIFA Member Associations” hedder det:

“Refereeing organisation, regulations and development must come under the exclusive control of the Member Association, and under no circumstances may it fall under the supervision and control of other bodies, such as the leagues, unions or government (including parliaments and any other state authorities)”.

Her står intet om, at DBU ikke må samarbejde med en uafhængig interesseorganisation omkring dommerarbejdet, så længe fodboldforbundet har kontrollen.

Med den – nu opsagte samarbejdsaftale – med DFU sikrede DBU sig netop ansvaret for og kontrollen over dommerrelaterede forhold.

I samarbejdsaftalen overgik fodbolddommeruddannelsen og efteruddannelsen også til DBU, således som det også var foreskrevet i FIFAs cirkulære fra 1993.

Med andre ord: Med den – nu opsagte – samarbejdsaftale med DFU opfyldte DBU til fulde UEFAs og FIFAs krav – og har gjort det i mange år.

Læg også mærke til, at samarbejdsaftalen mellem DBU og DFU har eksisteret i mange år, og at DBU blev godkendt til UEFAs Referee Convention i 2009 på disse vilkår – OG at DBUs dommerarbejde betragtes som et mønstereksempel i UEFA.

Senest for knap 2 år siden havde UEFA et kontrolbesøg af DBUs dommerarbejde, og resultatet blev en særdeles flot rapport uden bemærkninger.

Så det er helt forfejlet at påstå, at dommerarbejdet i Danmark, der udføres i et samarbejde mellem fodboldforbund og frivillige, ikke opfylder de internationale regler.

Udsagn 3:
DBU: DBUs beslutning om at optimere dommersektorens placering i den nye struktur…”

DBU har placeret 3 administrative DBU-medarbejdere samlet i en fælles ”dommersektor”, hvor de udfører det arbejde, de plejer at gøre. Der er ikke sket en forøgelse af antallet af medarbejdere med dommerrelaterede opgaver.

Antallet på tre dommermedarbejdere på DBU og de 1-2 i hver lokalunion – ca. 10 i alt – skal lige holdes op med de ca. 400 frivillige ledere (vejledere, udviklere, instruktører, bestyrelsesmedlemmer m.m.), der er organiseret under DFU, og som en del af deres frivillige arbejde også leverer man-power og dommerfaglighed til DBU.