Jans Corner: Røde kort

Der går ikke en weekend, uden at der uddeles røde kort i kampe på de øverste niveauer herhjemme. Det er en gammelkendt sandhed, at græsset jo altid var grønnere, dengang det var før – men alligevel slår det mig, at dengang, hvor jeg som dreng gik til fodbold, var en udvisning noget så sjældent, at det trak voldsomme overskrifter dagen efter. Man kunne jo bare skyde skylden på sædernes almindelige forfald, men der er selvfølgelig mange mulige forklaringer. Spillet er blevet hurtigere og mere intenst, mediebevågenheden ligeså – og der er så meget på spil også rent økonomisk, at man som spiller nu gør ting, som man måske ikke ville have gjort for 40 år siden. Spillere er jo ikke blevet mere onde med årene – eller dommere mere hævngerrige. Det er nok altsammen bare en følge af et øget tempo, en øget eksponering i medierne og øgede økonomiske interesser. Jeg beklager for så vidt ikke udviklingen, for man kan jo ikke skrue tiden tilbage til dengang, hvor vi alle kørte i hestevogn, men interessant er det nu alligevel at sidde med det store bakspejl og se, hvordan tingene har udviklet sig.

Fodboldloven er egentlig klar nok – der er syv typer forseelser, der skal medføre et rødt kort / en udvisning. Der er spil, som i alvorlig grad er utilladeligt og voldsom adfærd. Her er vi virkelig i afdelingen for bad boys og de ting, som uden for kridtstregerne ville kunne medføre en politisag. Forskellen på de to er, at den ene foregår i kamp om bolden og dermed i sagens natur også kun kan begås mod en modspiller – den anden kan begås mod hvem som helst – modspillere, medspillere, tilskuere, den løsgående hund, som har forvildet sig ind på banen og får et spark – og nu taler vi ikke længere om kamp om bolden, men simpel vold. Så må man heller ikke spytte efter en modspiller eller enhver anden person. Vel rimeligt nok: jeg kan ikke selv tænke mig ret meget mere fornedrende end at blive offer for en spytklat. I ordet ‘efter’ ligger også, at klatten ikke behøver ramme offeret. Så er der de to klassikere omkring berøven af oplagt scoringsmulighed – enten ved en forseelse begået mod en modspiller eller ved at bruge hænderne til at forhindre en bold i at gå i mål eller videre til en spiller med en oplagt scoringsmulighed. Bruger man fornærmende, hånende eller upassende sprog eller tegn lander man også i fælden, og det gør man selvfølgelig også, hvis man modtager sin anden advarsel i samme kamp. Det er kun i boksning, at man skal op på tre advarsler, før det er slut.

Reglerne er jo egentlig ganske jordnære , men alligevel er der nogle røde kort, som er mere spektakulære end andre. Dem fik vi et par stykker af i sidste weekend – af den type, hvor man sidder og tænker ‘Hold da helt op…’. Men begge lige efter bogen.

I Hjørring bliver målmand Karim Zaza provokeret af én af sine egne tilskuere under udførelsen af et målspark, hvilket får ham til at vende sig om og give tilskueren den berømte finger. Fanges den af dommeren og hans team, som det skete her, er der simpelthen ikke noget valg: vi har gang i fornærmende, hånende eller upassende sprog eller tegn, og det kan ikke bare klares ved en kammeratlig snak eller en advarsel. Det er da bestemt utraditionelt, at det går ud over én, som ikke engang er en del af kampen – men der er afgjort fortilfælde. I sidste sæson havde vi i Holland en kamp, hvor en tilskuer løb ind og overfaldt målmanden, som i den grad svarede igen og blev udvist, hvorefter hele hans hold forlod banen. I Danmark havde vi for fem år siden en divisionskamp, hvor målmanden på tilsvarende vis jagtede den formastelige tilskuer op på tilskuerpladserne (og blev udvist – men fik eftergivet sin karantæne), og nogle af os er gamle nok til huske Cantonas karatespark mod en Premier League-tilskuer. Man kan godt bremse op et øjeblik og spørge sig selv, hvor meget man som spiller skal finde sig i udefra – men svaret er i princippet ‘Alt’. Befinder man sig inden for kridtstregerne, er man undergivet fodboldlovens bestemmelser for, hvordan man skal opføre sig, og så kan man have dyb sympati for, at glasset kan løbe over, hvis provokationerne bliver for store. Men det kan bare ikke bruges til så meget og er vel ikke det første eksempel i verdenshistorien på, at jura, sund fornuft og menneskelige reaktioner ikke altid spiller sammen.

Det andet tilfælde var mindst lige så interessant. SønderjyskEs reservemålmand Kenneth Stenild tager i irritation en vandflaske og kyler den i jorden ude i boksen (hvorefter den fortsætter ud af boksen). Nu er den slags reaktioner normalt forbeholdt trænerne – jeg har stadig på nethinden (og også på papir) et guddommeligt billede af Ståle Solbakken, som går til angreb ikke bare på en vandflaske, men på en hel vandbeholder i en FCK-kamp mod Esbjerg. Men det highlighter meget smukt, at alle på bænken er undergivet dommerens myndighed – og der er en god grund til, at de på dette niveau direkte skal anføres på holdskemaet med navn, funktion og det hele. At kaste med en vandflaske er måske ikke jordens største forbrydelse – men igen foreskriver fodboldloven, at når man er en del af kampen, selv udenfor, skal man udvise sportslig opførsel. Og sportslig opførsel er vel ikke at begynde at kaste med ting og sager. Vi kan sagtens bestige den store hest og begynde at tale om rollemodeller og sådan noget – men på bundlinjen er det jo rigtigt, at man har et ansvar. Tænk hvis ungdomsspillere så på idolet og fik fornemmelsen af, at dette var OK ? Det ville ikke være nogen rar verden at leve i. Det viser også, at man, selv om man ikke er på banen, stadig er underlagt fodboldloven. For få år siden så jeg en spiller, som varmede op bag den ene linjedommer, præstere at brokke sig til et direkte rødt kort, fordi han var utilfreds med retningen på et indkast. Han kom ikke ind i den kamp – og heller ikke i de to næste…