Jans Corner: Arme, hænder og albuer

Når disse linjer læses, har vi fået afviklet den mest spændende superliga-afslutning længe – og jeg sidder en uge i Italien til en U/19-semifinaleturnering. Det betyder også, at sidste superligarunde er gået hen over hovedet på mig, så skulle der være sket noget lovmæssigt spændende dér, er det altså ikke, fordi jeg pludselig er blevet ramt af en akut berøringsangst, at det ikke optræder i denne klumme, hvor det ellers rent deadlinemæssigt lige akkurat kunne nå at komme med.

I stedet vil jeg vende tilbage til dommernes og elitedommergruppens dialogmøde med klubberne i de to øverste rækker – og de tre punkter, hvor der var enighed hele vejen rundt om, at ensartetheden godt kunne være mere udtalt. Det handlede om albuer, forhaling af igangsættelser og ‘film’. Vi tager albuerne i denne uge.

Egentlig er den udbredte brug af arme og albuer et sådan relativt nyt fænomen – i hvert fald ifølge min helt uvidenskabelige fornemmelse. For 10-15 år siden var det ikke noget, man ofrede mange tanker på. Men i takt med, at spillet er blevet hurtigere, duellerne mere intense, og måske også flere bolde i luften, er det noget, som har vundet frem.

Endelig hører det også med, at vi nu i forhold til for 10-15 år tilbage møder et klart større udvalg af nationaliteter repræsenteret på de danske fodboldbaner. Forskellige måder at satse på, en mere kompromisløs tilgang til mand mod mand-dueller osv. osv. Og der skal ikke være tvivl om, at der også er rigtig mange danske spillere, der har fulgt med trenden, så efterhånden er der ikke nogen, der har ret meget at lade hinanden høre.

Tryk avler modtryk, og selvfølgelig er man nødt til at hænge på, som spillet nu udvikler sig på den geografiske plet, hvor man befinder sig. Med denne lille omvej håber jeg at have gjort det klart, at jeg ikke sigter til bestemte nationaliteter, men snarere bestemte spillertyper.

Hvad siger fodboldloven så egentlig om de berømte arme og albuer ? Vi skal som så ofte før have gang i § 12, som i bund og grund handler om alle de grimme ting, som fodboldspillere kan gøre imod hinanden – og hvilke sanktionsmuligheder dommeren har over for det.

I de internationale fortolkninger og danske afgørelser finder man afsnittet ‘Forsætlig brug af arme / albuer mod en modspiller skal vurderes som puf eller slag, alt efter omstændighederne , og dertil svarende personlig straf tages i anvendelse. Bringes modspillerens sikkerhed i fare ved handlingen, er straffen en udvisning.’

Ingen kunne formentlig forestille sig en fodboldkamp, hvor spillerne bare bevægede sig rundt med armene klinet ind til siden (når vi taler om ulovlig hands, er der godt nok (mod)spillere, som godt kunne forestille sig det, men det er en helt anden historie). Tilsvarende skal armene selvfølgelig på en eller anden måde med, når man bevæger sig op i luften, eller når der skal satses i en duel på jorden.

Der er bevægelser, som bare ikke kan undgås, når man løber eller springer. Armene bruges som et værktøj til at komme højere op eller længere frem. Men i det øjeblik armen bruges som et selvstændigt instrument eller direkte våben, begynder alarmklokkerne at bimle. Den helt centrale skelnen for dommeren her er, om armen / albuen bliver brugt som ‘redskab’ eller ‘våben’.

Mange spillere (og lejlighedsvis nogle trænere) bruger den klassiske undskyldning ‘Jeg er nødt til at bruge armene for at beskytte mig’. Det kan vel oversættes til: ‘Hvis ikke jeg gør det ved ham først, gør han det ved mig !’. Godt nok er det altid rart at være forberedt, også i en fodboldkamp, men det er nu svært at bruge nødværge på forventet efterbevilling.

Nogle spillere har udviklet en rigtig fiks teknik, hvor armene ganske vist bruges til at komme højere op – men når man så er deroppe, sker der en overgang fra redskab til våben, idet armen i sidste øjeblik svinges i retning mod modspilleren. Undskyldningen vil sikkert være, at det er for at holde ham væk – jo tak, men han har også lov til at være der, og rammer man ham, er man godt på vej ned i hængedyndet.

Når dommerne skal vurdere eventuel advarsel eller udvisning i forbindelse med en forseelse omkring arme eller albuer, kommer en række faktorer i spil. Den ene er nævnt ovenfor. Når modspillerens sikkerhed sættes på spil, er der kun én vej: en udvisning. Det er jeg ret sikker på, at alle fodboldelskere også kan nikke til, uanset om forseelsen foregår ved benene eller som her over bæltestedet. Det primære formål for dommerne – og et af de mantraer, som også kommer til at gå igen ved instruktionen til EM-dommerne, er ‘Vi skal beskytte spillerne’.

Taler vi om et regulært slag, er vi uden diskussion i udvisningskategorien. Taler vi om et puf, hvor hensynet tilsidesættes, og spilleren ikke tænker på de konsekvenser, som modspilleren kan løbe ind i (uden at han nødvendigvis gør det), er vi ovre i kassen med advarsler. Med andre ord: Er der en fornuftig grund til, at armen er, hvor den er ? Hvilken kraft bevæges den med ?

Er den rettet mod modspilleren for at holde ham væk ? Ved mange af de eksempler, som vi har fanget på DVD gennem årene, er det tydeligt, at synderen med et yderst diskret øjekast orienterer sig om, hvor modspilleren er henne, før armen strækkes helt igennem. Det er forbandet svært for dommeren at fange – men taler selvfølgelig imod, at handlingen bare var en tilfældighed.

Jeg vil også godt som afslutning slå et slag for mit eget helt personlige check-spørgsmål, som ikke står nogen som helst steder: har dette i det hele taget noget med fodbold at gøre, eller har vi skiftet sportsgren ? Er man holdt op med at spille fodbold, ligger udvisningen også lige for på sølvfadet..