Aflysninger af fodboldkampe

Sidste weekends forrygende uvejr – især om lørdagen i den egn af landet, hvor jeg holder til – med skybrudslignende tilstande, torden og lyn bragte nogle af de klassiske spørgsmål om dommerens beføjelser i spil, hvilket også kunne mærkes på telefonen.

Så selv om de har været oppe at vende ved flere lejligheder her, synes jeg godt, at de kan tåle en omgang mere. Dels er der åbenbart stadig tvivl rundt omkring, dels kan der jo være kommet nye læsere til.

Så vi napper en rundtur i udvalgte dele af fodboldlovens § 5, som handler om dommeren og hans rettigheder og pligter.

Det første og helt indlysende problem er tordenvejret og lynene. Efter det skrækkelige Jonathan Richter-tilfælde for to år siden kom der ekstra fokus på området. Det har egentlig altid været noget, der er blevet gjort en del ud af, men her ramte man virkelig overskrifterne – uanset at der overhovedet ikke var begået fejl på nogen områder. Det var simpelthen bare totalt overraskende og sort uheld.

Ordet ‘tordenvejr’ stod ikke i fodboldloven i 2009, men dommeren har alle dage været dækket ind af rammebestemmelsen  om, at han efter sit skøn kan ‘standse, afbryde eller udsætte kampen på grund af enhver uvedkommende indblanding’. Uvedkommende indblanding kan også være et uvejr.  

Nu om stunder er der i den danske udgave indflettet en passus, der siger, at ‘Specielt omkring tordenvejr er det vigtigt, at dommeren aldrig må tage chancer – hellere afbryde én gang for meget end én gang for lidt, hvis et tordenvejr er under opsejling. Sikkerhed skal altid være det primære hensyn’.  

Spørgsmålet er så, hvor længe dommeren kan udsætte en kamp eller lade afbrydelsen vare. Det er der i princippet ingen som helst grænser for –  selvfølgelig er der nogle praktiske hensyn, der spiller ind, men der er ingen fast tidsgrænse.  Fuldstændig, som hvis strømmen svigter, så lysanlægget ryger. Helt konkret sker det i vejrsituationer ved, at dommeren bruger øjne og ører og ofte også kontakter DMI, som jeg ved, at det skete ved i hvert fald en enkelt lejlighed på højt niveau i weekenden.

Det væsentlige her er sikkerheden – og det fører direkte over i næste trin: aflysning af kampe, før de overhovedet kommer i gang. Det skete også adskillige steder,  hvor der var voldsomt meget vand på mange baner.  Her er faktisk to personer indover. 

Første trin er den baneansvarlige. Det kan være en stadioninspektør, en stadsgartner eller tilsvarende. Hvis han vurderer, at her skal ikke spilles fodbold,  for det vil gøre skade på banen, er sagen klar, for det er hans græs, om jeg så må sige.

Hvis han siger OK for banens tilstand, er det dommerens tur. Og her er vi tilbage i § 5: ‘Dommeren skal efterse banen og dens omgivelser i god tid før kampen og ikke lade kampen spille, hvis det kan medføre fare for spillerne’.  Igen: sikkerhed er det primære hensyn. Men der skal altså være et faremoment, hvis dommeren skal aflyse, efter at den baneansvarlige har sagt OK (vi ser bort fra det tilfælde, at alle streger er regnet væk – for det kan man som regel nødtørftigt klare på stedet: og kan man ikke det, må der med alt håb ude aflyses, for nu overholder banen ikke længere lovens krav til afmærkninger).

Vand på banen vil normalt ikke være noget faremoment. Der er sjældent så store vandpytter, at man kan drukne i dem – så det sidste, der bliver tilbage, er hvis banens geografi er sådan, at spillerne som følge af vandet kan risikere at kure ud i lysmaster, reklameskilte, spillerbokse eller andre ubehagelige ting at støde ind i.

Jeg har set selv superligakampe blive afviklet på baner, hvor der var så meget vand, at det nærmere ledte tankerne hen på en helt anden sportsgren. Så har banen passeret første trin (den baneansvarlige), har dommeren kun faremomentet at tage stilling til. Mange tror, at dommeren kan aflyse, fordi det ikke vil have nogen sportslig berettigelse at gennemføre cirkusforestillingen i vandgraven. Det kan han ikke.

At han så uden tvivl vil lægge en anden linje i sådan en kamp end ellers, er en helt anden historie: for de tacklinger, som på en normal bane ville være OK, er måske nu pludselig farlige, fordi vandet giver en ekstra glidebaneeffekt. Men aflyse kan han ikke.

Stikordet ‘sportslig berettigelse’ fører så videre til sidste uges herlige historie om 40-0 sejren i en sjællandsk serie 5-kamp. Danmarksrekord, viste det sig – og hjertelig tillykke med det.

Men jeg fæstnede mig ved en bemærkning undervejs i artiklen: at dommeren med et kvarter igen havde spurgt, om han ikke bare skulle fløjte af ?  Uha, uha.  Godt at han ikke gjorde det, for så havde man stået med et problem og sandsynligvis også en turneringssag.

For dommeren kan ikke bare afbryde, fordi han synes, at det er synd for det ene hold, eller den sportslige berettigelse (hvad det så ellers er for en fleksibel størrelse) ikke længere er til stede.

Vi har ikke i fodbolden noget, der svarer til boksningens tekniske knockout. Der er et minimumsantal spillere, der skal være til stede, når vi starter (mindst 7 på hvert hold) – og så er det ellers bare afsted i 2 x 45 minutter, hvis det f.eks. er en seniorkamp. Internationalt vil man afbryde, hvis et hold kommer under 7 spillere – men det er op til de enkelte lande at afgøre for nationale kampe, og i Danmark går samtlige kampe tiden ud uanset antallet af spillere.

Så selv hvis vi skulle få et masseslagsmål i en superligakamp, som sendte 5 manf fra det ene hold i bad med røde kort, spilles der videre. Og egentlig logisk nok – for i den sidste ende kan målscoren jo blive afgørende, når boet skal gøres op. Og så ville det da være ærgerligt at mangle de mål, man kunne have scoret mod et kraftigt decimeret hold.