Jans Corner: Dialogmøde

Hvert år har jeg som det sidste før sæsonstart brugt en klumme på at fortælle om de nye lovændringer samt de retningslinjer, som dommerne specielt har fået udstukket. Retningslinjerne blev i mange år til ved et møde mellem ‘fodboldspillets parter’, som det så smukt kaldes – og de var der alle sammen, med undtagelse af tilskuerne.

Repræsentanter for dommere, spillere, klubber, klublæger, interesseorganisationer som Divisionsforeningen og Spillerforeningen, plus diverse DBU-udvalg og grupper. Nogle år havde vi også repræsentanter fra pressen med. På mødet diskuterede man så ud fra et oplæg, som vi i elitedommergruppe og lovgruppe havde strikket sammen ud fra det, som vi så som trends og mulige eller potentielle problemer fra den forløbne sæson.

Vi har i et par år tumlet med at få shinet dette retningslinjemøde op til en mere tidssvarende form – og også en form, som kan give de umiddelbare interessenter, klubber, spillere og dommere, et større udbytte. Og egentlig er selve begrebet ‘retningslinjer’ jo noget lidt mystisk noget.

Kampene spilles efter fodboldloven, og når jeg har været i mit mest provokatoriske hjørne, har jeg for argumentets skyld hævdet, at hvis dommerne i øvrigt dømte efter fodboldloven, havde vi slet ikke brug for retningslinjer. Samtidig har de få punkter, som er blevet fremhævet, hvert år ofte fået folk til at tro, at dette var det eneste saliggørende, og dermed har emnerne trukket endnu mere fokus, end det var meningen – hvilket betød, at andre ting gled i baggrunden. Hvorefter det så var dem, der skulle frem som retningslinjer året efter osv. osv.

I år havde vi inviteret til et dialogmøde med repræsentanter for klubber i superligaen og 1. division, typisk træner og anfører, sammen med dommerne i de samme rækker. Der var mødt et rigtig pænt udsnit op, og det viste sig som en form, som vi selv var rigtig godt tilfredse med (læs: fik rigtig meget ud af). Det nytter jo ikke noget, at vi selv tænker os frem til de områder, som vi føler er problematiske, hvis klubberne oplever, at skoene trykker et helt andet sted.

Vi havde hver især en række punkter med i bagagen, og selv om der var overlap, kom vi langt mere rundt, end man kunne forestille sig. Klubberne ville gerne drøfte ting som tidstillæg; den dialog, som udspiller sig mellem dommer, spillere og 4. dommer; protester, kravet om farvelighed mellem strømper og strømpetape – og et ikke specielt lovmæssigt, men da uhyre centralt spørgsmål som talentudvikling (af dommere, vel at mærke).

Dommerne kom med emner som protester og klubbernes holdning til ‘film’ – og selv havde vi i elitedommergruppen og lovgruppen yderligere ting som tacklinger/kortfarve og forhaling af igangsættelser med.

Og så blev der ellers udvekslet meninger på kryds og tværs – sagligt, men også med plads til drillerier og humor. Når man ser de ting, som rammer avisoverskrifterne efter en spillerunde, kunne man som udenforstående sikkert godt tro, at det var alle modpolerne, der var anbragt i samme lokale, men sådan føltes det absolut ikke – snarere som forskellige grupperinger, som havde forskelligt fokus og forskellige indgangsvinkler på samme sag, men som alle gerne ville have det bedste fælles resultat ud af det.

En enkelt klub havde endda medbragt DVD-klip, som man gerne ville diskutere – mægtig idé, som forhåbentlig flere vil benytte sig af. Og interessant nok viste det sig, at både klubber, spillere og dommere havde det samme højeste ønske: at der var konsekvens i den måde, som der blev dømt på, så man vidste, hvad man kunne forvente. Vel kan man aldrig få nøjagtig samme vurderinger, medmindre vi begynder at klone dommerne (hvad de fleste nok vil betakke sig for), men kendelserne skulle gerne falde inden for den samme skive.

Lige netop konsekvensen var også formålet med de gamle retningslinjer, men der var som skrevet ovenfor nogle bivirkninger. Vi brugte også en del krudt på forskellen på de ting, dommeren skal skride ind overfor, og de områder, hvor han kan skride ind (altså hvor det er muligt at udvise den berømte fingerspidsfornemmelse).

Konklusionen på det hele blev, at der var tre punkter, hvor konsekvensen godt kunne forbedres: brug af albuer, forhaling af igangsættelse (sparke bolden væk o.l.) og ‘film’. Uden at det bliver til egentlige retningslinjer på eliteplan, for sådan nogle kommer der ikke i år (for første gang i over 30 år), er det de områder, hvor dommerne vil have primært fokus på at blive mere ensartede – uden at glemme alt det andet, de skal håndhæve. Men der var også masser af andre gode forslag fra klubberne med det sigte at gøre livet lettere for alle, f.eks. hvordan kunne man undgå, at punkterne gik i glemmebogen i løbet af turneringen hos både dommere og spillere.

Kunne dommeren runde omklædningsrummene i god tid før kampen og give en ‘reminder’? Kunne man udfordre spillerne mere på reglerne? For at undgå unødig panik omkring strømper og tapefarver, kunne man så give en vejledende forhåndsgodkendelse af strømpetape samtidig med den centrale farvesammenligning af alle hjemme- og udebanedragter, der i forvejen sker før sæsonen for at undgå sammenfald? Kunne man tage endnu en tur og prøve at gøre TV mere interesseret i regelsiden, så vi fik udryddet de værste misforståelser i kommentarerne? (Bemærk, at det kom fra klubside!).

Så dialogmødet kan meget vel være noget, der er kommet for at blive. De næste klummer vil – med de sædvanlige forbehold for ændringer – prøve at gå lidt dybere i de tre områder albuer, forhaling og film, ligesom vi selvfølgelig skal runde de anvisninger, som EM-dommerne har fået at gå efter – inden vi alle skal have firkantede TV-øjne i juni.