KFD
Næstformand Michael Poulsen stopper i bestyrelsen

Som man kan læse på den udsendte indkaldelse til den kommende generalforsamling, så har KFDs næstformand gennem fem år, Michael Poulsen, blandt venner og andre blot kaldet Polle, valgt at sige tak for denne gang.

”Jeg har jo stille og roligt trukket mig tilbage som dommer og udvikler, og så kommer man længere væk fra grønsværen, og dermed bliver det sværere at opretholde fornemmelsen for hvad der foregår i miljøet” forklarer Polle om sin beslutning. ”Dét, sammenholdt med, at jeg ønsker at prioritere min tid på min familie og på andre fritidsaktiviteter gør, at jeg har taget beslutningen om at stoppe som bestyrelsesmedlem i KFD.”

Michael Poulsen blev valgt som næstformand for KFD i februar 2007, og har siddet på
denne post i bestyrelsen siden. Han nåede i sin aktive karriere at dømme i 2. division, og han har også været medlem af dommerudvalget i DBU København. Og selv om han selv har valgt at prioritere andre ting, så er han sikker på, at der forsat er gode ting i vente for KFD og medlemmerne.

”Jeg er stolt af det arbejde vi har udført gennem fem år i bestyrelsen. Dommerklubben er i en rivende udvikling og det stopper ikke her!”, mener Michael, som stadig vil holde kontakten med KFD, der er en næsten livslang forbindelse.

”Jeg vil stadig komme til klubbens arrangementer og dømme en fodboldkamp i ny og næ, men min tid som bestyrelsesmedlem er slut for denne gang”, siger Michael, og gør klar til at bruge flere timer sammen med familien.

Polle (th.) i 2. division

“Polle har en fantastisk indsigt i forholdene for de københavnske dommere, og han har loyalt arbejdet for at gøre dem endnu bedre”, siger KFDs formand Bjarne Nigaard. “Man kan tydeligt mærke, at der hos ham er en ægte interesse i både den enkelte kollegas ve og vel, og i fællesskabets bedste. I bestyrelsen vil vi komme til at savne hans engagement og indsigt, men vi er rigtig glade for, at Michael har bidraget som han har. KFD skylder ham en stor tak!”

Hi, I’m admin

Leave a Reply