Jans (påske)Corner: Dommerne er også et hold

Det kunne godt have været bestilt arbejde, at der i en påskeuge med uhyrlig tidlig deadline som denne kom en situation i den sene superligakamp søndag, der lå lige til klummeskriverens halvsløve højreben. Men det var det nu ikke. Ikke desto mindre var den en klassisk situation med indbygget sprængstof.

Brøndbys Mikkel Thygesen kæmper sig ind i straffesparksfeltet ude fra fløjen, tæt fulgt af OBs Mendy – så tæt fulgt, at der er kontakt mellem dem, hvorefter Thygesen går omkuld. At dømme efter dommerens bevægelsesmønster har han ikke tænkt sig at dømme noget, men absolut nederst i billedkanten kommer flaget fra linjedommeren op – vel godt 10 meter fra situationen.

Uden at stoppe ændrer dommeren løberetning og fortsætter mod straffesparkspletten – og så tager løjerne ellers fart. Vilde protester – men straffesparket er dømt. Og at dømme efter TV-billederne fuldt ud korrekt, for Mendys arme har godt og grundigt fat i Thygesen. Hvoraf kommer da al panikken?

Uden tvivl fordi det er linjedommeren, der formaster sig til at dømme det. Det er fuldt ud efter bogen, at det sker på denne måde, men det er alligevel så tilpas sjældent, at en afgørende kendelse som et straffespark falder på den måde, til at urinstinkterne kommer op i spillerne.

En enkelt spiller blev efterfølgende citeret for noget i stil med, at så kunne man lige så godt spille uden dommer, for man måtte forlange, at dommer og linjedommer var enige om så afgørende kendelser.

Man må håbe, at han enten er blevet fejlciteret eller er blevet fanget på det forkerte ben på et tidspunkt, hvor det havde været klogere at tie stille, hvilket vi alle har prøvet – for det vidner ikke om den store forståelse for det game, som han er med i. Et fodboldhold består på banen af 11 spillere, og hvis markeringen smutter for en mand, er der forhåbentlig en kollega, som tager over og redder stumperne, så man ikke kommer bagud. Dommerne er også et team, og hvad den ene ikke ser, ser den anden måske fra en bedre vinkel, og så dømmes det selvfølgelig. Hovedsagen er, at kendelsen bliver korrekt på bundlinjen – uanset, hvordan man er nået derhen. Længere er den sag ikke.

Det er meget sjovt at skrue tiden nogle ganske få år tilbage, hvor det helt store tema herhjemme fra klubside var, at der skulle gives mere ansvar til linjedommerne, så de kunne gå ind og tage de kendelser, hvor dommerens udsyn var dækket, eller hvor vinkelen bare var dårligere. Det har også været en klar tendens internationalt – så sent som i forrige uge på instruktørkursus i FIFA/UEFA-regi diskuterede vi også linjedommerens ret og ikke mindst pligt til at tage ansvar.

Det var faktisk også et af vores temaer på elitedommernes træningslejr for godt en måned siden, hvor vi havde en flok DVD-eksempler fra sidste sæson, hvor det enten var gået rigtig godt – eller knap så godt eller det, der var værre. Endnu sjovere er det at tænke på, at fodboldloven faktisk altid har givet muligheden for det, for det hedder bare sort på hvidt, at ‘linjedommerne skal hjælpe dommeren med at afvikle kampen i henhold til loven’.

Omvendt er der heller ingen tvivl om, at det efter fodboldloven er dommeren, der er chefen, og det er ham, der i den instruktion, som går forud for hver eneste kamp, fortæller, hvad det er, som han personligt gerne specielt vil have hjælp til.

Men efterhånden er instruktionerne nu meget standardiserede (f.eks. rummer den danske udgave af fodboldloven nogle anbefalinger til, hvad den passende kan gå ud på), og vi er gudskelov langt fra den model, som ofte blev praktiseret, da jeg selv var på linjen for snart mange år siden, hvor en standardbemærkning fra dommeren kunne være ‘Straffesparksfeltet skal I ikke blande jer i – det klarer jeg selv.’ Og det gjorde han da også – som oftest. Men når det så gik galt, og forseelsen var begået ude ved den linjedommer, som ‘efter ordre’ var passiv: gæt så, hvem der fik møgfaldet…

Det er fuldstændig det samme, som gør sig gældende omkring de to ‘additional assistant referees’ (vi er stadig ikke rigtig blevet enige om, hvad vi skal kalde dem på dansk) bag målene, som man ser i Champions League, Europa League og nu også ved EM til sommer. Mange tror – det kan jeg i hvert fald fornemme på de spørgsmål, som jeg får – at de kun er der for at holde øje med, om bolden går i mål eller ej, men de er faktisk, ganske som linjedommerne og fjerdedommeren, ekstra øjne for dommeren.

De har fuld bemyndigelse til at skride ind for hvad som helst, som han på forhånd har instrueret dem om. De herrer, som vi ser i TV i den funktion, er selv internationale dommere og ikke linjedommere, så de ved godt, hvad det handler om. Jeg skal være den første til at medgive, at den kunstneriske udførelse ikke altid har været prangende – personligt tror jeg, at der er nogle breddegrader, hvor dommerne har mere lyst til at give ansvar fra sig end andre – men omvendt ved jeg, at de kommer med væsentlig flere input, end det umiddelbart ser ud til.

De har bare ikke den store mulighed for personlig markedsføring, fordi de kun kan kommunikere med deres headset og den bip-flagstang, som de har i hånden, og som sender til en modtager på dommerens krop. Når de ikke har mere end det, er det fordi ingen har interesse i at få udstillet en uenighed om noget, som begge parter har set, og hvor begge mener at have ret, bare fra hver sin vinkel. For selvfølgelig er det i sidste ende dommeren, som har den endelige afgørelse, og derfor vil man heller ikke se linjedommeren reagere på noget, hvor dommeren har frit udsyn og god vinkel. Men ellers vil han gøre det – og det var det, der skete i Brøndby.

Med andre ord: på højeste niveau er der fire til seks par øjne, der vurderer situationerne. Dommeren samler input via sit headset – og skidt med, hvem der har givet hvor mange procent til inputtet, bare bundlinjen bliver rigtig. Som den blev i Brøndby – OB.