Straffespark med hælen

Disse linjer skrives denne gang meget sidst på en tirsdag aften, som har været en stor dansk fodboldaften. Med både FCK og OB klar til mindst gruppespil i Europa League (men forhåbentlig Champions League) er det svært at få armene helt ned.

Måske også tidspunktet at minde om, at uanset hvor meget man kan drille hinanden på diverse blogs, så er det en aften, hvor alle primært bør være danskere, for hvert eneste dansk point her hjælper i relation til koefficienter, seedningslag osv. for alle danske hold inklusive landshold.

En satset tackling

Jeg så kampene i Dublin og Athen på TV også i det håb, at de kunne levere nogle situationer til ugens klumme. Ret beset startede jeg i Dublin, hvor jeg slet ikke var tryg på forhånd – og med 1-0 målet kort før pausen skiftede scenen til Athen. Men der var ikke rigtig noget til blokken.

Det skulle da lige være aftenens eneste malurt i bægeret: at OBs Mendy med en advarsel i bagagen valgte at sætte en satset tackling ind kort før tid i en dybest set ufarlig situation.

Da resultatet blev manden og ikke bolden, havde dommer Marriner ikke rigtig noget valg. Igen, og som ofte skrevet før: ordet ‘advarsel’ betyder nøjagtig det, som det siger. ‘Hvis du fortsætter, så…’. Det gjorde Mendy – og han bliver en ærgerlig mand at skulle undvære. Men bortset fra lige akkurat det var det en fremragende, kontrolleret præstation af OB.

Oplagt scoringschance

Weekendens superligarunde gav heller ikke de store ting til drøftelse. Faktisk var den det rene vand ved siden af de to første højdramatiske. Bevares, der var da en enkelt udvisning i Lyngby for berøven af oplagt scoringsmulighed. Den var der nu ikke mange ben i – kontakten er minimal, men den er der – og det er et af de hjørner af fodboldloven, hvor hensigten vægtes over udførelsen.

Der er en hel stribe af betingelser, som dommeren skal spille igennem inde i hovedet, før han træffer afgørelsen, men i sidste ende er syreprøven ‘Hvad ville der mon være sket, hvis ikke…?’.

Og hvad gør en klummeskriver så, når deadline-djævelen står og prikker ham på skulderen, og ugen ikke har givet aktuelle inspirationsmuligheder ? Han griber til bagkataloget – til ting, som er noteret hen over foråret og sommeren, og som venter tålmodigt på at komme til.

Mand mod mand-dyst

Så vi skal atter engang beskæftige os med straffespark. Altid spændende – fodboldspillets ultimative mand mod mand-dyst. Nok også derfor, at man har valgt, at en straffesparkskonkurrence er sidste udvej, når holdene i øvrigt står lige.

Udførelsen af et straffespark er en nøje koreograferet ting. Der er faste regler for, hvor medspillere, modspillere og målmand må befinde sig – og straffesparket er en af de to igangsættelser i fodbold, som er retningsbestemt (bolden er i spil, når den er sparket og bevæger sig fremad).

Den anden er begyndelsessparket, som har det på samme måde – hvis nogen skulle spekulere over det. Elementet af ‘mand mod mand’ giver muligheder for begge parter for at prøve at finte den anden.

Liverpools målmand Dudek satte vel nye standarder for det, da han i den mytiske CL-finale mod Milan bevægede sig konstant langs sin mållinje mellem stængerne med vildt svingende arme. Det er tilladt, men så har sparkeren også nogle muligheder. Han må finte i tilløbet, men er han først kommet hen til bolden, må han ikke stoppe op, fingere et spark, sparke over bolden, eller hvad man nu vil kalde det.

Det var den tendens, som havde bredt sig i typisk Asien og Sydamerika, og som FIFA yderst fornuftigt skød ned kort før VM sidste år. Det var efterhånden blevet til et cirkus – og det afgørende spørgsmål i tvivlssituationer er stadig: er dette virkelig, hvad fodboldloven havde forestillet sig ?

Fordi fodboldloven er en rammelov med dommerens skøn som det bærende princip, er det muligt at gå ind og sige, at dette er over kanten. Den aktuelle situation kommer i en landskamp mellem de Forenede Arabiske Emirater og Libanon. Straffesparksskytten fra hjemmeholdet tager tilløb og vender i sidste sekund om og sparker bolden ind med hælen. Resultatet blev et gult kort – og et anerkendt mål.

Klik på play for at se det fantasifulde straffespark

Straffesparket skabte debat

Og det gav godt nok trafik på både mail og mobil fra såvel dommere som instruktører. Det er det rigtig gode ved internettet – og samtidig dets svøbe. I ‘gamle dage’ var der decideret en passus i loven, som foreskrev, at sparkeren skulle have front mod mål. Den er forsvundet i kampens hede og revisioner – sikkert fordi ingen kunne forestille sig andet end den normale udførelse. Men efter mine begreber er vi her ovre i afdelingen for usportslig opførsel.

Én ting er, at straffesparket udføres på en måde, som ingen lovgiver kunne have forestillet sig. Det er selvfølgelig tilladt at finte, men der er en overkant – og den kommer vi over her. En anden er, at det må være nærmest umuligt at gennemføre denne bevægelse med forlæns tilløb og spark med hælen uden at lave en eller anden form for stop henne ved bolden – og så klapper fælden. Under alle omstændigheder er den løsning, som situationen fik i det virkelige liv, umulig: gult kort og mål. Enten har man begået en forseelse, og så kan der ikke være mål – eller også er der mål uden forseelse.

Som jeg ser det, ville det rigtige være et gult kort og et omspark. For i fodboldlovens ånd (og samme lovs paragraf 14) er straffesparket så stor en chance, at det ikke bare kan skydes ned af en teknisk fejl. Derfor et nyt forsøg.