Hvis nu Jesper Olsen havde….

De seneste to uger har budt på masser af fodbold, blandt andet de to omgange Champions League-kvalifikationskampe. Der har været nok at tage fat i – men jeg vil primært koncentrere mig om de to kampe mellem Villareal og OB.

Spillernes indbyrdes kemi var ikke ligefrem som til en familiefrokost (i hvert fald ikke en hyggelig én), og at kampen i Villareal endte med 11 gule kort og to røde (det ene til Bashkim Kadrii dog som et resultat af to gule) er noget af en sjældenhed på dette niveau.

Men det virkede som en kombination af en ikke helt optimal gennemslagskraft hos dommeren – og en flok spillere, der bare ikke ville eller kunne fange signalerne. For dommerens linje var egentlig tydelig nok, selv om der selvfølgelig altid er ting, man kan diskutere.

Det er åbenbart ved at blive et varemærke for danske spillere at løbe ind i tåbelige røde kort for advarsel nr. 2. Denne gang var det Bashkims tur, og at han bagefter kunne få det til, at udvisningen var en skandale, fordi det første gule kort var forkert, går over min forstand. Jeg kunne forstå diskussionen, hvis det andet kort  havde været tvivlsomt, men det var faktisk i sig selv et meget mørkegult et af slagsen – og som sædvanlig er pointen, at man med en advarsel i bagagen skal lade være med at tage chancer af den kaliber. Uanset om ens retfærdighedssans siger, at det første kort var forkert – det løb er ligesom kørt, og nu må det gælde om at undgå nr. 2.

I den første kamp havde Bashkim også en hovedrolle, men set med danske øjne en mere positiv én af slagsen. Og lovmæssigt langt mere interessant. For at rekapitulere: Villareals målmand López sparker målspark ud til Zapata, som presses af Bashkim, hvorefter tilbagelægningen bliver så kikset, at Hans Henrik Andreasen kan smutte imellem og score. Jeg lettede lige i stolen derhjemme – dels af jubel, men også af umiddelbar forbløffelse over, at det mål blev anerkendt. Og egentlig undrer det mig, at der – i hvert fald de steder, hvor jeg fulgte med – skulle gå godt et halvt døgn, før nogen begyndte at tænke nærmere over, hvad der egentlig var foregået. 

Da López sparker målsparket tværs over straffesparkfeltet til Zapata, befinder Bashkim sig uden for feltet.  Men en medvirkende årsag til, at han kan være så hurtigt over Zapata (bortset fra, at Zapata snorksover i situationen), er, at han lige skærer et par meter af straffesparksfeltets hjørne ved at smutte ind over linjen.  Og det må han først, når bolden er i spil, dvs. når den er sparket direkte ud af straffesparksfeltet og ud på banen. Det er børnelærdom – og jo også derfor, at angriberne pænt lusker uden for straffesparksfeltet, hver gang der er målspark, for de har ikke rigtig nogen grund til at være derinde. Eller sagt på en anden måde: angribere og bold må ikke være inde i straffesparksfeltet samtidig, når vi skal have udført et målspark.

Hvorfor det så ikke bliver fanget her, må guderne vide. En del af forklaringen kan være overraskelsesmomentet: ingen forventer at se overtrædelser af denne type på dette niveau – når det endelig sker, er det typisk enten i ungdomsfodbold eller serie 6, og så skal det også med, at Bashkim faktisk gør det ganske fikst. Men eftersom vi traditionelt plejer at jamre over, at marginalerne ikke er med de danske hold, bør vi notere i kalenderen, at  her var i hvert fald et tilfælde, hvor de var det.  

Mens de fleste ved, at reglerne er sådan ved et målspark, er der mange, der falder i vandet, når det gælder frispark til forsvarerne i eget straffesparksfelt. Her gælder faktisk fuldstændig de samme regler for, hvornår bolden er i spil,, og  for hvor angriberne må være. Endda med den lille tilføjelse, at nu skal angriberne ikke bare være uden for straffesparksfeltet, indtil bolden er sat i spil, men også 9,15 m fra bolden (det kunne jo være et frispark nærmest lige på kanten af feltet, blot indenfor).  

Så  meget om angriberne. Faktisk er der ikke nogen afstandsregel for forsvarerne – de må være, hvor pokker de vil, men eftersom de heller ikke må røre bolden, før den er i spil (kommet ud af feltet), er fidusen ved at stå inde i feltet jo til at overse.  Derfor møder man typisk et helt tomt straffesparksfelt, bortset fra ham, der skal sparke målsparket (og eventuelt målmanden, hvis en markspiller sparker).

Flere har efterfølgende sammenlignet situationen med den herostratisk berømte Jesper Olsen-episode fra VM 1986 og ottendedelsfinalen mod Spanien. Det er også rigtigt – men den var faktisk endnu mere raffineret.  Lars Høgh sparker et relativt kort målspark til en Jesper Olsen, som endnu ikke er kommet ud af straffesparksfeltet.

Som skrevet ovenfor må Jesper Olsen ikke røre bolden, før den er kommet ud af feltet, så han følger den pænt ud med ryggen til resten af verden – mens en spansk angriber til gengæld kommer styrtende ind og i sin boldjagt skærer hjørnet af feltet (ikke nær så elegant som Bashkim).  Derefter er han i en prima position til at presse Olsen til at lave den hasarderede tilbagelægning ind foran mål,  hvor Butragueno er uhyggelig hurtig i opfattelsen og scorer. Resten er historie, som man plejer at sige.

En ting er, at spanieren selvfølgelig er løbet for tidligt ind, og målet dermed burde have været annulleret, men set i det bakspejl, der kan rumme 25 år, skulle Jesper Olsen selvfølgelig bare have rørt bolden inde i feltet. Så var den ikke blevet sat lovligt i spil, og så var der ikke sket andet end, at målsparket havde skullet tages om.

Nå, det er vel for sent at begynde at skrive historien om på nuværende tidspunkt – og uden det mål havde vi ikke haft én af de ‘fælles gods’-situationer, som alle fodboldfans kan tale med om…