38-årige Thomas Vejlgaard har lagt fløjten på hylden, men han fortsætter i dommerverdenen med en ny niche-butik.
Ref-com.com er navnet på en ny webshop med effekter til fodbolddommere. Bag online-butikken står den tidligere KFDer og FIFA-dommer Thomas Vejlgaard og nuværende Superligadommer Michael Johansen fra Københavns Amts Fodbolddommerklub.
Special-forretningen bliver den første i Danmark, der udelukkende henvender sig til fodbolddommere. Det skaber grobund for optimisme hos Thomas Vejlgaard, der stoppede som upartisk i marts 2011.
– Vi har researchet os frem til, at der ikke er nogen udbydere i Danmark, der hundrede procent er specialiseret i dommerudstyr. Måske findes der en enkelt eller to i hele Europa, siger Thomas Vejlgaard.
Testet af topdommere
Det nye site vil indeholde alt, hvad en fodbolddommer har brug for af udstyr, primært fra Umbro, når han/hun løber på banen. Desuden tilbyder ref-com.com også fritidstøj.
Ure, elektroniske flag, pulsmålere og andre varer på det nye site vil ifølge Thomas Vejlgaard være testet af danske elitedommere.
– Konceptet bygger på, at alt er gennemkontrolleret. På den måde kan vi stå inde for, at kvaliteten er i orden, siger Thomas Vejlgaard.
Vil uddele dommerpris
En belønning til en eller flere dommere skal ifølge den tidligere KFDer være et fast indslag hvert år for ref-com.com.
– Vi vil generere en del af omsætningen tilbage til dommerne i form af en udlodning. Eksempelvis et talentdommerlegat, en fodboldtur til udlandet eller noget helt tredje, fortæller Thomas Vejlgaard.
Brugerne kan klikke løs med musen på ref-com.com i begyndelsen af juni. Åbningen fejres med en golfturnering 17. juni på Fyn.