Jans Corner: African Cup

Jeg prøver altid efter egen og kalenderens bedste evne at følge med i de store slutrunder på andre kontinenter, så det ikke bliver EM og VM det hele. Det kræver selvfølgelig, at kamptidspunkter og tidsforskel lader sig forene med det almindelige borgerlige arbejde.

Det er der flere grunde til, som jeg selv synes er gode: det er meget sundt at se en helt anden slags fodbold – og ikke mindst dommerpræstationer, selv om ensartetheden heldigvis også her bliver større og større for hvert år.

I år gjorde andre omstændigheder desværre, at det ikke blev til lige så meget TV-kiggeri på African Cup of Nations, som jeg havde håbet på, men søndag aften var skrivebordet og huskesedlen heldigvis så tilpas ryddet, at jeg kunne falde ned i den dybe stol til finalen mellem Elfenbenskysten og Zambia.

Husets udbud af TV-kanaler gjorde, at jeg måtte fange kampen på den tyske udgave af Eurosport, og det gjorde det endnu lidt mere eksotisk, selv om jeg så måtte lægge øre til en meget faktaorienteret, meget informerende, men ikke altid, når tingene virkelig brændte på, helt så kvikt opfattende kommentator.

Rent bortset fra, at finalen i sig selv havde en bunke følelsesmæssige over- og undertoner, var den også et klassisk David-Goliath – opgør, og det var svært ikke at få mindelser tilbage til nogle glade dage i Sverige i 1992.

Men det, som slog mig allermest, var, at det bare lignede en fest for alle implicerede. Der var smil på hele vejen rundt: man hjalp pænt hinanden, når man havde slået sig – og selv på højdepunktet af drama i straffesparkskonkurrencen havde de to målmænd overskud til et håndtryk og skulderklap, da Zambias målmand havde scoret på kollegaen på det sidste spark af de oprindelige fem.

Det var umuligt ikke at drage paralleller til den rædselsfulde rent europæiske VM-finale mellem Holland og Spanien – og allersenest de trestjernet uværdige scener mellem Manchester United og Liverpool, kun godt 24 timer før denne kamp.

De ting, som man før kunne forbinde med afrikansk fodbold: vanvidstacklinger og personlige udfald, så man heller ikke noget til. Bevares, der var da nogle højtflyvende ben og arme – også nogle, hvor de slet ikke burde være – men det blev også taget med højt humør, og tidens store problem: de koordinerede appeller mod dommerkendelser med sammenstimlen omkring kvartetten, var helt fraværende.

Der var en enkelt frustrationsprotest, som fortjent blev belønnet med en advarsel, og så var den ikke længere. At det så også blev et brag af en kamp med en fortjent sejr til lilleputten Zambia, som lagde stilen allerede efter to minutter med en genial hjørnesparkskombination, som i den grad havde fortjent en bedre skæbne, gjorde det bare fuldendt – og straffesparkskonkurrencen er en af de mest gyseragtige og omskiftelige, jeg kan mindes.

Kampens helt store profil blev Zambias målmand Mweene – og det var også ham, der stod for de mest interessante situationer, hvis man tager fodboldlov-brillerne på. Faktisk ramte han hele tre klassikere – meget godt gået, selv om det krævede 120 minutter plus det løse.

Efter 38 minutter jagtede han en løs bold ud mod kanten af sit straffesparksfelt (ud mod linjedommeren) for at få kontrol over den med hænderne. Det lykkedes ham også, hvorefter hans krop fortsatte ud af feltet, men han fik drejet sig undervejs, så han endte udenfor – men holdt bolden i strakte arme lige over linjen (og iført et kæmpegrin, mens han ‘markerede’ positionen).

Lige til en begynderinstruktion: det er boldens placering, der er afgørende for, om målmanden må spille den forsætligt med hænderne, og når den er på stregen, er det OK, uanset hvor meget målmanden er udenfor. Det kan gøres endnu mere vildt, hvis man tager den liggende målmand, som med det yderste af fingrene rører ved det yderste af bolden, hvor den anden side af bolden har kontakt med det yderste af stregen (der må godt bruges papir og blyant). Her kan målmandens hånd faktisk røre bolden i omegnen af 35 centimeter fra dér, hvor stregen begynder – og det er stadig lovligt…

Fire minutter før tid i den forlængede spilletid kastede Mweene sig med stor kraft ud for at bokse til bolden. Han ramte (måske) også bolden, men i hvert fald også angriberen fra Elfenbenskysten i hovedet. Der var mærkværdigvis ingen protester, men reelt taler vi her om en skøn kombination af farligt spil og spring på en modspiller (i populær tale farligt spil med kontakt), og ingen, absolut ingen, kunne have indvendt noget, hvis der var blevet dømt et straffespark. Mange – især målmænd – tror, at de har en særregel, men det har de altså ikke: det skal takseres fuldstændig på linje med markspillerens høje ben, der tager både bold og hovedet på modspilleren.

Og endelig hans redning af det tredje straffespark i selve straffesparkkonkurrencen. Det varede lidt, før min tyske ven fandt ud af det, men der blev fuldt korrekt dømt omspark, fordi Mweene havde bevæget sig frem fra mållinjen for tidligt. Jeg sammenligner gerne denne duel med de tilsvarende mand mod mand-dueller fra det vilde vesten – det er tilladt for begge parter at være snu, men man skal stadig overholde de regler, der er.

Og her er Mweene ikke alene gået før tid – han er halvvejs ude i målfeltet, og så snakker vi altså et par meter af de elleve, der startede med at være afstanden mellem parterne. Her er vi henne, hvor der ikke længere er tale om en bagatelagtig overtrædelse (kunne man forestille sig angriberen tilsvarende lægge bolden to meter længere frem, før han sparkede?). Igen var det bemærkelsesværdigt, at der ikke var nogen protester – og da Mweene snuppede det afgørende straffespark (nr. 8 i rækken), nøjedes han omhyggeligt med at bevæge overkroppen frem, mens fødderne først slap stregen, da der var sparket.

Den fodboldkamp kommer jeg til at leve højt på længe – og den gav mig troen på noget af det grundliggende i fodboldspillet tilbage.