Jans Corner: Skadesbehandling og procedure

Nogle gange kommer jeg til at slå nogle ting sammen i en klumme, som ikke rigtig har så meget med hinanden at gøre. Men der er heldigvis rigtig ofte flinke folk, som gør mig opmærksom på dette og hint.

Så lad være med at tænke over, hvilke overvejelser manden dog kan have haft, når han nu bundter procedure ved advarsel og de formelle ting omkring skadesbehandling. Der er ikke andre overvejelser end ønsket om at svare på spørgsmål, så den vågne spørgsmålsstiller ikke skal vente alt for længe.

Lad os starte med kampen mellem Real Madrid og Valencia i første runde af La Liga. Her er én af de vågne studset over en situation, hvor to spillere – én fra hvert hold – er blevet skadet, modtager den nødvendige behandling på banen – og får lov til at blive inde uden at skulle ud og vende. Er det virkelig i overensstemmelse med fodboldloven ?

Jeg elsker kontante spørgsmål, som kan besvares med ja eller nej. Nej, det er det ikke. Man kunne selvfølgelig sagtens forestille sig, at en højere retfærdighed sagde, at nu er det én fra hvert hold, så hvorfor lave hele showet med at komme udenfor og ind igen efter spillets genoptagelse – regnskabet er jo lige under alle omstændigheder.

Men sådan fungerer det ikke. Det er en helt fast regel, at spillerne på banen kun må modtage den behandling, som er nødvendig, for at de kan forlade banen ved egen kraft. Så må de komme ind igen, når spillet er genoptaget – men det er suverænt dommeren, der bestemmer hvornår.

Vi kan ikke have spillere, som kommer ind igen og kan blande sig direkte i spillet, fordi det foregår lige ud for, hvor spilleren står og venter. Derfor vil spillerne helt typisk blive vinket ind igen, når spillet er i en neutral fase. Og jeg vil da ikke benægte, at det kan forekomme, at dommeren kan komme til at overse en specielt genstridig spiller, så han får lov til at vente lidt længere.

Der kan kun dispenseres fra denne ‘ud og vende’- problematik i to tilfælde. Det første, hvis der er tale om en skadet målmand, eventuelt kombineret med en spiller fra det andet hold. Det vil være halsløs gerning at sende målmanden udenfor, for det ville betyde, at man skulle have en markspiller på mål, og bortset fra det urimelige i det, ville et trøjeskift osv tage meget mere tid, og det er jo netop spildtiden, man ønsker at undgå med bestemmelsen. Så i de tilfælde får begge parter lov til at blive på banen efter behandling.

Det andet, hvis det er to medspillere, som er stødt sammen og kræver behandling. Det ville ikke være rimeligt, at det andet hold skulle spille 11 mod 9, uanset hvor kort tid det måtte være. Så de får også lov til at blive inde. Men altså ikke det tilfælde, hvor det er en spiller fra hvert hold – som det var i Spanien.

Endelig er der to helt overordnede undtagelser – hvis vi taler om en alvorlig skade, hvor spilleren måske ikke kan flyttes, eller vi har at gøre med en hovedskade – og så kampe i lokalunionerne, hvor behandling på banen generelt er tilladt, uden at spilleren skal forlade banen. Et fint eksempel på, at man bøjer fodboldloven (for det gør man faktisk !) for at tilgodese breddespilleren, motionsspilleren, eller hvad vi nu skal kalde ham. Det får mig ikke til at sove dårligt om natten, og jeg er sikker på, at lovens ånd også sover godt.

Den anden ting, som man har gjort mig opmærksom på, er det famøse ‘spøgelsesgule’ kort, som Morten Duncan Rasmussen modtog i Europa League-kampen mod Young Boys Bern. Angiveligt så ingen det, og det fik FCM til at protestere, uden at der kom mere ud af det. Advarslen fik nemlig betydning, da Duncan ragede sig yderligere én til kort efter, hvorefter kampen var slut for hans vedkommende.

Skal et gult kort have mening, skal spilleren selvfølgelig vide, at han har fået det. Omvendt kræver dommeren heller ikke spillerens accept med en bekræftende underskrift på en formular med fire kopier. I gamle dage stod det tydeligt beskrevet i den danske version af fodboldloven, hvordan sådan noget skulle foregå.

Spilleren skulle kaldes hen, dommeren skulle bede om hans navn, ordet ‘advarsel’ skulle nævnes sammen med begrundelsen – og så skulle kortet vises. Det er for længst, i hvert fald på eliteniveau, overhalet indenom gennem holdkort med numre og det faktum, at dommerne kender spillerne og omvendt.

Så nu om stunder står der blot, at dommeren skal anvende den i situationen mest hensigtsmæssige procedure. Derfor vil man (forhåbentlig) aldrig opleve en dommer vise kortet til en liggende spiller, så vi har en overhund/underhund-situation. Heller ikke (igen forhåbentlig) den dommer, som lader spilleren gå 25 meters bodsgang hen til sig for at se et kort – skolemesterfaconen.

Spilleren vil typisk blive gået et par skridt i møde, så situationen opløses. Omvendt kan man løbe ind i spillere, som slet ikke vil hen til dommeren, fordi de udmærket godt ved, hvad der venter dem. Jeg erindrer et eksempel med FCKs N’Doye fra sidste sæson – og så er vi principielt uhyre tæt på yderligere en advarsel = udvisning. En procedure er en balancegang, men det er også et lille magtspil mellem synderen og dommeren.

Ideelt skal synderen identificeres, så alle ved, hvad der er sket. Derfor bør kortet heller aldrig vises i en klump af spillere, men man skal have isoleret spilleren. Og i kampe på højere niveau noterer alle parter (dommer, eventuel 4. dommer og i hvert fald én af LD), hvad der foregår, så man bagefter kan klare papirarbejdet korrekt. I det aktuelle tilfælde med Duncan havde 4. dommeren angiveligt ikke noteret noget – men det er heller ikke afgørende, så længe det er sandsynliggjort, at spilleren godt ved det. Og ingen TV-klip har foreløbig overbevist mig om, at Duncan ikke vidste, hvad der foregik, uanset om den kunstneriske udførelse måske ikke var den kønneste.