Den elektroniske måldommer på spil igen

Her onsdag aften (14. sept., red.) er valgkampen inde i den absolutte slutspurt. For mig personlig har der været en god del déja vu-oplevelser og noget færre aha-oplevelser.  Regelmæssige læsere af disse linjer har det muligvis på samme måde, for af uransagelige grunde er der visse emner, der har det med at dukke op igen og igen.

Mandag aften mødte vi i kampen mellem AGF og FC Midtjylland en potentiel målscorer, der følte sig frarøvet et mål, fordi bolden blev sparket væk et eller andet sted omkring mållinjen. På den ene eller anden side?  Heldigvis ingen skråsikre meninger i TV –  og godt det samme, for lige akkurat den vinkel, som kunne afgøre det hele, var der selvfølgelig ikke. Det er korrekt, at et kamera fra en vinkel længere oppe på banen viser rigtig meget mållinje foran bolden, men det kan stadig kun blive en fornemmelse.

Pointen er jo, at hele bolden skal have passeret hele linjen. Og da en fodbold er kuglerund, kan man sagtens komme ud for, at man kan se hele linjen ‘i jordhøjde’, mens noget af boldens runding længere oppe endnu ikke har sluppet stregen helt.

I virkeligheden er den eneste helt brugbare vinkel et kamera oppe fra underkanten af overliggeren (hvor det selvfølgelig ikke må sidde), så man kunne se det hele direkte ovenfra. Kan man se hele stregen herfra, er bolden inde.

Alternativt et kamera i jordhøjde i forlængelse af mållinjen, suppleret med noget grafik, der kunne vise en virtuel mur lodret på mållinjen.  Alle ville nok gerne have den elektroniske måldommer, om det så skal være i form af et kamera, en chip i bolden, en laserstråle eller noget andet – men dels er det altså ikke så simpelt (for så var det nok gjort – ingen nyder disse diskussioner!), dels er der nogle økonomiske perspektiver i det.

Fodboldlovens tre begreber

I kampen mellem SønderjyskE og AC Horsens var hjemmeholdets Hedinsson ret pikeret over at være løbet ind i en udvisning for to advarsler og bedyrede, at han på ingen måde gik efter at skade modspilleren. Nej, selvfølgelig ikke, for så havde kuløren på allerede det første kort  været en ganske anden.

Når dommeren skal overveje, om der skal være kort – og hvilken farve, det i givet fald skal have –  vurderer han i almindelige spilsituationer ud fra de tre begreber satset, hensynsløst og unødig stor kraft. Det er jo gode danske ord – men som alle andre ord, der bliver til fagudtryk, får de hægtet en definition på sig. I dette tilfælde er det fodboldlovens.

Satset betyder for fodboldloven, at ‘spilleren har udvist manglende forudseenhed, handlet risikobetonet eller undladt at tage forholdsregler i sin kamp om bolden‘. Ikke specielt ophidsende – det sker utallige gange i løbet af en fodboldkamp, og her bliver kortene under normale omstændigheder i lommen. Hensynsløst dækker over, at ‘spilleren har handlet fuldstændig uden hensyntagen til den fare eller de konsekvenser, som hans modspiller kan udsættes for’.  Bemærk ordet ‘kan‘ – faren behøver altså ikke være blevet en realitet, men det var i hvert fald ikke spillerens skyld, at den ikke blev det. Taksten er en advarsel.  Og endelig er der ‘forbudt for børn-udgaven’ i form af definitionen på unødig stor kraft, nemlig at ‘en spiller på ukontrolleret måde er gået langt ud over den nødvendige kraftanvendelse og udsætter sin modspiller for fare’.  Her er faren blevet en realitet, og ingen kan vel efter den beskrivelse – som formentlig ville føre direkte til en straffesag, hvis det foregik uden for kridtstregerne – være i tvivl om, at her er kortet blodrødt.

 I forbifarten kan det så lige bemærkes, at efter den definition er der ikke meget at sige til de to røde kort, som man kunne se i Champions League-studiet tirsdag aften: Shakhtars Rakitskyi mod Porto – og Fannis sidste minuts-aktion for Marseille mod Olympiakos.

Vel gav det lidt godmodigt drilleri i studiet, men jeg nægter at tro på, at nogen af d’herrer Laudrup og Elkjær ville have været begejstrede ved at få en af de to morderiske tacklinger sat ind på sig.

Ofte er problemet, at mange fodboldspillere tror, at bare det, at man går efter bolden, er en formildende omstændighed. Det kan det være – for prøver man ikke på det, går det da helt galt – men i den sidste ende er det kontakten og indsatsen mod modspilleren, der vurderes, også uanset om bolden eventuelt måtte være blevet ramt på vejen.

Og så tilbage til Hedinsson: første advarsel er for et spring mod modspiller og bold med armen forrest og et temmelig kraftigt sammenstød til følge.

Anden advarsel for et tilsvarende ben og krop i brysthøjde på modspilleren og med samme resultat. Det passer smukt ind i definitionen på ‘hensynsløst’ ovenfor og dermed 2 x advarsel.  

Træt af statistikker

Skæbnen ville, at jeg også tidligere på ugen genså 2. halvleg af SønderjyskEs kamp mod AaB, og her kom Hedinsson søreme også forbi. Og sådan er det bare: nogle spillertyper er i kraft af deres spillefacon eller deres placering og funktion på banen mere udsatte for at løbe i fælden – uden at det gør dem til dårligere mennesker af den grund.

Derfor kan jeg også blive så træt, når man trækker statistikker frem over, hvilke spillere og hold, der får flest advarsler og udvisninger, hvilke hold, der får flest straffespark på hjemmebane osv. Der er f.eks. ligesom ikke noget mærkeligt i, at hjemmeholdet får flest straffespark, for alt andet lige befinder de sig nok oftere i feltet end udeholdet..

Tre slags løgne

Den amerikanske 1800-tals humorist Mark Twain er tilskrevet udtalelsen  ‘Der findes tre slags løgne. Løgn, forbandet løgn og statistik.’ Gad vide,  hvorfor jeg lige i disse tider kom til at tænke på det citat…   Han skrev i øvrigt også en herlig kort novelle med titlen ‘Amerikansk valgkampagne’. Den er hermed  varmt anbefalet.