Her til formiddag er indrangeringen for elitedommerne for det kommende efterår blevet offentliggjort.
Også i denne omgang er der gode nyheder for KFD.
Benjamin Leander er efter et overbevisende indstillingsforløb i foråret blevet forfremmet fra DS-dommer til elitedommer, og skal derfor debutere i 2. division efter sommerpausen.
Benjamin har været inde i det landsdækkende talentforløb over en periode, og har nu altså for alvor vist, at han er værd at satse på fremover.
Også Casper Thorsør Jr. har hen over foråret vist, at han er en af de helt store talenter blandt danske dommere lige nu. Efter målrettet arbejde, er han rykket fra 2. division til 1. division.
“Det er skide flot af vores to dygtige dommere, og der er helt sikkert store oplevelser i vente for dem selv, men også flot profilering og repræsentation af KFD i fremtiden”, jubler formand Bjarne Nigaard. “Der skal lyde et kæmpe tillykke til dem, og held og lykke med de nye spændende udfordringer, som der ikke er tvivl om vil blive klaret formidabelt!”
Den lokale indrangering for København offentliggøres den 10. juli 2012 efter kl. 14.