Helt ok med advarsel til besynderlige jubelscener

Der er meget, som jeg ikke forstår (jeg fornemmer allerede en udtalt rytmisk lodret bevægelse fra mine nærmeste omgivelser). Jeg forstår f.eks. ikke, hvad der uge efter uge får fodboldspillere til efter at have scoret et mål at tage trøjen af i ‘spontan’ jubel, vel vidende at det eneste, som det vil indbringe dem, er en advarsel. Jeg forstår slet ikke, at nogen kan finde på at gøre det en kold søndag aften i silende regnvejr.

Og jeg forstår heller ikke, at TV stædigt konstaterer, at det må være på tide at få lavet om på den regel, for hvorfor må man ikke vise lidt glæde ? Til gengæld kan jeg da glæde mig over, at det efterhånden er et par år eller tre siden, at man propaganderede ivrigt for lovliggørelsen af romerlys, fordi de også var med til at skabe fest og stemning.

Faktisk synes jeg, at det er decideret uoriginalt at tage den trøje af, når man nu kan vise sin glæde på så mange andre måder. For selvfølgelig må man være glad – og vise det – når man har scoret. For pokker da. Det står direkte i fodboldloven – bare der ikke går uforholdsmæssig lang tid med det, og man ikke overskrider de almindelige grænser for opførsel på en fodboldbane, f.eks. ved at udvise hånende eller provokerende adfærd over for modspillerne, deres officials eller tilhængere; klatre op ad rækværket mod tilskuerne; eller tage spilletrøjen af eller tildække sit hoved med den (på den sidste konto slap en AaB-spiller ualmindelig billigt af krogen i en kamp mod HB Køge for nylig).

Så vil man endelig juble, hvorfor så dog vælge én af de måder, som ikke giver dommeren noget valg, og hvor det er direkte foreskrevet, at en advarsel SKAL gives?

Hvad er så ‘almindelige grænser for opførsel’ ? Tja – mig forekommer det ikke helt urimeligt, at aktørerne beholder deres tøj på, mens de dyrker sport. Med fare for at få ligestillingsråd og andre på nakken og fremmane alle mulige billeder i folks hjerner vil jeg da også godt pointere at dette fænomen aldrig optræder i kvindekampe. Det er åbenbart noget macho-noget. Og hvorfor er der så lagt de begrænsninger på jubelen?

Først og fremmest fordi vi er til fodbold og ikke til cirkus. Fejringerne bliver mere og mere besynderlige, synes jeg. Et foreløbigt højde- eller lavpunkt var for mig N’Doyes kast af en plastic-affaldsspand i regntøndestørrelse ud til publikum i kampen mod Silkeborg. Heldigvis med et underhåndskast. Mon ikke vi kan være enige om, at det er hinsides grænserne for almindelig opførsel på en fodboldbane – og at han nok skal prise sig lykkelig for, at dommer og linjedommer havde rigeligt travlt med nogle protesterende spillere, så det gik upåagtet hen.

Ved hans trøje-stunt i kampen mod AaB var jeg, mens han stod med ryggen til, helt bekymret for, om der stod noget på den undertrøje, som han gjorde meget ud af. Havde der været et ‘personligt, religiøst eller politisk slagord’ på den, havde dommeren nemlig også skullet hjem og skrive fristil om det – oven i advarslen.

Ud over cirkus-momentet er der også det helt lavpraktiske, at for alle tilskuere, der jubler, er der også nogle, som bestemt ikke gør det – så man skal vælge sin målgruppe med omhu. Og tolerancetærskelen er ikke nødvendigvis specielt høj hos dem, der nu har fået et mål mod sig – de vil gerne i gang igen og have indhentet det forsømte.

Det sidste (i denne forbindelse), som jeg ikke forstår, er at trænerne ikke har fået kollektivt mavesår over at se de tåbelige advarsler. Selv om det er politisk ukorrekt at sige det, kan jeg sagtens forstå, at advarsler kan være nødvendige som et middel i en højere sags tjeneste.

Alle vil jo gerne vinde fodboldkampe. Men frivilligt at rage sig karantænepoints til i en situation, hvor der er fred og ingen fare, og der hersker glæde, virker ikke gennemtænkt (for nu at udtrykke det på den måde). En ting er i hvert fald sikker: så længe spillerne smider trøjerne, giver dommerne advarslerne. For det skal de – de har ikke engang noget valg.

En anden situation, som mange ikke forstod, var hvorfor der ikke blev dømt straffespark til Manchester United i weekenden, da Chelseas Ashley Cole nærmest rodfræsede Javier Hernandez og fik en advarsel. Lige straffesparket kan jeg nu godt forstå – for tacklingen kom først efter, at der var afsluttet, så bolden havde passeret mållinjen. Og en af de grundlæggende forudsætninger for overhovedet at kunne dømme en hvilken som helst form for frispark er, at bolden stadig er i spil.

Til gengæld har jeg et anet problem – nemlig, at vi lander med en advarsel.. I sidste uge var jeg rundt om de tre nøglebegreber, som dommeren bruger, når han skal vurdere mulig kortfarve: satset, hensynsløst og unødig stor kraft. Specielt de to sidste kan risikere at komme i meget tæt berøring (de berømte ‘lyserøde’ eller ‘mørkegule’ kort). Så kobler man nogle ekstra kriterier på, afhængig af forseelsen. Ved tacklinger er det elementer som kontrol (ét eller begge ben i kontakt med jorden ?), voldsomheden / hastigheden i tacklingen; har spilleren muligheden for at spille bolden – og har han viljen til det?

Når bolden kan nå at være gået ud af banen, da tacklingen kommer, kan man i hvert fald konkludere, at muligheden ikke er til stede – og viljen heller ikke, medmindre det er en fejlberegning af dimensioner. Tacklingen kommer med begge ben, den rammer langt oppe på skinnebenet – og på still-billeder kan man se, hvordan Hernandez nærmest bliver revet rundt i luften.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det kan undgå at give en udvisning – det gør dommeren næppe heller, når han ser de billeder fra den modsatte vinkel, som vi andre har set. Men måske skal vi i sidste ende bare trøste os med, at vi mennesker ikke er sat i verden for at forstå alting.