På gårsdagens generalforsamling i KFD besluttede deltagerne hvem der skulle sendesmed til Færøerne som første mand i årets trio.
Af de syv indstillede kandidater, blev Mikkel Frantsen og John Holm Andreasen stemt i finalen.
Og her vandt John Holm afstemningen med 2/3 af stemmerne, og bliver dermed repræsentant for KFD på Færøerne i 2012.
“I første omgang var jeg faktisk utroligt overrasket over, at jeg var blevet indstillet”, fortæller John Holm. “Jeg har dog via efterretning fundet den ‘skyldige’ der står bag. Og skylder ham en øl eller to…”
John Holm er netop stoppet som formand for talentgruppen, og bl.a. dette arbejde gennem 10 år var med til at få medlemmerne til at stemme John til Færøerne.
“Det er en helt fantastisk gave at få”, smiler John. “Jeg bliver jo 2 gange 25 år om ikke så længe…” Og fortsætter med at mindes, at han faktisk har en tante i Rødbyhavn, der vist nok stammer fra Færøerne.
“Jeg er stolt over at få lov til at repræsentere KFD i sådan en sammenhæng. Og glad for, at medlemmerne synes at jeg kan”, slutter John Holm, der nu angiveligt skal ud for at investere i en ny dommertrøje, så en trio på Færøerne kan være klædt i ens tøj…
fodbolddommer.dk ønsker John tillykke med valget!