Jans Corner: Film og berøven

Med alderen kommer også retten til at være lidt nostalgisk, og det vil jeg benytte mig af her i anledning af gastårnet i Valby, som under stor mediebevågenhed blev nedlagt i søndags. Utallige er de søndag morgener på mere eller mindre ugudelige tidspunkter, hvor jeg har løbet rundt på daværende bane 30 og 31, hvor følelsen var at spille for foden af tårnet. Specielt det år, hvor 6 af de 12 hold i serie 1 havde hjemmebane i Valby, og hvor jeg også lå i rækken og boede på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg, kunne jeg lige så godt have slået telt op. Jeg var også på linjen til en lukket træningskamp for landsholdet lige før en kvaiifikationskamp mod Polen, omgærdet af dyb hemmelighedsfuldhed og ekstra afskærmninger. Rygtet gik, at polakkerne havde spioner med kikkerter posteret på toppen af tårnet. Det knytter sig mange minder til det tårn – og så måtte jeg endda nøjes med i første omgang at høre eksplosionen i radioen, da jeg var undervejs til en kamp.

Men ellers skal det handle om PL-kampen i forrige uge mellem Chelsea og Manchester United, hvor der er sagt og skrevet meget om dommerpræstationen, for slet ikke at tale om, hvem der har sagt hvad til hvem hvornår og på hvilken måde. Det er nu (næsten) ikke det, som jeg vil beskæftige mig med her – men derimod to lovmæssigt interessante situationer fra kampen: de to udvisninger til Chelsea – direkte rødt til Ivanovic for at berøve en oplagt scoringsmulighed – og advarsel nr. 2 til Torres for film. Den offside-situation, der er ved 3-2 målet, hvor Hernandez kommer tilbage fra en offside-position og sparker bolden i mål, er lovmæssigt ikke så interessant – det er bare en klokkeklar fejlvurdering fra linjedommeren.

Men de to andre er faktisk ganske sjove. Ashley Young jagter en lang bold sammen med Ivanovic. Der opstår kontakt mellem de to ben, og Young falder. Alle formelle kriterier for, hvornår vi kan tale om en oplagt scoringsmulighed er til stede: afstanden til målet (jo tættere på, jo større sandsynlighed for, at chancen virkelig er oplagt); sandsynligheden for, at angriberen bevarer eller opnår kontrol over bolden; spilretningen (foregår det mod mål eller ud mod siden); forsvarsspillernes antal og placering (er der andre, der kan nå at gribe ind). Det er hele denne liste af parametre, som skal flyve gennem dommerens hoved, når han ser forseelsen. Og så syreprøven på bundlinjen: hvad ville der mon være sket, hvis forseelsen ikke havde fundet sted – en oplagt målchance eller ej ?

Men for at der kan dømmes et frispark, skal der være et element af forsætlighed i situationen. Populært sagt skal forsvareren gøre det ‘med vilje’ – men selv det har forskellige varianter. Der er den helt overlagte handling – men der er også den, hvor forsvareren hævder, at han prøvede at spille bolden (hvilket han muligvis også gjorde), men gjorde det på en sådan måde, at han måtte vide, at dette kunne risikere at ende galt, så han i stedet fik manden. Akkurat som i trafikken: hvis man ikke har forudseenheden med sig, kan det gå gruelig galt. I det aktuelle tilfælde ser det ud, som Ivanovic prøver at komme bagom Young – og så bliver spørgsmålet, om dette er et tilfældigt sammenstød (ingen forseelse), eller Ivanovic går så snært på, at han løber en kalkuleret risiko, som går i opfyldelse (forseelse). Det er der kun dommeren til at afgøre. Det interessante ved disse berøven-situationer er, at forseelsen ikke behøver være særlig stor eller voldsom – det er følgevirkningen af den, som straffes, nemlig den forsvundne oplagte scoringsmulighed. I forbifarten kan jeg nævne, at noget af det, som vi prøver at vænne dommerne til, er mentalt at stille sig selv spørgsmålet ‘Hvis der kommer en forseelse nu, hvad så ?’ – før det sker. For skal man først til at overveje kriterierne, når forseelsen er sket, kan spillerne have flyttet sig rigtig meget og resultatet blive forkert. Specielt ved holde-situationer kan tingene let gå galt.

Film-situationen med Torres er interessant, fordi der ubetinget er kontakt.. Mange tror, at hvis bare der er kontakt, kan der ikke være tale om film. Sagtens. Det klassiske angriber-trick med selv at søge kontakten er naturligvis oplagt – men selv hvis det er forsvareren, der skaber kontakten, kan vi godt tale om film, nemlig hvis angriberen forsøger at overdramatisere sit fald for at hjælpe dommeren til at opfatte, hvad der er foregået, og måske endda som sidegevinst trække et gult eller rødt kort til modspilleren. Det afgørende er, om spilleren forsøger at opnå en uberettiget fordel ved at påvirke dommeren.

Ingen af de to situationer er krystalklare – men underlagt dommerens skøn. Det er derfor. vi har ham. Afgørelserne kan sagtens forsvares – det ville det modsatte også have kunnet. Det kan man så lide eller lade være, men faktisk er de allervigtigste ord i fodboldloven ‘efter dommerens skøn’.

Og så til allersidst lidt om det, som fulgte bagefter med beskyldninger om grimme ord fra dommeren og det, som er værre. Flere har spurgt mig, hvorfor man ikke bare bånder den kommunikation, som foregår via dommerens headset. Og uden at ville kloge mig på rigtig jura kan jeg godt se nogle problemer i det. Én ting er, at dommerne kommunikerer på en lukket frekvens – men mikrofonen opfanger jo også, hvad spillerne siger. Så svarer det vel nærmest til at klaske et videokamera op i det offentlige rum for at overvåge – og det kan være problematisk. Hertil kommer, at hvis der skal optages, hvem skal så gøre det ? Dommeren skal vel ikke have en båndoptager med hjemmefra – og så skulle det være på stadion, at det sker. Ville det kunne ske, uden at andre, som passede udstyret, også kunne lytte med ? osv osv. Der er både juridiske og tekniske aspekter i det her – men jeg er, som uden tvivl mange andre, rigtig spændt på fortsættelsen af sæbeoperaen. Og priser mig lykkelig for, at jeg bare skal bekymre mig om fodboldloven…