KFD
Jans Corner

13.08.2010 – Af fodboldlovens historie / 2

I sidste uge trak jeg en linje tilbage til de allerførste fodboldlove. Specielt var det dommerens rolle, der var i fokus. Det varede faktisk ganske længe, før han fik den rolle, som vi kender idag. I denne omgang bliver det så til nogle punktnedslag i enkelte paragraffer for at grave nogle kuriositeter frem.

Påvirkningen fra rugby og brugen af hænderne var som tidligere beskrevet en betydende faktor fra starten. Og dermed skulle man selvfølgelig også have én, som måtte tage med hænder – en målmand. I 1878-udgaven hed det, at målmanden måtte tage bolden med hænder ”til forsvar for eget mål” – men i princippet over hele banen ! I 1886 blev det drastisk indskrænket, da målmanden nu kun måtte tage med hænder på sin egen banehalvdel . I 1888 fik skruen en tak mere, da målmanden nu kun måtte bevæge sig 2 skridt, mens han ”løber med bolden eller lader den springe på hånden”. I 1913 led målmanden endnu en ydmygelse, da hans ret til at tage bolden med hænder blev begrænset til eget straffesparksfelt, som vi kender det i dag.

Et andet levn fra tankegangen omkring rugby og brug af hænderne er indkastet. I de første regler er det simpelthen den første spiller, som får fat i bolden, når den har passeret sidelinjen (som ikke er der – der er kun hjørneflag !), som må kaste den ind. Men han skal kaste den vinkelret ind. I 1878 bliver det modspillerne, der får indkastet, men bolden skal kastes mindst 6 yards i en hvilken som helst retning.

Også offside-reglen er i en eller anden form med fra starten – og kan også føres tilbage til rugby, hvor princippet er, at der ikke må afleveres fremefter. Oprindelig må en spiller, som er foran bolden, ikke røre den, før en modspiller har gjort det. Og så går det ellers slag i slag op gennem tiderne: frem til 1925 er man offside, hvis man ikke har mindst 3 modspillere nærmere mållinjen – det bliver så til 2 osv. osv. Offside-reglens udvikling afspejler langt hen ad vejen spillets udvikling. Groft sagt kan man sige, at reglen helt fra starten og frem til 2004 var i forsvarets favør – derefter, da man indførte ”vent og se-princippet”, i angribernes. Så når spillere, trænere og andet godtfolk hyler over, at offside-reglen er blevet umulig at finde ud af, har de en pointe i, at det er 140 års fortolkning og filosofi, der er blevet vendt op og ned på. Til gengæld har den nye fortolkning givet færre afbrydelser, flere mål, mere underholdning – og for dommerne er den blevet meget lettere at administrere.

Straffesparket er ikke med oprindelig. Det indføres i 1891 for visse forseelser begået i straffesparksfeltet (som i øvrigt ikke har helt den facon, som vi kender i dag – den kom først i 1902). Før straffesparkets opfindelse dømtes blot frispark på åstedet – og afstandsreglen var 6 yards (eller på mållinien mellem målstængerne). I en pokalkvartfinale var stillingen 1-0, da en bold blev reddet på mållinien med hånden. Angriberne fik et frispark få centimeter foran mållinien – og målmanden kunne bare blive stående på sin mållinie klos foran bolden. Samme år blev straffesparket indført i erkendelse af, at betalte spillere åbenbart ikke havde de samme æresbegreber som de oprindelige gentlemen. Ved straffespark måtte målmanden oprindelig bevæge sig 6 yards fremefter (dvs være hvor som helst i sit målfelt).

Indtil 1903 var alle frispark indirekte – og her begyndte man så at sortere på, hvilke forseelser, der var grovere end andre, hvilket betød indførelsen af det direkte frispark. Ved samme lejlighed blev fordelsreglen stadfæstet. Indtil 1927 var det i øvrigt muligt at score direkte i eget mål på et frispark – men så skete det for første gang. Princippet om, at man ikke skal kunne tjene på sin forbrydelse gjorde, at man indførte reglen om, at man kun kunne score direkte i modspillernes mål på et direkte frispark.

Endelig de røde og gule kort, som ingen vel nu kunne tænke sig at undvære (selv om jeg selv som ung dommer oplevede ikke at måtte bruge dem i lokale ungdomskampe, for at det ikke skulle påvirke spillerne for meget…). De er faktisk en relativt ny foreteelse, i hvert fald set i relation til hele fodboldlovens historie. Ved VM i England 1966 havde der været vild panik i kvartfinalen mellem England og Argentina, hvor den tyske dommer Kreitlein simpelthen ikke kunne gøre den argentinske anfører Rattin begribelig, at han var udvist.

Formanden for FIFAs dommerudvalg Ken Aston havde længe spekuleret over, hvordan man kunne indføre et internationalt og let forståeligt system til at markere advarsler og udvisninger. Og en dag, da han i sin bil sad på Kensington High Street og så lyskurven skifte fra grønt til gult til rødt, var den der ! Kortene blev indført internationalt ved VM i Mexico 1970 og i Danmarksturneringen fra starten af 1972.

Det var så to uger tilbage ad historiens lange landevej. Jeg vil igen godt opfordre til, at eventuelle læsere kommer med forslag til emner, som de kunne tænke sig taget op her. Det kan være aktuelle situationer, det kan være historie – kun fantasien sætter grænsen.

Hi, I’m admin