Jans (nytårs)Corner: 2012 i bakspejlet

Med en kalender med efterhånden ikke mange dage tilbage
at  flå ned af væggen er det også blevet sæson for den store tilbageskuen, hvor man forsøger at sætte årets begivenheder
i perspektiv. Det sker i selv de mindste skrevne klummer i dette land – og jeg vil nødig være en undtagelse. Sidste år svingede jeg mig op til en kåring af det bedste og værste i forskellige kategorier, omend opsvinget meget karakteristisk for mig først kom i det nye års første uge, hvor alle andre havde været der. Denne gang holder jeg mig til at se baglæns og prøve at trække
et par linjer op for, hvad jeg ser som det mest interessante i 2012 ud fra
dommerens og fodboldlovens synsvinkel.

Den helt dominerende begivenhed er uskyldens død på dansk grund med Adrianos herostratisk berømte anti-fairplaymål i Parken, da FCN mod slutningen af november tog imod Shakhtar i Champions League. Ofte er det de senest indtrufne ting, som man husker bedst – men denne havde nok taget prisen uanset hvad. Situationen er på ingen måde enestående. Den er i forskellige variationer set ved adskillige andre lejligheder, hvor sprogforbistringer har gjort, at spillere har misopfattet situationen og er trådt ved siden af
spillernes selvbestaltede moralkodeks. Oftest på lavere niveauer, men jeg kan da huske en kvalifikationskamp mellem Færøerne og Tjekkiet, hvor et indkast heller ikke landede det sted, hvor det ‘burde’, med efterfølgende mål som resultat. Men aldrig så højt profileret og med så mange tilskuere over hele verden som i en Champions League-kamp. Det satte et øjeblikkeligt og ikke specielt kønt spotlight på forskellen mellem jura (fodboldloven, som er dommerens eneste redskab) og etik og moral, som jo er mere diffuse og subjektive
størrelser.  Dommeren har ikke en kinamands chance for at håndtere en situation som denne – og retfærdigvis skal det også siges, at meget få har forsøgt at bebrejde ham noget. Til gengæld er det ham, der skal håndtere den potentielt yderst giftige atmosfære, som kommer bagefter, så det er virkelig en no win-situation. Denne aften havde man en
dommer i Antony Gautier fra Frankrig, som i den grad var upåvirkelig af det mareridt, som han uforskyldt havnede i, og som styrede den sidste gode time af kampen sikkert hjem. Det var med rigtig stor glæde, at jeg i sidste uge kunne se på UEFAs nye rangering, at han har fået et tryk opad til UEFAs næstbedste gruppe.  Men måske er den største gevinst  – for lad os nu midt i al nationalpatriotismen ikke glemme, at Shakhtar var det bedste hold og nok havde vundet alligevel – at der kom fokus på det, at sådanne situationer overhovedet kan opstå i krydsfeltet mellem jura og moral. Det er frygtelig svært lovmæssigt at skrive sig ud af – men man kan håbe, at nogen vil prøve. For situationer som
denne er ikke til fordel for nogen overhovedet: hverken tilskuere, spillere, dommere eller for den sags skyld Adriano, som nu har et stempel i nakken, som næppe lader sig vaske af med det samme. Eller lederne på hans bænk, som i bedste fald var flegmatiske – i værste fald noget helt andet.

Egentlig var det frygtelig synd for 2012, at dette kom – for vi havde haft et EM, som var blevet afviklet forbilledligt (med mulig undtagelse af en enkelt situation, som jeg vender tilbage til).  Et af fokuspunkterne før turneringen var, at man ville af med protester mod dommerkendelser og i særdeleshed modefænomenet med ‘mobbing the referee’, hvor en hel hoben spillere styrter mod dommeren efter en kendelse for at appellere. Det lykkedes ekstremt godt, bl.a. fordi det denne gang åbenbart fungerede med de indledende møder med holdene, hvor et medlem af dommerudvalget eller instruktørkorpset listede fokuspukterne og navnlig begrundelserne for dem. Faktisk lykkedes det så godt, at jeg kun husker en enkelt advarsel for protester. Igen har dette ikke noget at gøre med, at man
vil tage følelserne ud af fodbold, for selvfølgelig skal man kunne reagere, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet – men det skal ske inden for nogle rammer, og protesterne må ikke blive et led i konstant at lægge pres på dommeren. For tag ikke fejl: en protest går ikke så meget på den kendelse, som lige er afsagt, som den går på den, som kommer om lidt. Du vil ikke gå imod os igen, vel ?

Igen stjæler en enkeltsituation desværre billedet: Ukraines ikke anerkendte måske-mål mod England. Jeg skriver med vilje måske-mål,  for (med fare for at blive jaget ud af byen) jeg har stadig ikke set den TV-vinkel, som beviser, at den bold er inde. Og hvis den overhovedet er inde, er det med et éncifret antal centimeter i en brøkdel af et sekund. Vi glemmer ved samme lejlighed behændigt, at der er en pivende offside i opspillet (omend uhyggelig svær at spotte), så ud fra en moralsk betragtning er det godt nok,  at der ikke dømmes mål.

Det fører videre til, at FIFA nu har godkendt brugen af mållinjeteknologi, så man kan fange de situationer, hvor bolden (måske) har krydset stregen.  Det bliver uden tvivl
et tema for en klumme i 2013 – men jeg røber ingen hemmeligheder ved at afsløre, at jeg holder med UEFA og deres ekstra-dommersystem. så længe man ikke kan garantere en 100 % sikker teknologi. Står valget mellem en 95 % sikker teknologi og 95 % sikre ‘måldommere’, vil jeg til hver en tid foretrække det menneskelige element. Og så må man gerne kalde mig en forstokket romantiker.

2012 var også året, hvor denne ydmyge klumme fik et større publikum gennem Ekstra Bladet. Og hvor jeg fik min egen mailadresse-tilgang til læserne. Det har mange benyttet sig af – og tusind tak for det. Alle input er yderst velkomne – bare husk, atekspeditionstiden kan variere, og det ikke med ond vilje. Der sidder en glad amatør i den anden ende,
som lige skal have fritiden til at gå op. Med disse ord ønsket om et rigtig godt fodbold-nytår til alle derude og velkommen på barrikaderne i 2013.