Jans Corner: Fyrværkeri og baneløbere

Superligaen blev genoptaget på en måde, som man vil huske – men desværre ikke for det gode. Der er i de forløbne dage skrevet meget om alle de ting og sager, som foregik uden for kridtstregerne i kampen mellem AaB og FCK i søndags. Men når sådan en trods alt sjælden ting indtræffer, kan den selvfølgelig heller ikke bare forbigås her – så vi tager en tur til med fodboldlovens briller på.

Det glædelige ved alle skriverierne – selv om det er en besynderlig bagvendt glæde – er, at ingen har sat spørgsmålstegn ved dommerens dispositioner. Det har der heller ikke været grund til – men det er jo ikke altid, at det er et kriterium.

Fodboldloven giver dommeren ikke bare retten, men pligten til ‘efter sit skøn at standse, udsætte eller afbryde kampen på grund af enhver uvedkommende indblanding’. Den uvedkommende indblanding behøver på ingen måde at være så voldsom som her – det kan være vejrforholdene, som gør, at der enten er fare til stede (f.eks. tordenvejr) eller at det ikke er muligt at afvikle kampen efter fodboldloven.

Det sidste kunne være et kraftigt regnvejr, som har fjernet alle streger på banen, eller tågen, som gør det umuligt at konstatere, om bolden går i mål. Det er vigtigt at holde fast i, at kriterierne altså enten er fare eller umuligheden i at følge regelsættet – derimod kommer den rent sportslige berettigelse eller skønhedsværdien ikke ind i billedet.

Om der ligger nok så meget vand på banen, vil dommeren ikke aflyse, medmindre vandet decideret gør banen eller dens omgivelser farlig. Meget muligt, at hændelserne ikke får meget med fodbold at gøre, men forholdene er ens for begge hold. Man kan måske huske de sidste tre runder i efteråret, hvor vi efter tur og orden blev generet af masser af vand, masser af tåge og masser af blæst, men dog kom igennem, omend med nogle særprægede fodboldkampe til følge.

Fodboldloven siger heller ikke noget om, hvor længe en sådan udsættelse eller afbrydelse må vare – vi er her alene henvist til dommerens sunde fornuft og de oplysninger, som han kan skaffe sig på stedet. På et eller andet tidspunkt kommer der selvfølgelig et punkt, hvor man må beslutte sig endeligt, men der er ikke nogen stopursregel.

Så i Aalborg var alt helt efter fodboldlovens forskrifter: både udsættelsen før kampen for at prøve at højne sikkerheden ved en skærpet kontrol, de mindre afbrydelser undervejs, hvor røgen mindskede sigtbarheden, den store afbrydelse, hvor fyrværkeri blev kastet ind på banen og spillerne sendt i omklædningsrummene – og den afsluttende mindre afbrydelse, mens en baneløber blev nedkæmpet.

Det gav selvfølgelig lidt udfordringer i at holde styr på tiden – og specielt for medierne i at kommunikere, hvor lang tid der egentlig var igen. I TV blev der adskillige gange nævnt begrebet ‘effektiv spilletid’, og lad det være slået fast med de største søm, som værktøjsreolen rummer: sådan noget har vi ikke i fodbold (i modsætning til f.eks. ishockey).

Vi skal over i en anden paragraf, som giver dommeren igen ikke ret, men pligt til at kompensere for den tid, som går tabt ved udskiftninger, vurdering af skader, fjernelse af skadede spillere fra banen, forhaling af tiden eller anden årsag – men ikke bare, fordi bolden går ud af spil. For så ville vi have ‘effektiv spilletid’.

Typisk vil dommerne blot lade uret køre og inde i hovedet summere de vejledende 30 sekunder pr. normal udskiftning samt de større afbrydelser, der er – og så ender vi med en tillægstid (det hele minuttal, som man i højere rangerede kampe kan se en fjerdedommer vise på tavlen).

Men ved en decideret suspension af kampen (som det skete i 2. halvleg i Aalborg) er det mit gæt, selv om det ikke er krævet i loven, at dommeren simpelthen har standset sit ur og dermed billedlig talt sat tiden (og kampen) i stå. Hvis stadionuret gør det samme, har alle parter så også en nogenlunde fornemmelse af, hvor vi er henne, når kampen går i gang igen.

På TV valgte man at lade uret på skærmen køre, hvilket der ikke er noget galt i, men det krævede lidt hovedregning at regne ud, hvor vi var – indtil fjerdedommeren kom med sit tal for tillægstiden efter dommerens 90 minutter.

Lidt mere ærgerligt var spørgsmålet til dommeren efter kampen om, hvem det var, der ‘skulle gøres ansvarlig for det her’. Hvis præmissen for spørgsmålet er, at den almindelige seer ikke ved, at det slet ikke er dommerens departement, er spørgsmålet selvfølgelig OK, for det kom heldigvis også til at fremgå – men jeg håber sandelig, at journalisten selv kender ‘magtens tredeling’ på dette område.

Der er en lovgivende magt i form af fodboldloven og de retningslinjer, som lovgruppen og i dette tilfælde elitedommergruppen i DBU udstikker for, hvordan loven skal fortolkes og omsættes.

Der er en udøvende magt i form af en dommer, som i praksis omsætter disse regler på banen i den fodboldkamp, som spilles, samt indberetter de uregelmæssigheder, som han oplever.

Og der er en dømmende magt i form af et disciplinærudvalg, som udmåler straffe for de disciplinære forhold, der er indberettet – hvad enten det er spillere, som er blevet udvist,, eller der har været f.eks. problemer med tilskuerne.

Lige så lidt som dommeren vil begynde at lave sine egne regler på tværs af fodboldloven, vil han begynde at idømme straffe for de ting, som skal vurderes efter kampen. Tilsvarende vil et disciplinærudvalg heller ikke begynde at vurdere, om f.eks. en dommers straffesparkskendelse var korrekt eller ej. Så vi har tre kasser, som er fuldstændig adskilt – og godt det samme for det. Det var heldigvis også, hvad dommeren svarede, nemlig at han bare indberettede det faktuelt passerede – og så tager andre over.

Lad os håbe at det var al den dramatik af denne art, som vi fik i år – det er trods alt fodbold, det hele gerne skulle dreje sig om. Og som tilskuerne – bortset fra et meget lille, men desværre her meget synligt mindretal – kommer for at se.