På gårsdagens ekstraordinære generalforsamling (4.august, red.) i Frederiksborg Amts Fodbolddommerklub (FAF) blev situationen omkring samarbejdet med DFU og klubbens brug af Røde Kors-logo behandlet.
FAF besluttede, at man fremover undlader at bruge Røde Kors-logo på dommerdragten. Samtidig fik FAFs bestyrelse et tillidsvotum fra forsamlingen. Men alligevel valgte FAFs formand, Flemming Linnemann, efterfølgende at trække sig fra sin post.
KFD noterer sig, at Flemming Linnemann på baggrund af den aktuelle situation i DFU har valgt at træde tilbage, og at FAF endvidere har valgt at frafalde brugen af sit Røde Kors-logo på dommerdragten i officielle kampe under DBU og DBU-Sjælland.
KFD finder, at FAF har truffet en rigtig og fornuftig beslutning i relation til brugen af logoet, og endvidere har FAFs nu tidligere formand, Flemming Linnemann, for alvor vist, at ingen enkeltperson skal stå i vejen for fællesskabets muligheder.
Ved i den nuværende situation at afmontere risikoen for eventuel intern splid omkring sin person, og ved at overlade sine ansvarsposter til andre, har Flemming Linnemann udvist fin situationsfornemmelse og respekt for fællesskabet.
KFD vil gerne takke Flemming Linnemann for denne beslutning, men også takke ham for de mange konstruktive initiativer han har været med til at sætte på dagordenen for dommerne i FAF og i Danmark.
Drøftelserne om det videre samarbejde på Sjælland, med SFU, med DFU og med DBU, vil nu fortsætte på et fornyet grundlag, og KFD håber, at en løsning for alle dommere og for fodboldfællesskabet nu er kommet tættere på.
Af: Bjarne Nigaard