Dommeren som ingen lægger mærke til

Disse linjer skrives på grænsen mellem onsdag aften og torsdag morgen. Jeg ville gerne have de to U/21-semifinaler med i billedet, hvis de nu kunne give noget aktuelt input.

Det kunne de ikke – og så måske alligevel, se længere nede – men de var begge to så ufine at gå i forlænget spilletid, hvilket selvfølgelig rykker ved tiderne.

På grund af ferie og arbejde har jeg faktisk ikke fået set så meget af slutrunden, som jeg kunne have ønsket mig. Jeg nåede dog akkurat den gruopvækkende oplevelse mellem Danmark og Island – og så altså nu de to semifinaler. Vel nåede det danske hold ikke, hvad nogle havde håbet på – men til gengæld ligner det i skrivende stund en stor tilfredshed fra UEFAs side med det praktiske arrangement, og det kan vise sig at være af rigtig stor værdi, både generelt og hvis Danmark senere lægger billet ind på andre slutrundearrangementer.

Her og nu resterer på dansk jord og i de danske turneringer kun nogle kvalifikationskampe omkring oprykning og nedrykning ved Danmarksserien.. Og så går det ellers løs igen lige om et øjeblik. Jeg er godt nok glad for, at jeg ikke er fodboldspiller eller -træner, for egentlig sommerferie må være et ord fra de bageste sider i fremmedordbogen.

Men ellers har det jo været begivenhedsrige seneste 3-4 uger. Vi fik en en formidabel Champions League-finale mellem Manchester United og Barcelona. Også en mildest talt forrygende afslutning på Superligaen – vel den vildeste i ligaens historie. Jeg var selv i embeds medfør på plads til vind eller forsvind-kampen mellem Randers og Esbjerg, og den var på ingen måde for små børn.

Det, som sådan en dommerfreak som jeg hæfter mig ved – når jeg er færdig med at nyde fodboldoplevelsen og har fået pulsen ned omkring normalt leje – er, at ingen dommere har ramt overskrifterne. Hvilket nok betyder, at ingen har haft væsentlige ting at beklage sig over – og at vi har undgået de store kontroversielle situationer. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at dommerkvartetten og jeg før kampen i Randers i den almindelige smalltalk talte om, at ingen i sagens natur ville kunne komme ud af denne kamp med ubetinget tilfredshed fra alle sider. Det var blot at håbe på, at man kunne undgå lige den enkelte situation, som ramte overskrifterne og ville stjæle billedet. Og så endte det alligevel med fuld tilfredshed hele vejen rundt, selv om resultatet var en katastrofe for alle parter.

Det bringer mig så omkring den gamle kliché, at den dommer er den bedste, som ingen lægger mærke til. Jeg tvivler på, at det nogensinde har været tilfældet – og jeg vil godt gøre en indsats for at gendrive påstanden. Måske var det rigtigt engang – nemlig dengang, hvor man formodede, at fodboldspillere bare pr. definition var gentlemen og ikke kunne drømme om at overtræde loven, men så er vi tilbage i 1890’erne, hvis man ser på fodboldlovens ordlyd.

Nu om stunder lægger man både internationalt og herhjemme megen vægt på kodeordet ‘proaktiv’. Hurtigt oversat til, at dommeren skal forebygge problemerne, før de kommer ud af kontrol. F.eks. ved positionskampen før hjørnespark. Eller ved konfrontationerne, som kan opstå umiddelbart efter en frisparkskendelse osv. osv. Her er det umuligt for dommeren at sætte den fulde myndighed ind og stadig forblive uopdaget.

Så kunne vi nu ikke alle sammen blive enige om at skrotte den gamle kliché og i stedet lande på noget i stil med ‘Dommeren skal undgå at tiltrække sig unødvendig opmærksomhed’ ?

Tilbage til U/21-EM, som egentlig var udgangspunktet for klummen. Jeg hader selv ‘namedropping’ i en artikel – men jeg kommer så nok til at hade mig selv her, for nu vender vi tilbage til de personlige oplevelser.

Kvalifikationsrunden til U/21 er rigtig lang – ikke fuldt opdaget af hele Danmark i denne omgang, da man som vært var født deltager – men det gør så, at man som Observer e.l. kan få et lidt andet perspektiv på det totale billede.

Jeg var på et meget tidligt tidspunkt i England til deres kamp mod FYR Makedonien. Det var en pragtfuld fodboldkamp set fra et rent underholdende perspektiv (resultat 6-3). Men jeg var så tidligere på denne uge ikke så overrasket over at se England have problemer, for det havde de godt nok også her.

I modsatte ende er kampen mellem Georgien og Schweiz, hvor jeg også var på plads. Den endte 0-0 og var i den grad en ynk, og hvis nogen på det tidspunkt – og jeg ved godt at der manglede nogle A-landsholdsspillere – havde fortalt mig, at Schweiz et lille år senere ville stå i en EM-finale, ville jeg have grinet en vis legemsdel i laser. Men dette er jo det vidunderlige ved fodbold.

I næste uge vil jeg kaste mig over årets retningslinjer: hvad skal dommerne lægge vægt på – og hvad skal spillerne vide ? Dette møde havde vi med klubberne i første halvdel af maj. – og det var en yderst positiv oplevelse.