Dommere opfinder ny paragraf

Ofte er det hardcore lovspørgsmål med aktuelt udgangspunkt, som kommer under behandling her. Men der indgår meget andet i en dommerpræstation end lige de 17 paragraffer. Dem kan i princippet enhver lære.  Men det siger absolut intet om, hvordan man vil begå sig.

Enhver teori, som ikke på en eller anden måde relaterer sig til praksis, er dybest set ubrugelig, set fra min stol. (Chokerende, ikke ?). Selv om man kan fortælle eksakt hvor mange kommaer, der står på side 19, er det ingen garanti for, at man også kan styre en fodboldkamp – vel snarere det modsatte.  

Det er også derfor, vores dommerprøve efter den teoretiske undervisning herhjemme nu om stunder består af 40 videoklip, som lovmæssigt skal vurderes med en 1 X 2 – svarmulighed. På den måde kobles teori og praksis, og det er jo i sidste instans de levende situationer, dommeren skal vurdere.. Man skal dog ikke tage fejl af, at teorien er fundamentet.

En del dommere ynder – typisk når de bliver presset lidt – at opfinde en § 18 oven i fodboldlovens 17. Den hedder noget i stil med ‘Sund fornuft’. Der er snart sagt ingen grænser for, hvad jeg hørt denne mytiske § 18 blive brugt til at (bort)forklare – men virkeligheden er, at § 18 kun kan bruges, hvis den ikke strider mod de 17 andre. Og faktisk står ‘§ 18’ allerede i loven, blot henne i § 5: den berømte passus med, at dommeren skal undlade at fløjte for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser.

Selv når teori og praksis har mødt hinanden, står det allervigtigste tilbage: nemlig selve dommerens ledelse af kampen på et overordnet niveau. Hvordan er udstrålingen og tilliden fra de andre aktører, og hvilken stemning formår han at skabe ? Internationalt vurderer vi selvstændigt punkter som ‘Personlighed’ og ‘Disciplin og kontrol’. 

Det gør vi selvfølgelig også herhjemme, selv om de ikke fremstår specifikt, for i virkeligheden er det her, vi har syreprøven.  Den helt væsentlige pointe er, at der ikke findes nogle statsautoriserede og skudsikre løsninger. Jeg har set dommere gøre nærmest vold på deres naturlige personlighed for at kunne bruge nogle af de tricks, som de har set virke i en kamp i TV – men fordi noget virker i Champions League, er det bestemt ikke givet, at det også gør det i serie 4,  eller for den sags skyld omvendt. 
Man må hellere som dommer være en halvgod original end en dårlig kopi. Og  det, som for den samme dommer virker i den ene kamp, behøver bestemt ikke gøre det i den næste. Det er og bliver et samspil..    

Derfor ser man også dommere benytte sig af forskellige teknikker i situationer, som ellers forekommer ens.  F.eks. kontrol af en forsvarsmur. De 9,15 m skal på en eller anden måde  checkes (for af en eller anden grund har spillerne et helt andet indre målebånd i forsvarszonen, end de har i den anden ende af banen).

Skal afstanden skridtes demonstrativt ud – jeg har engang oplevet en dommer, som endda talte højt imens: 1, 2, 3… – eller skal det foregå mere afslappet, hvor man blot sikrer sig, at afstanden er den rigtige?  

De fleste vil nok hælde mod den sidste løsning – selv om der sagtens kan være situationer, hvor den første er rimelig, f.eks. hvis der har været generelle problemer med afstanden.  Når vi nu er kommet så langt, skal skridtene så tages forlæns med front mod muren, eller baglæns med front mod bolden ?  

Er man ene dommer, må man nødvendigvis give afkald på noget af kontrollen, for man kan ikke have styr på mur og bold samtidig. Så må man vælge: hvad er der størst sandsynlighed for nu – at der opstår noget kamp i muren, eller at sparkeren vil snyde lidt meter    Med en trio kan man få linjedommeren til at holde øje med den del, som man ikke selv tager.

Internationalt er tendensen oftest at måle afstanden ud med front mod mur og ryg mod bold, hvis intet i situationen taler for det modsatte – også fordi man er nødt til at tage flere skridt baglæns, hvis afstanden skal passe (ingen tager lige så lange skridt baglæns som forlæns), og så ser det tosset ud, hvis nogen nu skulle tælle med.

Proceduren ved følgestraffe: skal kortet komme hurtigt – eller skal der snakkes med spilleren først og derefter vises kort ?   Nogle gange kan det hurtige kort være en fordel –  f.eks. ved en overtrædelse af afstanden i muren eller ved den provokerende protest. Andre gange kan det være en fordel at få dæmpet gemytterne først og først derefter komme med kortet.  I gamle dage (dvs indtil for vel 20 år siden) stod der i danske lovbog, at rækkefølgen skulle være ‘få navnet på spilleren, fortæl hvorfor – og vis så kort’. Nu om stunder står der heldigvis kun, at man skal vælge den procedure, som giver den  mest hensigtsmæssige afvikling af situationen.  Hvad hvis spilleren er løbet langt væk og pludselig hører meget dårligt ?  Skal man lade ham gå bodsgang som en anden skoledreng over 30 meter mod en urørlig dommer – næppe –  eller skal dommeren gå ham lidt i møde (og i givet fald hvor meget) ?   Det er en følsom balance og kan blive til en hel kamp i kampen, hvis situationsfornemmelsen ikke er der.

Den eneste næsten skudsikre grundregel er, at man aldrig skal vise kortet til en liggende spiller. Psykologisk kommer det til at se helt tosset ud à la overhund / underhund. Og så alligevel: den spiller, som forlader banen på en båre og skal have en advarsel, skal man selvfølgelig ikke bede om at rejse sig op…

Så det er ikke nok at kunne loven og løbe solen sort  – der skal stikke et godt stykke af en psykolog i en dommer, hvis han skal have succes.  Ethvert valg af metode er også et fravalg af en anden – og den vurdering er situationsbestemt. Kunsten er at vide, hvilken metode, der i situationen potentielt giver færrest problemer.