De to samarbejdsparter KFD og DBU-Kbh afvikler løbende samarbejdsmøder, hvor der er mulighed for at evaluere de igangsværende fælles aktiviteter, komme med nye idéer, og justere efter behov på samarbejdet.
I dag afholdt de to parter netop sådan et møde, og stemningen var bestemt præget af det milde forårsvejr over København i dag.
“Vi har til stadighed et rigtigt godt samarbejde, hvor begge parter tydeligvis får gavn af hinandens kompetencer”, fastslår KFDs bestyrelsesmedlem Lars Møller Hansen.
Han deltog i mødet for KFD sammen med formand Bjarne Nigaard. For DBU-Kbh deltog administrationschef Jan Kristensen og formand Henrik Ravnild.
På mødet blev bl.a. evalueret på DC12, og der blev lavet de indledende øvelser til en fremtidig fælles strategi for fastholdelse og rekruttering.
DBU-Kbh kunne også meddele, at KFDs to forslag om hhv. linjedommere i serie 1, og om forsøg med time-out i udvalgte kampe, begge fortsat er under positiv bearbejdelse.
“Vi fik at vide, at time-out, dog under et andet navn, bliver indført som forsøg i en udvalgt række fra efteråret”, fortæller Lars Møller Hansen. “Spørgsmålet om linjedommere i serie 1 er under ‘urafstemning’ blandt klubberne, og hvis tilstrækkeligt mange af dem er med på idéen, så bliver det også en realitet fra efteråret.”
Nordisk udveksling, Fair Matchday, og den aktuelle uddannelsessituation var også emner, der var på bordet under dagens møde.
“Vi gik fra mødet med en række konkrete og konstruktive aftaler om det videre forløb på flere punkter, så jeg glæder mig på KFDs vegne til det kommende samarbejde”, slutter Lars Møller Hansen.