Jans Corner: Udvisning før kampstart

Nogle gange er begrebet timing en sjov størrelse. Den seneste måned er jeg flere gange blevet spurgt om et ellers yderst upåagtet hjørne af fodboldloven – endda før eksemplet pludselig fik lidt aktualitet i forrige uge.

Spørgsmålene er kommet fra vidt forskellige steder i landet – og fra vidt forskellige kilder, både klubfolk og dommere. I al sin gribende enkelthed er casen: ‘Hvad gør man, hvis en spiller gør sig fortjent til en udvisning, før kampen er kommet i gang?’.

Fodboldlovens § 3 om spillernes antal er normalt ikke den, der kan bringe sindene i kog, men ikke desto mindre hører den til de længere af slagsen. Der skal tages stilling til sådan noget som minimumsantal spillere. Ved kampstart kræves mindst syv spillere på hvert hold, og internationalt vil man stoppe kampen, hvis man af den ene eller anden grund (skader, udvisninger) kommer under det magiske antal.

Til gengæld står det de enkelte lande frit for, om de lokalt vil trække i nødbremsen, hvis man runder de syv spillere, eller spille færdig uanset hvad. I Danmark spiller man til den bitre ende – og det gælder alle danske kampe, fra superliga til serie 6. Det hører nu også til de absolutte sjældenheder, at det bliver til et rigtigt issue, men det sker dog en gang imellem internationalt – i så fald typisk, når to vidt forskellige spillestile og tolerancetærskeler støder sammen, f.eks. ved et ungdoms-VM.

Så skal der stå noget om, hvordan man foretager en korrekt udskiftning (og hvad der skal ske, hvis man ikke gør det): spillet skal være standset, dommeren have besked, og spilleren på vej ind må ikke betræde banen ved midterlinjen, før den udskiftede spiller er kommet ud. Altså ikke 12 mand på banen på noget tidspunkt.

Sker det alligevel, er det spilleren, som er for hurtig, der får straffen i form af en advarsel – selv om mange tror det, er der ikke også en advarsel til ham, der er på vej ud, hvilket nu også ville være blodigt uretfærdigt.

Vi har også målmandsskift – med den lille detalje, at målmandens rettigheder følger målmandstrøjen. Så hvis nogen skulle finde på at bytte målmand incl. trøje, mens bolden er i den anden ende, og uden at dommeren ved det, bliver der altså ikke straffespark, første gang den nye målmand tager bolden med hænderne. Derimod to advarsler ved næste spilstop, for her er der to aktive syndere.

Paragraffen skal også forklare, hvad der sker, hvis et hold af en eller anden grund alligevel bliver 12 mand på banen under spillet – f.eks. hvis en spiller fra bænken kommer brasende ind. Ændret for en lille håndfuld år siden koster det nu et indirekte frispark, uanset hvem der løber ind, reserve eller udskiftet spiller.

Er det en træner, holdleder e.l., skal bolden falde. Det rigtig interessante er, at igangsættelsen i begge tilfælde er dér, hvor bolden var, da dommeren standsede spillet – og ikke hvor forseelsen fandt sted, som det ellers er alle andre steder i fodboldloven. Det skyldes, at dommeren jo normalt først vil opdage den ekstra person, når denne er kommet ind – og det ville være lige meget nok at bede synderen nøjagtigt udpege det sted, hvor han krydsede linjen, så vi kunne komme i gang dér.

Problemet med for mange personer på banen fylder to sider med relativt lille skrift i lovbogen, og helt galt går det, hvis der bliver scoret imens. Det skal jeg forskåne læseren for at traske igennem i detaljer. Derimod vende tilbage til udgangspunktet: Hvad sker der, hvis en spiller gør sig fortjent til en udvisning, før kampen går i gang ?

Loven konstaterer bare knastørt, at ‘En spiller, som er udvist inden kampens begyndelse, kan erstattes af én af de navngivne reserver. En navngiven reserve, som bliver udvist før eller efter kampens begyndelse, kan ikke erstattes.’ Og hvad er så ‘kampens begyndelse’?

Kampen er begyndt, når det første spark, begyndelsessparket, er udført korrekt: sparket fremad. Så der kan ske sjove ting under opvarmningen eller på vej ind på banen – eller sågar under fair play-håndtrykket før lodtrækningen. Hvis en spiller – vi kan jo kalde ham Suarez – ikke har lyst til at give hånd til en enkelt af modspillerne, som vi for eksemplets skyld kan kalde Evra, kan dommeren ikke gøre alverden ved det.

Det er et eklatant brud på almindelig høflighed – men ikke på fodboldloven. Om en turneringsmyndighed senere vil gøre noget ved det, er en anden sag. Men hvis Evra bliver så fortørnet, at han som reaktion slår Suarez direkte i jorden, har vi balladen. Nu er vi ovre i departementet for ‘voldsom adfærd’, og det er dommerens afdeling.

Evra skal udvises – og så må han efter loven erstattes af en af de navngivne reserver, så hans hold får lov til at starte med 11 mand. Det må det andet hold også, hvis Suarez som følge af slaget ikke er i stand til at spille kampen. Helt pikant er det så, at Evras hold logisk set nu allerede har brugt den ene af de tilladte udskiftninger (ligesom hvis man på grund af en bogholderifejl stillede med en mand fra kampstart, som egentlig var påført som reserve, og det først blev opdaget, når vi var i gang).

En eller anden konsekvens skal regelbruddet jo have – mens modstanderholdet, som er tvunget til at bytte en skadet spiller før kampstart, stadig har det fulde antal udskiftninger til rådighed. Vel at mærke, hvis turneringsreglementet ikke har en tidsbegrænsning på, hvor sent der må opgives nye reserver. Ellers vil der ofte kun være to spillere tilbage at vælge imellem, og så hjælper det jo fedt, at man har tre udskiftninger.

I spørgsmålene har også været, om man skulle vise kort til spilleren, som forser sig før kampstart – eller han bare skulle indberettes. Han skal have vist kortet, også som en service til alle andre, som ellers nok vil ligne store spørgsmålstegn. I Danmark viser vi kortene på banen og på strækningen mellem omklædningsrum og bane før og efter kampen samt i pausen.

At tænke sig, at en rent teknisk paragraf kan kaste så meget af sig – og så har jeg endda kun kradset i overfladen.