Fodboldloven rummer en god del regler, som lever et fredeligt liv uden for rampelyset – og så meget desto større er chokket selvfølgelig, når en dommer pludselig formaster sig til at bringe dem i anvendelse.
Imidlertid skal man altid huske på, at det jo ikke er tilfældigt, at reglerne er der – fodboldloven revideres faktisk temmelig grundigt hvert år, så der er ikke bare tale om, at vi har at gøre med en regel, som har dukket sig så meget, at man har glemt at slette den.
Anledningen til, at jeg skriver det, er, at vi i OL-semifinalen for kvinder mellem Canada og USA løb ind i én af disse ‘Hold da op, det bliver der da aldrig dømt for’-regler, nemlig reglen om, at målmanden kun må kontrollere bolden i seks sekunder, før han/hun skiller sig af med den.
Det overtrådte den canadiske målmand Erin McLeod med 12 minutter igen, da Canada ellers førts 3-2 mod storesøster og favorit USA. Det fik katastrofale følger – for ved udførelsen af det indirekte frispark kom der en canadisk forsvarshånd på bolden, og så endte det med et straffespark og udligning – og i sidste ende en USA-sejr på 4-3 efter forlænget spilletid.
Lad mig starte med at aflive argumentet ‘Det bliver der da aldrig dømt for’. Det holder ikke en meter og svarer nærmest til den hellige forargelse over at få en fartbøde på motorvejen, når nu naboen gør det hver dag. Fodboldloven er nu engang, som den er – og der er ikke nogen stiltiende aftale blandt dommere om, at det her fløjter vi altså ikke for.
Selvfølgelig er der noget, som fløjtes hyppigere for end andet, og man skal med i bagagen også altid have den berømte passus fra loven om, at dommeren skal undlade at fløjte for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser. Men hvis overtrædelsen virkelig er tilpas eklatant, er der altså ingen vej udenom – også selv om vi er ude i lovens hjørner.
Jeg var selv udenlands under kampen og har siden ledt højt og lavt for at finde et klip, der kan vise, hvad der egentlig foregik – uden held. Alle klip starter tilsyneladende dér, hvor frisparket er dømt og bliver taget – og så ser man straffesparksforseelsen.
Men jeg kan godt forestille mig, hvad der der er sket, når man tænker på, at vi har en OL-semifinale, og at de undertippede fører 3-2 med 12 minutter igen. Den målmand vil da ikke have travlt med at sætte bolden i spil igen, fuldt forståeligt. Men hvis det bliver til decideret forhaling og med en pæn overskridelse af de seks sekunder, så er der altså ingen vej udenom.
For de seks sekunder er ikke nogen ‘stopursregel’. Den erstattede i sin tid reglen om de fire skridt, og formålet er selvfølgelig som altid at få sat bolden hurtigt i spil igen, så tilskuerne kan få det, som de er kommet for – noget åbent spil. Oven i købet er det sådan, at de seks sekunder først regnes fra det tidspunkt, hvor målmanden har bolden i hænderne og er parat til at skille sig af med den. Man begynder altså ikke at ‘tælle’, hvis målmanden har reddet en bold helt ude ved den ene målstolpe, omgivet af modspillere, hænger fast i en mudderpøl e.l.
Nej, vi skal have målmanden i normal funktion og principielt klar til kaste eller sparke ud, før der regnes. Meget sympatisk træk over for målmanden. Og som sagt er det ikke nogen stopursregel. Ingen dommer ved sine fulde fem vil straffe en målmand, som i sine bestræbelser på at sætte bolden hurtigt i spil bruger syv sekunder på at styrte tværs gennem straffeesparksfeltet. Det er den tidsrøvende faktor, der skal straffes under denne regel.
Da reglen i sin tid kom, var der mange, som mente, at nu ville dommerne blive sat under voldsomt pres, fordi fanskarerne på endetribunerne uvægerligt ville begynde at tælle sekunder meget højt, så snart målmanden havde sikret sig bolden. Mit modargument var dengang som nu, at det ville næppe blive noget problem, for det kunne målmanden jo også høre, og så skulle han da nok skille sig af med bolden på slaget seks for ikke at løbe nogen risiko.
Reglen fungerer faktisk rigtig godt i det virkelige liv og har gjort alting meget lettere for alle. At der ikke dømmes så meget for den, hænger jo også sammen med, at målmændene generelt har fattet budskabet – og prøv engang at se på uret, hvor meget seks sekunder i virkeligheden er. Normalt er det rigeligt tid. Men alting kan selvfølgelig overdrives, og bliver det det – med forhaling for øje – koster det et indirekte frispark.
I gamle dage (dvs for cirka 10-15 år siden) kunne man bruge en hel instruktionsaften på målmanden alene. Der var alle mulige variationer omkring overtrædelser af fire skridts-reglen: gribe-gribe, fiste-gribe, gribe-fiste og hvad ved jeg. Nu om stunder kan målmanden klares i tre sætninger: Han må tage bolden forsætligt med hænderne i sit eget straffesparksfelt. Han må holde bolden i seks sekunder. Og ingen anden kan på lovlig vis få bolden fra ham inden for de seks sekunder. Punktum.
Fuldstændig ligegyldigt, om han er inden for målfeltet eller ej – ingen ekstra beskyttelse her. Den eneste grund til at spilde kridt på det felt er faktisk, at vi skal have et sted at sparke målspark fra. Mange tror stadig, at der er et eller andet magisk ved ‘det lille felt’ (hvem har for øvrigt nogensinde hørt straffesparksfeltet omtalt som ‘det store felt ‘ ??), men det er altså ren nostalgi.
Men denne aften gik det altså galt, og den canadiske målmand røg ud over de seks sekunder. Surt – og med til at flytte fokus fra, hvad der ellers synes at have været en forrygende fodboldkamp.
Det viser bare, at det er vigtigt, at spillerne på et eller andet niveau kender reglerne (det burde ikke være uoverkommeligt for en målmand at huske de tre sætninger ovenfor) og lader være med at udfordre skæbnen.
Det viser også, at godt nok er det vigtigt, at dommerne har fingerspidsfornemmelse og lukker øjnene for de bagatelagtige ting – men spillerne kan altså også bringe dommerne i en situation, hvor der bare ikke er noget valg, selv om det med sikkerhed ikke er den kendelse, som dommeren helst vil afsige.
Related Posts
Man bliver godt underholdt
Topopgørenes weekend