Efter alle festlighederne skal vi ned på jorden igen og i gang med hverdagen. De aktive udøvere på banen falder jo bare ind i deres træningsmønster – for os, hvor den primære fodboldmæssige motion består i at udvikle højre hånds skrivemuskler, så noterne kan komme lige så hurtigt som situationerne, ville det nok heller ikke være en dum idé for den generelle henbredstilstands skyld at supplere med en tur på landevejen eller i træningscentret. Men lige nu går det på højtryk med at få styr på 2012, så kursusmateriale og andet godt kan være klar til de instruktionsaftener og træningslejre, der venter forude.
Jeg vil bruge årets første klumme på at samle op på en af de læserhenvendelser, som er kommet i løbet af december. Den var en reaktion på min klumme omkring hånd og bold – og god, ikke mindst fordi den var en fin øjenåbner til mig om, at man nogle gange bliver for indforstået, absolut uden at ville det. Jeg refererede nogle gange undervejs til ‘hands’, som jo i jargonen er en hurtig udgave af ‘(eventuelt forsætligt) at spille bolden med hånd eller arm’ og tog det for et ‘selvfølgeligt udtryk’. Læseren gør helt korrekt opmærksom på, at det her jo handlede om hånd og bold – men hvad med alle de andre ting, som man kan bruge hænderne til, ikke over for bolden, men over for en spiller – og kom så med nogle eksempler.
Det er bestemt heller ikke noget uinteressant emne. Faktisk er det ét, der fylder så meget, at det i givet fald skulle spredes over flere omgange, men nu tager vi et par smagsprøver, og så er jeg sikker på, at der nok skal komme situationer, som kan give afsæt til mere.
Den mest spektakulære brug af hænder og arme er for mig det, som foregår i straffesparksfeltet før en igangsættelse, hvad enten det er et frispark eller hjørnespark, som lige om et øjeblik vil blive sendt ind i klumpen af spillere. Ofte er det en angriber, som går ind og stiller sig meget tæt på målmanden, hvorefter målmanden bliver sur og begynder at puffe lidt til ham for at få noget mere bevægelsesfrihed. Med lidt held får vi også en forsvarer ind, som nu forsøger at stille sig mellem målmand og angriber, og så er showet kørende. Det er virkelig den slags stof, som konflikter laves af, så inden jeg tager fat i dommerens sanktionsmuligheder, er det nødvendigt at sætte præmisserne (ifølge fodboldloven) op. Først og fremmest: ingen spiller på banen – heller ikke en målmand – har patent på at måtte opholde sig på en bestemt græstørv og have en sikkerhedsafstand til nærmeste modspiller. Dermed følger også, at en modspiller ved denne type igangsættelser må anbringe sig så tæt på, som han vil – uden at skabe fysisk kontakt. Så når målmanden begynder at bruge hænderne for at skabe sig plads, er det ham, der begynder at foretage sig noget potentielt ulovligt. Omvendt må angriberen – når først bolden er i spil – ikke bare koncentrere sig om at spærre målmanden vejen frem til bolden. I hvert fald først når bolden er inden for spilleafstand, dvs kan spilles i næste skridt, og angriberen har front imod den. Ellers taler vi om en ulovlig spærring / obstruktion, som vil koste et indirekte frispark til målmanden (direkte, hvis der undervejs i forløbet opstår fysisk kontakt). På den anden side må forsvareren heller ikke gå ind og spærre angriberen vejen til bolden, bare fordi han synes, at målmanden skal have arbejdsro – med samme straf til følge.
Det, som vi ofte ser, er markspillere, som kæmper om positionerne ude i feltet, før sparket tages. Arme og hænder er her i aktion i et omfang, så det undertiden tangerer kædedans. Det er ofte i de situationer, at man vil se dommeren afbryde igangsættelsen og kalde de to spillere til sig. Første gang typisk med en påtale – og næste trin er advarslen. Det kan gøres på mange måder, rigtige som forkerte, og her taler vi virkelig situationsbestemt ledelse (det kunne blive til en hel klumme). Pointen er, at instruktionerne også siger, at hvis det fortsætter, når igangsættelsen sker, skal dommeren dømme et frispark den ene eller anden vej efter forseelsen (da valget typisk vil være mellem frispark til forsvarerne eller straffespark, gæt så selv, hvad der oftest dømmes – og hvorfor fanden er løs, når det ender med straffesparket, selv om det er korrekt nok). I mine øjne er det her, hvor dommerne oftest fejler – ved ikke at følge op på deres første indgreb. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at der er blevet meget mindre af det, efter at man i udvalgte UEFA-kampe har de ekstra herrer i sort stående på mållinjen, som kan spotte akkurat det, som sker, hvor bolden ikke er. Spillerne tør ikke. Og så bliver jeg også nødt til at lufte min yndlingskæphest – nemlig alle de nervøse tics, som jeg får, hver gang medier postulerer de mængder af straffespark, som ikke bliver dømt, men for det, som foregår før igangsættelsen. For at kunne dømme noget som helst, skal bolden være i spil – er den ikke det, kan vi aldrig flytte den et andet sted hen. Sagtens advare eller sågar udvise – men ikke afsige nogen anden kendelse.
Læseren er også grundigt irriteret over den automatreaktion, som kommer fra spillere, hver gang bolden forsvinder ud over en linje. Armen op for at signalere, at det indkast skal vi have. Kan man ikke gøre noget ved det ? Og svaret må blive ‘Nej, desværre’. Ikke medmindre det er åbenlyst urimeligt, kalkuleret og virkelig usportslig opførsel. Det er desværre nok en del af den menneskelige natur. Og ikke bare ved indkast – men også ved offside-afgørelser. For vel en 15-20 år siden havde vi Sepp Blatter oppe til et elitekursus for vores danske dommere, og han spurgte undervejs i sit indlæg, om vi kunne forestille os den værste skade, der kunne ske for Franco Baresi (livslang karriere som sweeper i AC Milan). Dyb tavshed. Jo, at han brækkede højre arm – for det var den, som han brugte til at vinke offside med…
Related Posts
Man bliver godt underholdt
Topopgørenes weekend