Jans Corner: Tid til lovændringer -måske…

Der er flere ting, som det kunne være fristende at tage under nærmere behandling i denne uge. At virkeligheden fremdeles overgår fantasien, kom i den grad til udtryk tirsdag aften med den Everton-fan, som lænkede sig til målstangen i kampen mod Manchester City, hvorefter det tog fire betjente fem minutter at få ham løs igen.

Rent bortset fra, at det da er meget forfriskende med en form for hooliganisme, hvor hensigten ikke er at skade andre, er selve det at bruge en fodboldkamp som platform for en demonstration af en eller anden art i den grad et faresignal. Så uanset motivet må man håbe, at efterregningen bliver af en karakter, så det kan holde andre liebhavere væk.

Man tør næsten ikke tænke tanken (eller beløbet): når en fodboldkamp på det plan bliver forsinket fem minutter, kan der vel meget vel ryge en hel reklameblok på TV, og det er ikke nogen billig sag.

Rent fodboldlovmæssigt er situationen nu ikke specielt kompliceret: det er en type uvedkommende indblanding, som giver dommeren ret til at standse, udsætte eller afbryde kampen i et tidsrum efter hans eget skøn. Den tabte tid skal lægges til – og blev spillet standset på grund af afbrydelsen, kommer vi i gang igen ved, at dommeren lader bolden falde, dér hvor den var.

En ting, som til gengæld er helt gængs på denne tid af året, er diverse telegrammer om de lovændringer, som ifølge samme telegrammer nu snart bliver indført. Det fører efter min erfaring ofte to typer reaktioner med sig: Spillere (og dommere), som betragter det som allerede vedtaget, fordi det har stået i avisen, og begynder at spille og dømme efter det med det samme – og instruktører, som spørger os ‘Hvad nu, hvis…?’.

Derfor vil jeg gerne bruge denne uges skriblerier på at forklare lidt om, hvordan hele lovændringsprocessen er skruet sammen – også fordi vi ofte hører standardbemærkningen ‘Den regel må laves om!’. Ja, hvor svært kan det være? Sandheden er, at det faktisk er temmelig svært – og tak for det. Ellers ville fodboldloven pendle frem og tilbage med folkestemningen (som nogle gange kan komme med stor hast og stort eftertryk).

Nu har vi i stedet en fodboldlov, som i grove træk dækker det samme spil, som den gjorde for hen ved 150 år siden, da det første fælles regelsæt dukkede op.

Fodboldspillets lovgivere er et organ, som hedder ‘The International Football Association Board’, blandt venner ‘The Board’. Det er et organ, som er uafhængigt af FIFA, og det er dagsordenen til deres 126. årlige besluttende møde den 3. marts, som er dukket op i pressen gennem en pressemeddelelse fra FIFA.

I denne eksklusive forsamling befinder sig otte stemmeberettigede medlemmer (deputationerne kan meget vel være større) – fire fra de oprindelige britiske forbund: England, Skotland, Wales og Nordirland – og fire fra FIFA, dvs. resten af verdens pænt over 200 lande. Man får ikke lov til at glemme, hvor fodboldspillet havde sin vugge!

Der holdes to årlige møder: ét om efteråret, hvor man tager et første kig på de forslag, som er kommet ind fra fodboldforbundene (alle forbund kan indsende forslag, typisk gennem deres kontinentalforbund, dvs. for Danmarks vedkommende UEFA), og ét besluttende møde i februar / marts, hvor man behandler og stemmer om de forslag, som har overlevet så langt, at de er kommet på dagsordenen.

En vedtagelse kræver seks stemmer ud af de otte – så med andre ord kan de britiske øer ikke vedtage noget uden mindst to stemmer fra resten af verden – men nok så interessant kan det omvendte heller ikke lade sig gøre.

Så selv om et forslag skulle blive vedtaget – hvilke nogle typisk bliver, men mindst så mange ikke bliver – træder de først i kraft den 1. juli (i år endda først 2. juli, eftersom der er en EM-finale den 1. juli, og det ville jo være tosset at spille lige den ene kamp i turneringen efter eventuelle nye regler).

Og selv om et forslag bliver vedtaget på mødet, vil det ofte være sådan, at vi nationale lovnørder skal have indhentet supplerende oplysninger, før vi tør lægge os fast på en fortolkning, som forhåbentlig svarer til det tilsigtede. Det er jura, vi har med at gøre, og det er som bekendt ikke for små børn.

Så der er absolut ingen grund til panik – alle oplysninger om det, som bliver alvor, skal nok blive meldt ud, så snart vi har dem og er sikre på, hvad vi skal melde ud for stadig at være i overensstemmelse med resten af verden. Og under alle omstændigheder får det først virkning fra efterårssæsonens start.

Når det er sagt, er der usædvanlig mange spændende ting og sager på programmet i år. Selvfølgelig er der teknikaliteter som reklamers placering i forhold til banen (nu om stunder kan reklamer være både reelle og virtuelle, opretstående og liggende osv.) – men der er også punkter med virkelig substans som forslaget om en ekstra udskiftning, hvis en kamp går i forlænget spilletid.

Der er forslag, der skal sikre en mere ensartet fortolkning af, hvornår en ulovlig hands skal koste en advarsel. Den gamle traver, en differentiering af berøven af oplagt scoringsmulighed, så man i nogle tilfælde i eget straffesparksfelt undgår ‘den tredobbelte straf’ straffespark, rødt kort og karantæne, men kortets farve blot bliver gult , er på igen – og har måske denne gang større chance end nogensinde før for at blive vedtaget.

Uden at der er tale om deciderede forslag til lovændringer, evaluerer man en række forsøg, der har fundet sted siden sidste års møde: brugen af ‘tryllespray’ ved Copa America 2011, brugen af ‘additional assistant referees’ (de ekstra herrer bag målene) – og så selvfølgelig mållinjeteknologi, som også synes at snige sig nærmere mod en virkeliggørelse.

Så det bliver som sædvanlig spændende – men slå koldt vand i blodet: eventuelle ændringer er først i kraft fra efteråret, og der skal nok blive grundigt informeret om dem inden da. Vil man selv danne sig et indtryk af forslagene, kan de findes ved at slå op på www.fifa.com.