Jans Corner: Oprydning i dyngerne…

Som skrevet sidst går det godt nok stærkt lige nu – og med tanke på, at der senere på ugen (som det hedder, mens jeg skriver disse linjer) venter semifinaler både i landspokalturneringen, Champions League og Europa League, er det vist med at få bundet et par sløjfer, mens læserne stadig kan huske situationerne.

Vi har et føringsmål til AaB mod AGF mandag til trods for, at linjedommeren havde vinket for offside – og fra påsken har vi en udvisning til p.t. hårdt prøvede OB: Anders Møller Christensen for berøvelse af en oplagt målchance. Lad os se, om det kan lade sig gøre at kile de to ind i en enkelt klumme.

Vi begynder langfredag i Odense, hvor udvisningen kommer i 1. halvlegs døende sekunder. En lang aflevering sender Martin Spelmann fra Horsens af sted mod mål. Ind kommer fra siden OBs Anders Møller Christensen, griber tydeligt ud efter Spelmann og får kontakt. Spelmann fortsætter sit løb nogle meter og får afsluttet inde i feltet, dog klart ude af balance og stadig skarpt forfulgt af AMC. Så lyder fløjten til et frispark uden for feltet og en udvisning.

Lad mig starte med at slå fast, at det efter dommerens udsagn ikke er en mulig fordelsregel, som er i spil her – fløjtet kommer blot sent, fordi han vil orientere sig, om forseelsen er begået inden for eller uden for feltet. Men lovmæssigt er det meget sjovere at beholde fordelsreglen i synsfeltet, så nu bliver det til en ‘hvad nu, hvis…’-situation, hvilket jeg håber, at læserne er med på, blot for eksemplets skyld. Fordelsreglen vender jeg tilbage til lige om lidt.

Foreløbig skal vi se på selve forseelsen. Ved andre lejligheder er der på denne plads blevet tæsket meget rundt i begreberne satset, hensynsløst og unødig stor kraft (svarende til intet kort, gult kort og rødt kort). AMC’s holde-forseelse er i sin udførelse ikke mere end satset, så den bør ikke i sig selv betyde kort. Men der er nogle få steder i fodboldloven, hvor man ud over selve udførelsen også går ind og ser på hensigten med forseelsen: f.eks. når man bremser et lovende angreb (advarsel) eller berøver en oplagt scoringsmulighed (udvisning).

Ser vi på de parametre, som er i spil ved vurdering af en sådan berøvelse, er det ting som afstanden til målet, angriberens kontrol over bolden eller mulighed for at få det, spilretningen, forsvarsspillernes antal og placering – og endelig på bundlinjen: hvordan havde verden set ud, hvis forseelsen ikke var blevet begået, havde der så været en oplagt scoringsmulighed? Det er svært ikke at nikke hele vejen rundt – Spelmann havde haft helt frit løb, hvis den arm ikke var kommet i vejen. Så udvisningen er éntydigt korrekt, som den er – og lad os så lege med fordelsreglen. Ville man kunne bruge den i forbindelse med en udvisning?

Vores generelle kraftige råd til dommerne er ‘Lad være’ – medmindre fordelen er på størrelse med et fleretages hus, der er et tomt mål lige foran angriberen e.l. Det hænger sammen med, at hvis fordelen nu kikser, har vi en spiller løbende rundt på banen indtil næste spilstop, som reelt skal udvises – og han ville i den yderste teori kunne nå at score i mellemtiden. Ikke heldigt. Men lige akkurat ved berøvelse af scoringsmulighed kan der ofte komme andre ting indover.

Hvis angriberen nu vrister sig fri og kan fortsætte sit løb, er der jo ikke berøvet noget som helst, og så bliver det maksimalt til en advarsel til synderen ved næste spilstop. Dommeren har ved en fordelsregel nogle få (læs 2-3) sekunders fortrydelsesret: bliver fordelen ikke til noget, kan han straffe den oprindelige forseelse.

Så hvis spilleren falder over sine egne fødder inden for de 2-3 sekunder, er scoringsmuligheden stadig berøvet, og vi kan gå tilbage og give frisparket og udvisningen. Når spilleren frem til at afslutte uhindret, men bare ikke rammer målet, har han fået sin fordel og sin chance, og så er det bare ærgerligt – forsvareren får stadig sin advarsel ved næste spilstop, men det er så det. Pyha.

Offside-situationen i Aarhus mandag aften er også én af klassikerne. Vi har AaBs Rasmus Würtz, som sender en bold ind i straffesparksfeltet med retning mod et par angribere, bl.a. Nicklas Helenius i en marginal – men sikker nok – offside-position. Sådan en offside-position vurderes, hver eneste gang en medspiller rører bolden, dvs. ved Würtz’s pasning. Men nu er det jo i princippet tilladt at stå i offside-position i en hel kamp (eller i hvert fald en hel halvleg).

Man skal foretage sig noget aktivt for at blive straffet, nemlig enten indvirke på spillet (røre den bold, som kom direkte fra medspilleren), genere en modspiller (ved fysisk at hindre eller distrahere ham ved sin bevægelse eller gestikuleren) eller opnå en fordel af sin offside-position (røre en bold, som springer tilbage fra en modspiller eller en målstang/overligger). De ting, som står i parenteserne her, er definitioner på de kursiverede vendinger, dvs. egentlige fagudtryk og ikke i overensstemmelse med normal dansk sprogbrug – lige akkurat det, som kan gøre kommunikationen uhyggelig svær. Det er ikke sådan med den jura…

Her skal vi have fat i begrebet opnå en fordel, for bolden heades af AGFs Martin Jørgensen over til Helenius, så nu kommer den fra en modspiller. Men hele pointen er, at den ikke springer tilbage fra en modspiller, for Jørgensen har gjort et aktivt forsøg på at kontrollere bolden. Når han har gjort det og ikke bare er blevet ramt som en anden telefonpæl, foreligger der en ny spilfase, og så er offside-positionen fra dengang, hvor bolden blev spillet af Würtz, ophævet.

Så dommeren gør det rigtige – og linjedommeren er langt hen ad vejen undskyldt, for det kan være svært fra hans vinkel at vurdere, om Jørgensens kontakt er forsætlig eller ej. Så er der kun muligheden at markere offsiden og lade dommeren fra hans bedre vinkel tage afgørelsen – hvilket han heldigvis også gjorde, og med det rigtige resultat.