Jans Corner: Dommerudviklerens job, anden del

For en lille måned siden filosoferede jeg lidt over arbejdet for dommerudvikleren. Hele idéen med navneskiftet fra ‘bedømmer’ var at signalere, at vi gik fra den simple vurdering af en dommerpræstation til et fokus på også at gøre dommeren bedre – mange vil sikkert kende princippet fra medarbejderudviklingssamtaler på deres arbejdsplads.

Ved den lejlighed lovede jeg at at skrive lidt om, hvad det så egentlig er, vi sidder og lægger mærke til, når vi er til en kamp. Og det må nok hellere blive nu, inden første del går helt i glemmebogen.

Først og fremmest ved dommerne udmærket godt, hvornår der er en udvikler til stede. Vi er milevidt fra tidligere tiders hemmelighedskræmmeri. Jeg har selv prøvet i mine tidlige år som dommer at have en bedømmer af den gamle skole, som noget patetisk prøvede at gemme sig bag et træ i Vigerslevparken, og blev dér under hele kampen. Filosofien må have været, at det nærmest var som et uanmeldt kasseeftersyn – men ingen skal bilde mig ind, at en dommer gør tingene anderledes, fordi der er en udvikler på kampen.

De meget få gange, hvor jeg har oplevet det, har det faktisk været et problem for dommeren, fordi han gjorde ting, som var fremmede for ham, men som han troede, at jeg ville synes om – og dermed typisk fik lagt en alt for lav tolerancetærskel. Her som alle andre steder i livet: Man skal være tro mod sig selv.

I superligaen er der en udvikler til stede ved hver eneste kamp, og derefter falder frekvensen ned gennem rækkerne, til vi rammer den næsten nystartede dommer, som måske møder en enkelt udvikler på en sæson. Her er det virkelig om at ramme dagen – og det er også derfor, at de nederste trin i karrierepyramiden er de sværeste at bestige.

I modsætning til, hvad mange tror, er vi ikke ‘fejlfindere’, men tænker meget i helhedsbetragtninger. Fungerer dette her – var folk tilfredse bagefter, selv om der måske var et par diskutable kendelser ? Med den ene undtagelse, at vi både herhjemme og internationalt er meget på vagt over for det, som i branchen kaldes ‘black / white mistakes’. Kampafgørende situationer, som alle på stadion (undtagen dommeren) kan se, er gale. Det er situationer som et manglende straffespark (altså ikke et 50-50, men et glasklart), eller omvendt ét, som dømmes forkert – en manglende udvisning eller en forkert, og i det hele taget forkert vurderede kampafgørende situationer. Internationalt koster det simpelthen et kontant fradrag på karakteren – det gør det af gode grunde ikke herhjemme, da vi i hvert fald på de øverste niveauer ikke bruger et karaktersystem. Noget tilsvarende gør sig gældende for linjedommerne – her er det bare offside-vurderingerne, som typisk kan være black / white.

Det, som vi ser på, er områder som dommerens forvaltning og fortolkning af lovsættet (bliver der dømt de rigtige ting?), hans måde at kontrollere kampen på, og hans indlevelse i kampens taktiske forløb. Det er næppe så overraskende endda – men igen: Det handler altså ikke om, at alle ‘ufarlige’ frispark nødvendigvis skal være korrekte. Men er de afgørende situationer på plads, og er der et fint flow, således at dommeren og spillerne billedlig talt taler samme sprog, er vi glade.

Desuden ser vi efter, hvordan dommeren i øvrigt styrer begivenhederne. Hans ledelsesstil inde på banen, bliver kendelserne solgt fornuftigt (også de kontroversielle af slagsen)? I virkeligheden er dette vel det helt centrale punkt. Jeg plejer at sige, at syreprøven er, om dommeren kan afsige en 100 % forkert kendelse og stadig få den til at glide ned hos spillerne uden problemer – sådan en dommertype er jeg sikker på, at alle læsere har oplevet. Og omvendt den stakkels dommer, som gør det helt rigtige, men bare ikke får solgt kendelsen, fordi han ikke har spillernes tillid.

Så ser vi naturligvis også på, hvordan dommeren bevæger sig rundt på banen. Fodboldspillet er blevet stadig hurtigere, og typen fra for en generation eller to siden, som kunne styre alt fra midtercirklen, ville ikke have en jordisk chance idag. Kondition betragtes som en selvfølge – men det er jo ikke givet, at konditionen også bruges til at bringe dommeren de mest hensigtsmæssige steder hen.

Vi ser på samarbejdet mellem dommer og linjedommere, hvis det er en triokamp (og hvis det er på superliga-niveau, kommer 4. dommeren også med her). Supplerer de hinanden, eller får vi situationer, hvor man står og peger hver sin vej (eller kontakten måske slet ikke kommer).

Endelig ser vi på dommerens personlighed på banen – er han overhund eller underhund (forhåbentlig sådan cirka midt imellem), får han skabt en fornuftig stemning osv.

Alt dette munder ud i en konklusion i tekst (ud over samtalen får dommeren en skriftlig tilbagemelding), samt maksimalt tre punkter, som har fungeret godt i kampen, og som dommeren skal sørge for at holde fast i – og maksimalt tre punkter med forslag til forbedringer. Det med maksimum er faktisk en vigtig ting – man kan sagtens se en helt nystartet dommer og måske forsyne ham med femten forbedringsforslag, men hvor skal han så ende og begynde?

Derfor er en af udviklerens vigtigste opgaver at prioritere dommerens indsatsområder, så han virkelig hjælper dommeren i den rigtige retning uden at forvirre ham eller skræmme ham væk.

Som man kan se, kommer vi vidt omkring, og det er langt hen ad vejen de brede linjer, der fokuseres på (plus altså eventuelle black/white mistakes). Derfor kan man også godt komme ud for, at noget af det, som aviserne fremhæver dagen efter, dårligt nok har været berørt i samtalen efter kampen. Og af samme grund hygger jeg mig også ofte gevaldigt ved at se avisernes karaktergivning, når jeg selv har overværet en kamp.

Når jeg er ude, har jeg maksimalt fire mand at holde øje med, og det er faktisk en stor mundfuld, når de alle skal have en kvalificeret tilbagemelding. Jeg er fuld af beundring for den journalist, som både kan vurdere 22 spillere og fire dommere…