Jans Corner: Statistik og kort

Det er en jævnligt tilbagevendende diskussion, om dommerne nu har strammet eller slækket på linjen. Det er en helt klassisk følelse, at der falder flere kort i de første runder end ellers, og med mellemrum forsøger journalister med kuglerammen i hånden at påvise, at der er givet flere kort i denne sæson end i forrige, at nogle dommere giver flere eller færre kort end andre osv.

For mig tages prisen af en international såkaldt videnskabelig undersøgelse, som for et par år siden koblede dommernes nationalitet, antallet af kort og fordelingen på hjemmehold og udehold sammen.

Det er ganske rigtigt en tendens, at der uddeles flere kort i de første runder end ellers. Nogle tilskriver det, at dommerne lige har været på kursus og fået genopfrisket kriterierne – muligt, men en mindst lige så plausibel medvirkende årsag kunne være, at spillernes timing i de første runder på rigtigt græs ikke nødvendigvis er helt på toppen, og det betyder, at flere tacklinger går galt, eller at der må gribes til ulovlige midler for at afhjælpe konsekvenserne af det mistimede indgreb.

Under alle omstændigheder er det værd at understrege, at et kursus altid har til hensigt at gøre dommernes linje så ensartet som muligt – og det kan såmænd både betyde flere og færre kort, alt efter hvor den enkelte har ligget i vurderingen af en konkret type situationer. Og ensartetheden er netop, hvad klubber (og uden tvivl også tilskuere) efterspørger.

Vi vil forståeligt nok gerne være trygge ved hinanden. Ikke desto mindre vil dommere, uanset hvad pokker vi (og de) gør, efter en sæson ikke have uddelt samme antal kort – og det er naturligt nok, for det er jo ikke de samme kampe, som de har dømt. Dommer A endte måske i en given kamp med fem gule og ét rødt – og dommer B i samme runde med to gule og ingen røde. Det er omkostningsfrit at påstå, at dommer B derfor er flinkere og dommer A skrappere, for ingen ved, hvordan verden havde set ud, hvis de havde dømt hinandens kampe.

Det er også et faktum, at der gives flere kort i dag end for f.eks. ti år siden. Er det så, fordi dommerne er blevet mindre tolerante? Muligt – men det kunne lige så godt afspejle den kendsgerning, at mens en fodboldspiller i dag har stort set det samme antal kvadratmeter at muntre sig på som for 150 år siden, er træningsmetoderne blevet bedre, spillerne fysisk stærkere, spillet hurtigere, boldene hurtigere osv osv – hvilket alt andet lige giver mere fysisk spil og flere potentielt strafbare situationer.

Ligeledes er det en objektiv kendsgerning, at hjemmehold får tildelt flere straffespark end udehold. Ifører man sig de konspirationsteoretiske briller, kan det være, fordi alverdens fodbolddommere favoriserer hjemmeholdene. Tænker man på, hvordan en fodboldkamp ofte former sig, kunne det også være, fordi det tit overlades til hjemmeholdet at skabe kampene, de har mere at vise på hjemmebane og spiller typisk længere fremme på banen og kommer derfor oftere ind i straffesparksfeltet.

Man kunne vandre ned ad denne vej i timevis – men det tjener sikkert kun til at understrege det gamle faktum, at fodbold spilles af mennesker for mennesker og vurderes af mennesker – og at den amerikanske humorist Mark Twain måske ikke var så langt fra sandheden, da han kom med bemærkningen, at han kendte tre slags løgn: løgn, forbandet løgn og statistik.

Ser man på danske dommeres linje i forhold til deres kolleger i andre lande og den linje, som man tilstræber internationalt, kan man til gengæld komme lidt nærmere på noget, som ligner en objektiv vurdering. Vi tilstræber herhjemme altid, at vores linje ligger så tæt som muligt på den linje, som UEFA og FIFA udstikker ud fra de tendenser, som ses internationalt.

Når en bestemt type spil eller en bestemt forseelse er begyndt at dukke op internationalt, varer det ikke længe, før vi også møder den herhjemme. Så stor er udvekslingen af spillere på tværs af landegrænserne – og ikke mindst betydningen af de mange kampe, som transmitteres på TV.

Vi skylder både klubber og dommere herhjemme at følge de internationale tendenser – dels ville danske klubber med rette kunne angribe os for det, hvis de internationalt uforvarende blev straffet for ting, som de slipper af sted med i den hjemlige fodbold, og dels ville vores dommere blive mere eller mindre skizofrene, hvis de skulle dømme efter ét regelsæt hjemme og ét regelsæt internationalt for at kunne begå sig.

Jeg er lige vendt hjem fra FIFA/UEFA-kursus i Barcelona sammen med en flok ligesindede instruktører fra resten af Europa, hvor man prøvede at nå så stor en ensartethed blandt os som muligt, så vi kunne bære budskaberne hjem. For selv om fodboldloven er den samme, er der regionale udsving i omsætningen i praksis – nogle gange kulturelt betinget, nogle gange på grund af misforståelser, og andre gange bare, fordi sådan har man altid gjort.

På tapetet var bl.a. områder som voldsom adfærd og spil, som i alvorlig grad er utilladeligt (som det så smukt mundret hedder på ”fodboldlovsk”) over for den hensynsløse tackling (hhv. udvisning og advarsel), samarbejdet og kompetencefordelingen mellem dommer og linjedommer, vurderingen af strafbar offside, film (hvor man internationalt ønsker at køre en nultolerance, fordi det er simpelt snyd og ødelæggende for fodboldspillet), hands, beskyttelse af de gode boldspillere, berøven af oplagt scoringsmulighed, skadesbehandling og ikke mindst protester mod dommerkendelser – især den provokerende protest og den systematiske omringen af dommeren, ‘mobbing the referee’. Igen et nultoleranceområde.

Bølgerne gik højt i diskussionerne, og der skulle sluges en del nationale kameler undervejs – men jeg er rigtig glad for at kunne sige, at danske dommere ubetinget ligger midt på hovedvejen i forhold til den internationale linje, hvor andre lande har langt større udfordringer. En række af disse områder kommer jeg tilbage til hen over sæsonen.