Nogle har nok funderet over et nyt navn, der pludselig figurerede på den lokale indrangeringsliste forleden, som indrangeret i 1. division.
Peter Kjærsgaard Andersen står på listen som KFD’er, fordi han flytter til København om kort tid.
“Grunden til at jeg flytter til København er faktisk min kæreste”, fortæller Peter. “Hun er netop færdiguddannet på CBS, og har fået job hos FLSmidth i Valby, så derfor flytter jeg også derover. Jeg fortsætter hos min nuværende arbejdsgiver Advizer, hvor vi rådgiver virksomhedsejere i forbindelse med køb og salg af mellemstore virksomheder (M&A Corporate Finance), men bliver blot flyttet fra vores kontor i Aarhus til vores kontor i København.”
Peter og kæresten rejser i øvrigt i hele juli måned rundt i Indonesien, men kommer hjem til flyttekasser og København sidst på sommeren.
“Vi har fundet en lejlighed på Frederiksberg, tæt ved Frederiksbergcentret og Frederiksberg have” slutter Peter, der glæder sig til at komme i gang for KFD.
Peter forenes i KFD også med brormand Simon, der er dømmer i KS.