Jans Corner: Udførelse af frispark

Mit faste motto er – som mange vil have hørt før – ‘Fantasien overgås kun af virkeligheden’. Hvis bare man venter længe nok, skal de hyperteoretiske situationer fra teoriaftenerne, der har trukket himmelvendte øjne og overbærende smil, såmænd nok dukke op. Alligevel kan det lade sig gøre selv som hærdet klummeskriver lige at måtte bremse op og spørge sig selv ‘Hvad skete der egentlig her ?’. Sådan en situation fik vi i sidste uges pokalkamp mellem Lyngby og Esbjerg, hvor Jeppe Brandrup blev udvist for to advarsler for to helt identiske forseelser inden for ét minut – nemlig at tage et frispark (det samme), før der var fløjtet.

Reglerne for igangsættelse omkring frispark er egentlig ganske klare. Det er tilladt at tage et hurtigt frispark, hvis bolden ligger det rigtige sted (i praksis ’tilnærmelsesvis det rigtige sted’) og ligger stille. I de situationer afventer man ikke dommerens signal – det er OK, forudsat, at dommeren i øvrigt har kontrol over igangsættelsen. Filosofien er, at et frispark skal være en fordel for dem, som skal have det, og en ulempe for dem, som har begået forbrydelsen. Til gengæld løber den, som vil tage det hurtige frispark også en risiko, hvis han ikke vil afvente, at modspillerne er kommet 9,15 m væk. Hvis bolden opsnappes af en sådan spiller, kører vi videre – uanset om berøringen er forsætlig eller uforsætlig – selvfølgelig forudsat, at den pågældende modspiller ikke i sparkeøjeblikket har bevæget sig yderligere frem mod bolden. For så er det hurtige frispark jo taget under falske forudsætninger, og det vil koste et omspark og en advarsel. Hurtige frispark kan heller ikke komme på tale, hvis dommeren vil uddele en følgestraf (påtale / advarsel / udvisning) – så skal det klares, før vi kan komme i gang igen. For når først bolden er i spil igen, kan man ikke vende tilbage til følgestraffen.

Men i det aktuelle tilfælde ønsker Lyngby ikke at tage et hurtigt frispark. Så skal dommeren sikre sig, at modspillerne kommer 9,15 m væk, og han vil fortælle sparkeren, at han skal vente med at sparke, til der bliver fløjtet. I praksis meget ofte signaleret ved at pege på fløjten, så alle implicerede er klar over, hvad betingelserne er nu. Når muren så er klar, kommer fløjten, og der kan sparkes.

Det er klart og tydeligt for enhver her, at dommeren i begge tilfælde er fuldt beskæftiget med muren, og at han ikke er fokuseret på stedet for frisparket. Det glemmer Jeppe Brandrup at vente på 1. gang, og så tager vi et dyk i fodboldloven, som siger, at ‘En spiller, som tager et frispark, efter at dommeren har bedt ham vente, indtil der bliver givet signal, skal advares’.

Fodboldloven opererer med advarsler, som KAN gives, nemlig hvis dommeren skønner, at forseelsen er til det – typisk kropskontakter mellem spillerne – og advarsler, som SKAL gives, uden at dommeren kan eller skal skønne noget som helst, typisk ved tekniske forseelser. I sidste uge havde vi fat i en anden af slagsen – nemlig den ekstra spiller, som brasede ind over en af linjerne uden at have fået lov. Det er der ikke meget skøn i — og det er der heller ikke her. Hvis den advarsel ikke falder, kan modspillerne med god ret påberåbe sig fodboldloven, nedlægge protest og måske få en ny kamp på den konto, hvis situationen har haft indflydelse på resultatet.

Hvad formentlig ingen – heller ikke lovens viise fædre – havde forestillet sig, var, at spilleren (efter endnu engang at være mindet om, at han altså skal vente) ville gentage succesen et halvt minut senere. Han giver ganske enkelt ikke dommeren noget valg. Dels er det, som skrevet ovenfor, en advarsel, som SKAL gives efter fodboldloven og kan give dommeren morderlige problemer, hvis han ikke gør det. Dels vil det styringsmæssigt være en katastrofe, hvis man omhyggeligt i to omgange prøver at fortælle en spiller, hvad han skal gøre, og han så direkte blæser på det. Uden sammenligning i øvrigt står det enhver frit for at drage paralleller til f.eks. børneopdragelse (vi holder hundetræning udenfor). Hvis man har fået at vide, at der er noget, som man ikke må og så gør det alligevel straks efter – hvem vil så som ‘styrende person’ bare vende ryggen til ?

Der har været mange meninger fremme om, at dommeren da kunne have udvist lidt konduite, ladet som ingenting osv. osv. Men pointen er, at det kan han ikke – hverken lovmæssigt eller styringsmæssigt. Naturligvis står det enhver frit for at mene, at reglerne er tåbelige – men nu er de der altså, og så skal dommeren også følge dem. Det er i hvert fald ikke ham, man skal bebrejde for at gøre det. Fodboldloven er ikke bare et tag selv-bord, hvor man kan vælge, hvad man nu gider fløjte for i dag.

Lidt i samme boldgade er nogle af de bortvisninger fra boksen, som vi har set i de seneste runder. Der er blevet kastet med vandflasker og sparket til sagesløse havestole. Fodboldloven siger, at at man i det tekniske område skal udvise ansvarlig opførsel. Det har igen noget at gøre med rollemodeller og sådan noget – det bliver en fin næste generation spillere, som vi får med at gøre, hvis de får fornemmelsen af, at man bare frit kan råbe efter linjedommer og andre og kaste eller sparke med forhåndenværende genstande. Alle parter skal have rimelige arbejdsforhold, og ingen er ude på at pille følelserne ud af fodbold. Mens det er umuligt at opstille en positivliste over alle de ting, som man IKKE må (selv om en ihærdig journalist engang prøvede at få mig til at lave én), er det interessant, at lige akkurat disse forseelser var oppe på det årlige og rigtig positive dialogmøde mellem spillerrepræsentanter, dommere og trænere. Og der var enighed om, at man ikke måtte kaste med eller sparke til ting. Så alle kender spillereglerne – og vælger man så at gå ud over dem, er det i sagens natur på egen risiko, følelser eller ej.