Farligt spil

Lad os glemme alt om europæisk fodbold og i stedet spole tilbage til den sene lørdagskamp mellem FC København og FC Midtjylland. 2-0 sejr på to mål, som hver for sig gav anledning til nogen debat. En mulig offside-position ved 2-0 målet er meget snæver, men det kan godt se ud, som om forsvaret har en sag.

Hvad man imidlertid stadig skal have i baghovedet, specielt når det bliver så tæt som dette, er, at vinklerne kan snyde noget så frygteligt – og vi mangler lige den kameravinkel direkte fra siden, som kunne bekræfte det 100 %. Igen skal man huske på, at når man tager spilleren i mulig offside-position, er kravet, at en del af hans hoved, krop og fødder skal have passeret bolden, når den spilles til ham – det er ikke nok, at han har passeret den medspiller, som foretager afleveringen. Nogle gange kan det gøre ret meget forskel. Og når det er sagt, tror jeg også, at der var offside…

I den anden situation blev der i studiet – egentlig ikke på banen – fokuseret meget på, om N’Doye begik farligt spil mod Izzuna, da han halvt liggende i luften sparkede føringsmålet ind på en høj bold. Det er et par år siden, at farligt spil sidst har været under behandling her, så hvorfor ikke. Først og fremmest hedder forseelsen teknisk set ‘spiller på en måde, som er farlig’. Det kan være farligt for andre spillere, men det kan også være spilleren selv, som kommer i risikozonen – f.eks. målmanden som kaster sig ned med hovedet forrest i en angriber, som er ved at sparke på mål.

Alle de populære betegnelser som ‘højt ben’ , ‘stempling’ , ‘tackle med knopperne forrest’ osv. er fine som en beskrivelse af, hvad der foregår – men fælles for dem alle er, at de sagtens kan udføres, uden at det bliver farligt, hvis spilleren ellers har kontrol over, hvad han foretager sig. Så et højt ben udløser ikke i sig selv pr. definition et frispark.

Muligheden for farligt spil kræver selvfølgelig, at vi har to spillere i kamp om bolden. Og så starter showet for dommeren, for nu skal han på et øjeblik mentalt kæmpe sig ned gennem et helt beslutningstræ (‘Hvis A er sandt, så gå videre til B, ellers til C’ osv.).

Det kræver ikke nogen højere eksamen at nå frem til, at hvis kun den ene spiller har været aktiv, og resultatet blev farligt, er det ham, der har forbrudt sig. Faktisk er det den variant, man ofte ser – nemlig hvor den anden spiller trækker sig for ikke at blive ramt .

Problemerne – eller raffinementerne – opstår, når begge gør noget aktivt, og resultatet er farligt. Det er min påstand, at hvis vi har to spillere, som begge er aktive, og den ene er aktiv før den anden, vil det i langt fleste tilfælde være den sidst aktive, som udløser faren. Dette ud fra princippet om, at boldføreren inden for rimelighedens grænse må spille bolden, som han nu synes. Den spiller, som udfordrer og kommer ind i situationen sidst, er ham, der kan se, hvad der er ved at foregå og kan indrette sig på det – enten udfordre, uden at det bliver farligt, eller tage chancen, måske med fare til følge. Hvis en angriber f.eks. er ved at udføre et saksespark, og forsvareren med fuldt udsyn går ind med hovedet forrest, er det forsvareren, som er synderen.

Men det kan blive endnu mere langhåret. Hvis vi tænker os, at nu satser begge spillere nøjagtig samtidig mod en løs bold, som ingen af dem i princippet er i besiddelse af, bliver det afgørende, hvad der er den naturlige spillefacon i situationen. Ved en høj bold, hvor den ene spiller kommer med foden, den anden med hovedet, er det hovedet, der er den naturlige spillemåde, og ham med foden, der begår forseelsen.

Omvendt med en lav bold, som man vil henholdsvis sparke og heade til.
Og så skal vi tilbage til situationen fra FCK og FCM, som bestemt ikke er éntydig. Igen et eller andet med kameravinkler. Som jeg ser situationen – vel vidende, at det kan jeg komme til at diskutere med rigtig mange mennesker – er bolden en anelse tættere på N’Doye, og han går også ind i situationen marginalt før Izzuna. Holder den antagelse, har han ‘forkørselsretten’, og Izzuna kan også se, hvad han går ind til, da han har både bold og N’Doye i synsfeltet – N’Doye tilsyneladende kun koncentreret om bolden. Så i virkeligheden ville det i min optik snarere være Izzuna, der lavede det farlige spil (mod sig selv). Men det bliver selvfølgelig ikke aktuelt at bekymre sig om, fordi bolden går i mål.

Niels-Christian Holmstrøm og jeg har været uenige om del situationer (og dommere) gennem årene – nok startende fra den gang, hvor jeg som ganske ung dommer af og til havde fornøjelsen af KBs lukkede 6. hold med alle de gamle koryfæer. Fik man dem en søndag morgen, var man i hvert fald sikker på, at trommehinderne var sandblæst, inden man var færdig. Men skægt var det. Vi er nu nok enige om mere, end vi er uenige – og jeg holdt rigtig meget af hans bemærkning om, at dette var et rigtigt angribermål, og at farligt spil ikke kom på tale.

Jeg kan godt forstå, hvis nogle lander det modsatte sted – for det er en ret kompliceret situation, hvor der skal holdes øje med meget på én gang. Nu er vurderingskriterierne i hvert fald listet ovenfor – så må den enkelte læser selv afgøre. Og fodboldloven er ikke en eksakt videnskab. Dommerens skøn er afgørende.

Til sidst: straffen for farligt spil er et indirekte frispark. Udsætter man en anden for noget farligt med fysisk kontakt, har vi forladt det farlige spil, eller rettere, så begås der samtidig også en af de grovere forseelser, der skal straffes med direkte frispark – og så bliver det resultatet.