Jans Corner: Off side igen igen…

I den klumme efter nytår, hvor jeg gjorde status over 2011, skrev jeg bl.a., at vi havde været langt omkring, men af en eller anden grund var offside-situationer underrepræsenteret i årets skriverier. Det må der da være rådet bod på efterhånden, for nu skal vi – som antydet i sidste uge – til det igen.

Helt eksakt tilbage til den 21. april og mødet mellem Barcelona og Real Madrid, som var starten på en skrækuge for Barcelona. Reals første mål var en rigtig tricky sag, hvis vi ser på mulig offside, og havde næsten hele reglen i sig. Kommentatorerne Wieghorst og Tøfting fik faktisk sagt rigtig mange fornuftige ting om situationen i pausen, hvor den blev analyseret.

Lad os starte med at slå fast, at linjedommeren ser ud til at være i en perfekt position til at vurdere, hvad der sker – direkte på linje med næstsidste modspiller – det fikspunkt, som ingen del af angriberens hoved, krop eller fødder må have passeret, når medspilleren spiller bolden, hvis han skal undgå at være i en offside-position. Bemærk at armene ikke ‘tæller med’ – det får en betydning lige om lidt. Ud over næstsidste modspiller skal angriberen naturligvis også have passeret bolden.

Reals Pepe header en bold på mål fra siden af målfeltet med Barcelonas Adriano nærmest hængende på nakken. Inde foran mål står yderligere to Real-spillere, som begge befinder sig mellem bolden og mållinjen, så nu er den del af offside-reglen i hvert fald opfyldt. Den forreste er Khedira – den bageste, så vidt jeg husker, Ronaldo. De tre står næsten på linje, men så godt jeg kan vurdere fra den lidt skæve kameravinkel, er Khedira marginalt offside og Ronaldo marginalt onside.

Hele synsindtrykket bliver oven i købet lidt flimrende, fordi Adrianos arm er strakt langt ud til siden ned mod mållinjen – men forsvarernes arme er også uinteressante i relation til offside-position. Vi bekymrer os kun om hoved, krop og fødder.

Så langt har vi konstateret en Khedira i offside-position – næste trin er at finde ud af, om han skal straffes for at være i den. Det skal han, hvis han indvirker på spillet (rører en bold, som kommer fra en medspiller), generer en modspiller (er en fysisk hindring eller gestikulerer / bevæger sig og derved distraherer), eller opnår en fordel af sin offside-position (rører en bold, som kommer retur fra målstang, overligger eller modspiller – ved modspilleren dog ikke, hvis der foreligger en ny spilfase).

Målmand Valdes refleksparerer Pepes forsøg. Så langt er der ingen ny spilfase. Bolden springer ud mod de to Real-spillere og Puyol, som nu er nået tilbage. Khedira og Puyol går begge efter bolden, og tilsyneladende forsøger Puyol nærmest at dække bolden, så Valdes igen kan få sikret sig den. Nu stopper vi filmen igen – for hvis dommeren skønner, at Puyols aktion kommer af, at han distraheres af den Khedira, som i en offside-position bevæger sig efter bolden, skal Khedira straffes for at genere en modspiller.

Splitsekundet efter fumler Puyol rigtig meget og rører tilsyneladende bolden en anelse, før Khedira får den sidste fod på, så bolden ender i mål. Hvis Puyol virkelig rører bolden, ser tingene helt anderledes ud, for han har ved hele sin aktion fra starten forsøgt at kontrollere bolden, og da han nu rører den, foreligger der derfor en ny spilfase, og Khedira er ikke strafbar offside.

Pyha. Konklusion (i hvert fald fra mig): jeg ville på ingen måde have protesteret – i virkeligheden snarere foretrukket – hvis Khedira var blevet dømt offside for at genere en modspiller allerede i første fase, men da han nu ikke blev det, bliver han straffri i anden fase, hvor Puyol ved sin berøring løser ham. En situation, som er ud over det sædvanlige – mange vil gerne putte tingene i små trygge kasser, men tingene er nogle gange bare ikke sorte eller hvide, og de vigtigste ord i fodboldloven er stadig ‘efter dommerens skøn’.

Og så er der minsandten plads til at besvare et læserspørgsmål. Der kommer jævnligt gode forslag til emner og direkte spørgsmål – og de er mere end velkomne. Nogle gange må de bare vente lidt, fordi det lige skal passe med en klummelængde.

Men en læser har spurgt ind til FCKs Cesar Santins ualmindelig langsomme tilløb på straffesparket mod AaB i søndagskampen. Må man virkelig det – for man risikerer jo, at målmanden på et eller andet tidspunkt vælger side, og så er sparkeren jo i princippet sikker på mindst et omspark ?

Straffesparket er vel fodboldens svar på det gamle vilde vestens mand mod mand-duel – vi har en målmand og en sparker, ingen andre har mulighed for at gribe ind i udførelsen, og de to kombattanter må til gengæld gerne prøve at finte hinanden. Der er et par begrænsninger:

Målmanden må ikke forlade sin mållinje, før sparket er taget (men må f.eks. gerne svinge med armene, bevæge sig frem og tilbage på linjen osv.). Sparkeren må gerne finte i tilløbet, men fælden klapper, i det øjeblik han er nået helt hen til bolden og har sat sidste fod i jorden for at sparke. Så skal han også gøre det og altså ikke f.eks. træde over bolden eller bremse helt op.

Ud over disse to ting er der selvfølgelig også fodboldlovens almindelige overgrænse, som ligger i, at aktionerne ikke må udgøre usportslig opførsel, men så er vi altså også langt ude i hegnet og ovre i det ekstremt sjældne. Så der er ikke noget i vejen med et langsomt tilløb – man kan for den sags skyld lade det foregå i gang og stoppe undervejs – bare det sker, før man er kommet hen til bolden.

Af en eller anden grund tror endda rigtig mange (også i dommerkredse !), at der ikke må være ‘stopmoment’ i tilløbet og er helt sikre på at have læst det i fodboldloven – mig bekendt har det aldrig nogensinde stået der, men jeg er altid villig til at blive klogere.