Piercinger er ikke lovligt udstyr

Jeg lovede i sidste uge, at denne uges klumme ville beskæftige sig med retningslinjerne for den kommende sæson og de ting, som dommerne specielt ville have fokus på (og spillerne skulle tage sig i agt for) – men nogle gange kommer der bare en slæde i vejen.

Retningslinjerne er på denne plads udskudt en uge – så er vi også kommet tættere på turneringsstarten – for sidste uge bød på en historie, som jeg simpelthen ikke kan lade være med at tage fat i.

Nogle har måske allerede læst den og undret sig: det handler om en spiller, som i en reserveholdskamp i Australien blev udvist for at have en piercing et meget mandligt og ømfindtligt sted.

Spilleren var i en duel kommet galt afsted og havde slået sine ædlere dele, havde modtaget behandling (gad vide, hvordan en coolspray føles dér: det lyder slet ikke rart) og ville så lige checke, at alt stadig var intakt – hvorefter dommerens falkeøje observerede piercingen.  Han havde dog pli nok til at gå i omklædningsrummet med spilleren og studere bevismaterialet, men da de kom tilbage på banen, modtog spilleren et rødt kort.   

Godt nok er mit faste motto i relation til fodboldloven, at virkeligheden altid overgår fantasien – men alligevel…  Den tror jeg ikke, at jeg havde kunnet udtænke til selv det mest tricky teorimesterskab. Spørgsmålet er, hvad fodboldloven i virkeligheden siger om det her ?

Vi skal have fat i § 4, som meget passende hedder ‘Spillernes udstyr’. Heri foreskrives dels det, som er grundlæggende obligatorisk udstyr (trøje, shorts, strømper, benskinner og fodbeklædning), dels det, som man ikke må iføre sig som spiller. I princippet skal alt ud over det obligatoriske udstyr have til formål at beskytte spilleren (f.eks. de ansigtsmasker eller hovedbeskyttere, som man ved visse lejligheder har set, også herhjemme). Det helt grundlæggende princip er, at sådant udstyr aldrig må være til fare, hverken for spilleren selv eller andre.

Smykker udgør et kapitel for sig. De er principielt totalt forbudt – også hvis de har form af armbånd af gummi eller læder (festivalarmbånd eller tilsvarende). Dog har vi i de nordiske lande (og et par andre europæiske) af rent pragmatiske – nogle vil sige vattede – grunde sagt god for helt glatte ringe, vielsesringe eller tilsvarende, stadig forudsat at de ikke er farlige i kraft af deres kanter, indgravering e.l. Men internationalt gælder der ingen kære mor: her ryger enhver form for smykker automatisk af, hvis spilleren ellers har tænkt sig at være inde på banen. 

Og så er der piercingerne. Igen har vi valgt at sige, at det er synlige piercinger, der skal skrides ind overfor – og naturligvis typisk dem i ansigtet, hvor en spiller kan komme grueligt galt afsted, hvis bolden eller anden spiller kommer i karambolage med dem. Jeg erindrer en forespørgsel, om en spiller måtte spille med en flok akupunkturnåle i det ene øre ?  Nej, det måtte han heller ikke. 

Men som sagt er det de synlige piercinger, vi checker – konsekvensen ville jo ellers være, at spillerne på det nærmeste skulle strippe, før de fik lov til at komme på banen. Man ser det for sig: en udskiftning i en kamp med rigtig mange tilskuere, hvor linjedommer og 4. dommer skal checke reserven i alle detaljer i fuld offentlighed. Det kunne da muligvis nok lokke et nyt publikum ind til fodboldkampe og påføre kvindelige cheerleaders en vis konkurrence, men det er vel næppe det, der er meningen med bestemmelsen.

Tilbage til vores australske ven. Problemet her er selvfølgelig, at ved hans ‘selv-check’  bliver hans piercing nu pludselig synlig, og så skal dommeren tage stilling til lovligheden (selv om det klogeste uden tvivl nok havde været at se den anden vej meget hurtigt). Jeg husker også fra perioden lige efter reglens indførelse, at vi var på kanten af en protestsag omkring en spiller, som brokkede sig højt, inderligt og vedvarende over en dommerkendelse og med tilpas åben mund til, at han åbenbarede en nydelig tungepiercing. Det indbragte ham to advarsler lig med udvisning: én for ordvalget – én for det ulovlige udstyr i form af den nu synlige piercing.

For dette er faktisk taksten, hvis man stiller med ulovligt udstyr efter kontrollen før kampen, eller efter at dommeren har checket med anførerne, at ingen har noget på, som de ikke må have.  En advarsel – og så en midlertidig bortvisning, hvor det ulovlige skal fjernes (og spilleren checkes, før han får lov til at komme ind igen under en standsning i spillet).

Dette gælder på de højeste niveauer i Danmark – lokalunionerne har som en særregel valgt at undlade advarslen, men blot sende spilleren udenfor for at blive lovliggjort.

Så hvordan vi ender med et rødt kort i Australien er, set i relation til fodboldloven, lidt en gåde for mig. Medmindre artiklen ikke fortæller den fulde sandhed. Spilleren kan have haft en advarsel i forvejen – eller måske har hans ordvalg ved denne nærgående inspektion fra en kønsfælle ikke ligefrem været egnet til søndagsskolen.

Som sagt: denne historie var jeg i disse agurketider simpelthen nødt til at tage op. I næste uge bliver det så retningslinjerne – medmindre der dukker andre eksotiske ting op fra fodboldlovens overdrev.