Respekt er et nøgleord

Det kommer til at handle en hel del om Brøndby denne gang – og det ligger der ikke andet i, end at det er dér, en stor del af situationerne har været siden sidst. Situationer, som hænger fint sammen med nogle af de ting, der ellers har været oppe de seneste uger, som f.eks. hele anfører/rollemodel-problematikken og udvisning for to advarsler.

Men jeg vil starte et helt andet sted – omend stadig med Brøndby involveret. Nemlig hjemmekampen mod østrigske Ried, hvor kommentatoren svømmede helt over ved stillingen 4-0 og kørte løs i lange baner om fortsat triumf for dansk fodbold efter FCKs og OBs sejre to dage før etc. etc.

Det så da også rigtig godt ud – men der var altså stadig godt en halv time at løbe på. Jeg må indrømme, at jeg hjemme i lænestolen havde svært ved at holde masken, for med en af mine andre kasketter står jeg af og til og underviser i emner fra det antikke Grækenland og Rom.  Og et helt centralt element i Grækenland var, at hvis man blev overmodig og glemte, at det i sidste ende var skæbnen og guderne, der bestemte, begik man Hybris – og blev fluks straffet af den lille bevingede hævngudinde Nemesis.  

Nu vil jeg ikke gå så vidt som til at påstå, at det var de græske guders skyld, at Brøndby tabte – men for at blive på dansk gælder det mere jordnære ‘Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt’ stadig, også for TV-kommentatorer.

Som jeg for et par uger siden var inde på i forbindelse med ‘Zanka’s lille private OB-kamp med Henrik Clausen, er anførere i sidste instans rollemodeller og dem, der gerne skulle holde hovedet koldt (eller som minimum tabe det som de sidste). 

Hos Brøndby fik både den nye anfører Goodson og ham, der gerne ville have været det, Krohn-Dehli, gjort sig bemærket i den forløbne uge. I kampen mod Ried startede Krohn-Dehli med at brokke sig til en advarsel. Ikke bare den spontane reaktion, som de fleste dommere vil overhøre, men han gjorde sig virkelig umage.

For så meget kort efter at have noget, som på TV mistænkeligt mindede om fysisk kontakt med den tyske dommer. Formentlig og forhåbentlig tilfældigt – men pointen er, at selv om det gik godt denne gang – nok mere held end forstand –  skal man med en nylig advarsel i bagagen bare holde sig på sikkerhedsafstand af dommeren, indtil pulsen er normaliseret hos alle parter.

Det nåede den ikke at blive for Anders Randrup om søndagen i OB-kampen, da han på tre minutter begik to helt identiske forseelser til advarsel ved at holde fast i tøjet på en modspiller og bremse ham. Jeg har ikke set noget mere eklatant, siden Niklas Jensen i sin tid i en kvalifikationskamp i Spanien kom for sent to gange med ganske kort mellemrum – og høstede en tilsvarende udvisning. 

Nogle har villet forsvare Randrup med, at der blev begået frispark på ham først ved den første advarsel. Meget muligt. Kampen havde et spændingsniveau og så mange kampe i kampen, at der teknisk set blev begået frispark i snart sagt  hver eneste nærkamp, og dommeren kunne have fløjtet kampen totalt til atomer, hviws det var det, han ville.  

Sjældent har der været så meget brug for den lille passus om, at ‘Dommeren skal undlade at fløjte for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser’ som her – ellers havde der ikke været fem sammenhængende spilsekunder.  Men selv om der skulle være begået en forseelse mod Randrup, giver det ham jo ikke frit lejde til at prøve at hive trøjen af modspilleren.

Det fik anfører Goodson – rollemodellen – til efter kampen at kalde udvisningen for ‘a  joke / an absolute disgrace / a disaster’.  Dommeren havde bare ikke noget valg – og Goodson var sikkert også sur, fordi han følte sig snydt for et straffespark. Den situation har jeg efterhånden set rigtig mange gange på TV – og jeg kan stadig ikke afgøre, om han har en sag eller ej. Fra den ene kameravinkel ser det dybt tilfældigt ud – fra den anden kunne det godt ligne et straffespark. Og hvilken vinkel skal vi så lige stole på ?  (I øvrigt et argument for, at video som overdommer bestemt ikke er uproblematisk – men den får lov til at hvile i denne omgang).  

Efter kampen var Krohn-Dehli så fremme med nogle mindre pæne bemærkninger om dommerpræstationen og udtrykte det fromme håb, at de ikke skulle have den pågældende dommer mere i denne sæson. Tja, nu er sæsonen jo lige startet, og der resterer 29 runder…

Og jeg må til stadighed beundre TV for at udvælge de spillere som interviewofre efter kampen, der formår at tale i overskrifter.  

Men sådan spiller klaveret jo altså heller ikke. Lad os vende situationen 180 grader. Jeg er sikker på, at mange dommere  også har et par spillere af brandmaskine-typen, som de gerne så ikke blive sat på holdet. Gad vide, hvordan overskrifterne ville se ud, hvis en dommer sagde, at han håbede, at han ikke skulle møde spiller X resten af sæsonen. Jeg kunne godt have en anelse.

På godt og ondt skal vi være der allesammen og er ligeværdige parter i en fodboldkamp. Lige så vel, som det ikke er sjovt at være dommer, hvis det ene hold ikke kommer (som det dog af og til sker lokalt), er det heller ikke sjovt at være spiller, hvis dommeren af en eller anden grund ikke når frem, og man selv skal klare funktionen. Tror man ikke på den påstand, opdager man det på egen krop, når det sker første gang.

Så tiden er måske inde til at minde alle parter om, hvad der står i de retningslinjer, som er vedtaget i enighed af dommere, trænere og spillere så sent som i maj måned:

‘Respekt er et nøgleord. Respekt for hinandens funktioner og for fodboldspillet.’